MAMA 2002-3

Mine dage som charro

Efter mit besøg hos mariachierne på Garibaldipladsen går jeg sammen med min rejsekammerat ned ad én af de tilstødende gader, hvor skrædderbutikkerne ligger side om side. Vi træder ind i en lille propfyldt butik, hvor skrædderen står og klipper stof med en overdimensioneret saks. Væggene er fyldt med billeder af musikalske grupper i tøj fra butikken.

Jeg vil gerne se på et sæt mariachitøj!, siger jeg frejdigt, opmuntret af de mange fotos. Skrædderen løfter øjnene og ser bebrejdende på mig: Uuh det må De ikke sige, det kalder vi det ikke, det hedder un traje de charro!. Jeg smiler undskyldende til ham. Godt, fortsætter han, men skal det være en arbejdsdragt, galla eller halv-galla? Efter at have forhørt mig om priser og kvalitet vælger jeg jakke, skjorte, bukser, bælte og sombrero i halv-gallastil. Galladragtens sombrero koster nemlig mere end hele det sæt, jeg bestiller, og så kan man heller ikke ride med galladragten.

På besøg hos en skrædder ved Garibaldi
Skrædderen ved Garibaldi afprøver sløjfer på forfatterens bryst.

Skrædderen vil meget gerne sælge mig et pistolbælte også, men da han alligevel ikke ligger inde med pistoler, kan han godt se, at det måske er lidt fjollet. Til gengæld er jeg meget ærgerlig over, at han tilsyneladende er løbet tør for de sorte overskæg, som jeg havde regnet med fulgte med sættet. Men hov, hører der ikke en vest til dragten, det kan jeg da se på billederne? -Nej, siger skrædderen, kun folk som de berømte rancheromusikere bruger vest med dragten, når de optræder. -Men hvem skulle det da være, som bruger dragten, men som ikke er rancheromusiker, spørger jeg dumt. Skrædderen ser på mig. -Er De da rancherosanger? siger han så. OK, han vinder! Det ville nok blive lidt for svært at forklare, hvorfor jeg gerne vil have et sådant sæt tøj.

Da vi har aftalt pris og leveringstid tager skrædderen mig i armen for at vise mig et stort foto med dedikation til butikken fra en taknemmelig kunde. Fotoet og autografen er af Vicente Fernández. Jeg fyldes med stolthed over, at håndværkeren som skal lave min dragt, laver sombreros til Vicente Fernández. Mere autentisk kan det da ikke blive! Skrædderen registrerer tilfreds min beundring og gør elskværdigt opmærksom på, at han ikke tager ekstra for sit arbejde af den grund. Så får jeg taget mine mål, men er lidt urolig over, at der ikke tages mål til sombreroen. Nej, sombreroen har universel størrelse, den passer alle, fortæller skrædderen. Jeg ser tvivlende på de gigantiske sombreros på hylderne. Ja, og hvis den er lidt for stor, så skal du bare se hvad du gør: Du vender hatten på hovedet, og her rundt langs kanten af pulden lægger du papirservietter: kleenex-kleenex-kleenex... Jeg er lamslået. Vil det sige, at Vicente Fernández bruger kleenex i sine sombreros?, spørger jeg dumt. Ja, siger min kammerat og peger på billedet af Vicente, jeg kan se noget hvidt i kanten dér! Skrædderen bliver stående uden at svare, og vi forstår, at det er på tide at begive os ud på gaden igen.

Da jeg kommer til Guatemala er CONIC's kvindeudvalg ved at organisere organisationens fjerde nationale kvindekonference. Arbejdet foregår med musik fra skiftevis Radio Rancheraaaaa - la mera-mera! og Radio Fabulosa (som udelukkende spiller marimba). Da forberedelsen af de praktiske og politiske spørgsmål vedrørende konferencen om kvinders rettigheder og kampen mod el machismo er afsluttet, sætter kvinderne sig om aftenen foran fjernsynet på kontoret. I denne uge vises últimos capítulos! af den populære telenovela, Abrázame muy fuerte ("Hold mig fast"). Kvinderne synger med på Juan Gabriels titelmelodi og diskuterer handlingen imellem sig. Serien foregår i et norteñomiljø, og det er tydeligt at kærlighedsforviklingerne er mange. Afsnittet ender med, at den unge helt rider bort på en hvid hest med tårerne trillende ned ad kinderne under en kæmpestor sombrero.

På konferencen har kvindeudvalget udvalgt cd'er og bånd med marimbamusik, som skal spille op til dans. Til min overraskelse er der mange modne kvinder, som vover sig ud på dansegulvet med hinanden. Men da manden, som styrer musikken, smugler Selenas tecno-cumbias ind mellem de andre numre, springer modige unge kvinder glade ud på gulvet for at danse med unge mænd. Senere må dj'en holde for kritik, for den slags musik er jo ikke mayaernes!, hedder det nu fra kvindeudvalget.

I Xela besøger jeg sprogskolen Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español, som siden 1994 har været Komiteens samarbejdspartner i forbindelse med Guatemalabrigaderne. Jeg fortæller om mine oplevelser med rancheromusikken og om mit tøjkøb. En af de unge kvindelige lærere synes, at mit tøj er meget sexet. -Men, tilføjer hun, -den slags musik er jo meget machista, Miguel! Skolens mandlige leder er mere pragmatisk: No sé si es machista - es México pues! ("Jeg ved ikke, om det er mandschauvinistisk - det er jo Mexico!").

Tilfreds tager jeg afsked og begiver mig ud på markedet for at spørge efter en karaokecd med José Alfredos rancheras.

 

Guide til Guatemala