MAMA 2002-3

Den mexicanske drøm

Rancheraen - den udstødtes hanegal

Af Mikkel Møldrup-Lakjer

Hvis man beder om "gallo" på markedet i Guatemala får man en pose sæbe af mærket Gallo, som praler med at være "sæbernes hane". Hvis man beder om "una gallo" i en cantina får man en øl. Hvis man vælger "El gallo" på jukeboxen i restauranten får man en sang af Vicente Fernández. Mellemamerikanerne synes hanen er et rigtigt sejt dyr...

Det er intet under, at hanen er blevet symbolet på manden i den mexicanske folkesang, la ranchera. Som hanen der puster sig op for at gale sin virilitet ud, sådan drikker rancheraens mandlige figur sig stemme til og galer op om at være sig selv og sin egen, og ingen andres. Han synger som verdensmanden, der stoler mere på sine forføreriske evner end på de kvinder han erobrer, og som føler sig bedre hjemme på landevejen end i fint selskab. Rancheraens ærkehelt er den ubemidlede mand, hjemløs blandt sine mange kvinder, forrådt af det falske moderne samfund, men stædig og stolt i sin ensomme uafhængighed.

I Ensomhedens labyrint skriver Octavio Paz: "Den dystre mexicaner, lukket i sig selv, eksploderer pludselig, river brystet op og blotter sig, ikke uden en vis tilfredsstillelse og ikke uden at dvæle i sit indres skammeligste og skrækkeligste kroge. Vi mexicanere er ikke ærlige, men kan gå så langt i oprigtighed, at det ryster en europæer." Ifølge den mexicanske forfatter kan mexicanerens sjæl, til daglig tillukket og ensom, kun åbnes pludseligt og voldsomt i en smertefuldt selvudstillende katarsis. Ordene er møntet på de store fiestas (byfester) og de nationale sange, men det er påfaldende, hvor godt de også passer på rancheraen.

Bolero-kitsch i cantinaen
Rancheromusikken spænder over mange forskellige musikalske genrer og har optaget elementer fra mange rustikke musikalske traditioner. En af de vigtigste er boleroen, som fra Cuba spredtes til resten af Latinamerika i begyndelsen af det 20. århundrede.

Den romantiske bolero som vi kender den, tog form i 1940'ernes Mexico, hvor indvandrede cubanere og mexicanske musikere blandede deres musikalske traditioner. Den mexicanske bolero er ikke så hed som den sensuelle cubanske, men fyldt med sødme. Teksterne hentes fra den romantiske poesi og dens hengivne hyldest til de forgudede, utilnærmelige kvinder. Som vi kender det fra Maria Greves Muñequita Linda, som Los Panchos har gjort berømt: "Muñequita linda, de cabellos de oro, de dientes de perlas, labios de rubí..." ("Smukke dukkepige, med hår af guld, tænder af perler, læber af rubin..."). Kvinden tilbedes i et poetisk sprog, der i dag forekommer kunstigt og overdrevent, fordi teksterne stammer fra en tid og et miljø, hvor det ikke var socialt accepteret at omgås kvinderne på nogen normal måde, og hvor mændene derfor var henvist til denne standardiserede kurtiseren.

Den romantiske bolero steg opad i det sociale hierarki og ind i de urbane dansesaloner, hvor den blev en international latinamerikansk stilart spillet af store orkestre. Men samtidig skete der i 1950'erne en modsat bevægelse i Mexico: Javier Solís og Pedro Infante fik berømmelse med fusionen af den romantiske bolero og den traditionelle rancherofolkesang som blev til den rustikke bolero ranchero, der ikke blev danset, men sunget og akkompagneret på guitar af mariachispillemænd i folkedragter.

Nu hvor boleroen er blevet populær i Mellemamerika igen, har teksterne fået en anden reception. De opleves til dels som kitsch, men der er netop stor interesse for deres overdrevne melodramatisering af kærlighedslivet. Særligt i la cantina hvor tequilaen hjælper godt på vej.

Macho-stædighed
De fleste af de romantiske boleros beskriver lykkelig kærlighed i abstrakte metaforer, men med el bolero ranchero skete der noget nyt ved afsmitning fra de traditionelle rancheras. Rancheraens eksplicitte og konkrete lyrik handler nemlig næsten altid om sangerens nederlag og ulykke. Men også om hans pure afvisning af at acceptere nederlaget. José Alfredos arketypiske ranchera, El rey, er blevet kaldt "den udstødtes programerklæring". Manden, der intet har - intet hjem, ingen kvinde, ingen penge - insisterer desperat på erklæringer om, hvordan han vil lægge verden for sine fødder og gøre som han vil.

