MAMA 2002-3

En kærlighedserklæring

MANIFEST: Jeg er rancherafan - og hvad så?

Quién no llega a la cantina, exigiendo su tequila, y exigiendo su canción?
("Hvem går ikke på værtshus, og forlanger sin tequila, og forlanger sin sang?")

Af Mikkel Møldrup-Lakjer

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg elsker den mellemamerikanske sentimentalitet. Jeg elsker den sødmefyldte smerte, hvormed den mexicanske folkesanger fortæller os, at kærlighed gør ondt, at samfundet er falsk, og at livet ikke er bedre værd end at blive fordrevet med tequila i en cantina, hvor man besynger sine nederlag med smerte - men med sin personlige integritet i behold. Som José Alfredo Jiménez i den ovenfor citerede ranchera, Tu recuerdo y yo. Men hvori ligger da tiltrækningen i den traditionelle mexicanske sang, la ranchera?

Folkelighedens pris
Jeg kan godt lide de sange, hvor sangeren skærer helt ind til benet i det almenmenneskelige tilvær og lader de trivielle erfaringers glæde og smerte være gyldige nok. På spansk eller dansk. Nej, jeg synes ikke, at Victor Skaarup og Sven Gyldmarks Mor er den bedste i verden ("...fordi hun er