Mange sange handler om stolthed, med det tilbagevendende tema: "Jeg stolede på dig, du bedrog mig, jeg forlod dig, nu beder du mig vende tilbage, men det vil jeg ikke, for jeg svor at jeg ikke ville vende tilbage, og jeg holder mit ord! Derfor vil jeg nu ødelægge mig selv i druk." En ægte macho-stædighed, som i José Alfredos Pa' todo el año. Rancheraen er nemlig også i høj grad machomandens sang, og der er tale om machismo af den gammeldags slags: I kan bare komme an; hun har forrådt mig, men jeg har min stolthed og kan stadig drikke og synge (osv).

José Alfredo Jiménez: Pa' todo el año

Si te cuentan que me vieron muy borracho	Hvis nogen siger at de har set mig være meget fuld
orgullosamente diles que es por ti	så fortæl dem stolt at det er på grund af dig
porque yo tendré el valor de no negarlo	for jeg vil ikke være bange for at indrømme det
gritaré que por tu amor me estoy matando	jeg vil råbe at jeg slår mig selv ihjel for din kærligheds skyld
y sabrán que por tus besos me perdí.	og de vil forstå at det var dine kys der gjorde mig fortabt.

Genrens fleksibilitet og levedygtighed viser sig i, at mange af de bedste rancheras er blevet gjort berømte af kvindelige sangere. Lucha Reyes og Lola Beltrán optrådte ved siden af Pedro Infante og Javier Solis, men skabte også egne karrierer som ikke stod tilbage for de mandlige stjerners. I nyere tid har mainstream popsangerinder som Ana Gabriel og spanieren Rocío Durcal indsunget rancheras og opnået succeser som langt overgår deres karrierer inden for den romantiske pop.

I dag opfattes den antikverede machismo hovedsagelig som sjov og teater; en iscenesættelse af en stivnet form, hvis kønsroller tiden nok er løbet fra, men hvis charme ligger i sangerens følelsesudbrud og melodramatiseringen af egne nederlag. Det er stadig ikke ualmindeligt at en ung mand inviterer sin udkårne ind på Garibaldipladsen og bestiller en serenade til hende - eller bestiller en mariachi til at akkompagnere en serenade, som han synger neden for hendes vindue.

Men også kvinderne kan være med. En pige kan bestille en sang til sig selv - eller selv synge sin smerte ud. På en bar i Guatemala By ser jeg to unge piger sidde ved jukeboxen og bestille Gallo i literflasker. Igen og igen vælger de det samme nummer, Ana Gabriels indspilning af Cuco Sanchez' Qué manera de perder, og synger med høje og kraftfulde stemmer: "Pero si yo ya sabía, que todo esto pasaría, ¿cómo diablos fui a caer?" ("Men når jeg godt vidste, at alt dette ville ske, hvordan helvede kunne jeg så falde i?").

Sangerinden Paquita "La del barrio" er endnu hårdere i sin besked til sin utro ægtemand i Tres veces te engañé, en sang som er blevet populær blandt guatemalanske feminister: "Tres veces te engañé: la primera por coraje, la segunda por capricho, la tercera por placer." ("Tre gange bedrog jeg dig: den første i vrede, den anden af tilskyndelse, den tredje af lyst").

De sociale klasser og det falske samfund
Adjektivet ranchero/a betyder "fra ranchoen", "fra bondegården", og musikkens miljø er bondelivet og landet som det så ud i gamle dage, om end det for sangeren er en tabt realitet, en længsel. Rancheraen er i sin oprindelse den fattige landbefolknings musik, den fattiges sang. Den handler ikke om, hvorfor man er fattig, eller om hvordan man drømmer om at blive rig. Fattigdommen er et faktum, som tages for givet. Derimod er der utallige sange, som handler om den kærlighed, som gøres umulig af de sociale og økonomiske forskelle. La falsa sociedad, det falske eller bedrageriske samfund, er et gennemgående tema, og de fine selskabsformer afvises til fordel for den "ægte", folkelige kultur:

José Alfredo Jiménez: El hijo del pueblo

Es mi orgullo haber nacido	Det er min stolthed at være født
en el barrio más humilde	i det mest ydmyge kvarter
alejado del bullicio	langt fra støjen
de la falsa sociedad	fra det falske selskabsliv
Yo no tuve la desgracia	Jeg ramtes ikke af den ulykke
de no ser hijo del pueblo	ikke at være en søn af folket
yo me cuento entre la gente	jeg hører til blandt de folk
que no tiene falsedad	som ikke kender til falskhed

José Alfredo Jiménez: Vámonos

Que no somos iguales, dice la gente	Folk siger at vi ikke er lige
que tu vida y mi vida	at dit og mit liv
se van a perder	vil gå tabt
que yo soy un canalla	at jeg er en sjover
y tú eres decente	og du er anstændig
que dos seres distintos	at to så forskellige væsner
no se pueden querer...	ikke kan elske hinanden...
Yo no entiendo esas cosas	Jeg forstår ikke det her
de las clases sociales	med sociale klasser
sólo sé que me quieres	jeg ved kun at du elsker mig
y que te quiero yo	og at jeg elsker dig

Selena: Amor prohibido

Amor prohibido	Forbudt kærlighed
murmuran por las calles	de snakker ondt om os på gaden
porque somos de	fordi vi har
distintas sociedades	forskellig baggrund

Pedro Fernández (indspilning): Caprichosa

Hoy no perfume el aire ni una rosa	I dag har luften ikke duft af nogen rose
hoy lloran mil mariachis mi tristeza	i dag begræder tusinde mariachis min sorg
hoy me voy de tu lado, caprichosa	i dag forlader jeg din side, du lunefulde
tu falsa sociedad no me interesa	jeg er ikke interesseret i dit falske samfund

La falsa sociedads modsætning - det frie, ægte og oprigtige liv - smelter i teksterne sammen med barndommens landsby eller fattige kvarter. Det er storbylivets falskhed, hykleriske normer og sociale forskelle, som forhindrer opnåelsen af den ægte kærlighed, som der længes efter.

Paradoksalt nok har nutidens rancherostjerner som Vicente Fernández og sønnen Alejandro ligesom stjernerne fra den forrige generation - Pedro Infante, Jorge Negrete og Lola Beltrán - fået så stor kommerciel succes, at de trods deres fattige opvækst er blevet særdeles velhavende - af at synge om at være fattig. Disse eksempler på den mexicanske drøm tjener som rollemodeller for den fattige, der drømmer om at kunne få succes og blive rig lige som rancheroidolerne.

Mexicos Elvis
En overgang var der fare for, at denne type folkemusik skulle stivne som en art sølvbryllupsgenre, der kun dyrkedes af den ældre og især den landlige del af befolkningen. Men siden José Alfredos død har rancheromusikkens mange genrer i 1980'erne og 1990'erne oplevet et stort comeback hos alle aldersgrupper gennem den popkultur, der går under navnet la onda grupera.

Den unge Pedro Fernández fører sig frem som Mexicos Elvis og har haft stor succes hos ungdommen med nyfortolkninger af ældre rancherahits. Da hans producenter foreslog ham at genindspille Pedro Infantes Yo no fui ("Det var ikke mig") troede han ikke på ideen, fortæller han til en udgave af modebladet Vanidades, for der skulle mod til at eftergøre og omfortolke en sang fra en anden tid af et navn, der indgyder så stor respekt i Mexico. Men så tænkte han, at det ikke kunne passe at rancheromusikken ikke skulle kunne udvikle og forny sig, så den også kunne være musik for ungdommen i dag. Og sådan blev det; med sine vovede hoftebevægelser og erklæringer om, at "det var ikke ham!", genoplivede Pedro Fernández det gamle nummer med en gadedrengefrækhed, som skabte sensation i Mexico i 2001, og som bragte hans billede ind i mange ungpigeværelser. Andre af hans succesrige titler, El adventurero ("Eventyreren") og Delincuente juvenil ("Ungdomskriminel"), fortsætter det gamle rancherotema om at leve på samfundets rand i nye veloplagte indspilninger, der signalerer alt andet end sølvbryllupsmusik.

Men samtidig er Pedro Fernández ifølge rancheromusikbladet La fuerza grupera enhver svigermors drøm, idet han udgør det fuldendte eksempel på en rancherokavaler eller som det hedder, un caballero de charro: maskulin, galant, forstående og følsom. Her er vi langt fra idealet om den nordamerikanske tough guy eller den engelske gentleman, som for alt i verden ikke må vise følelser.

Ranchero og desperado
Både de gammeldags rancheromachoer og de nye unge rancherohelte må nemlig gerne vise smerte og græde, men som vi læser hos Octavio Paz er det under ganske særlige omstændigheder, at disse følelser tillades at komme til udtryk hos en mexicansk mand. Rancheromandens gråd er således tilladt inden for rammerne af cantinaen og i sangen, hvor den bliver en stiliseret gråd, som indgår i metrikken og som der synges om i teksten.

Mandens ret til at græde i cantinaen forsvares af Los Tigres del Norte i sangen Quién: "Ayer en la cantina me encontró, un viejo amigo y se burló, porque lloraba. (...) (Pero) quién no le ha llorado a una mujer? El más valiente puede ser, que le ha llorado alguna vez." ("I går fandt en gammel ven mig på værtshus, og han gjorde grin med mig, fordi jeg sad og græd. (...) (Men) hvem har ikke grædt over en kvinde? Selv den bedste kan have grædt over én engang").

Rancheraens figur er en desperado, en fortabt og ensom sjæl, som det er svært ikke at holde af. Hans skånselsløse selvudlevering i sine udfald kommer enhver bebrejdelse om machismo i forkøbet, for hvem vil sparke til en antihelt, som i forvejen sidder og begræder og besynger sine nederlag?

Litteratur
Dorrit Saietz og Michael Mogensen, Kys mig meget. En rejse i latinamerikansk musik, Mellemfolkeligt Samvirke, 1992.
Jon Aske, Latin American Popular Music, Salem State College.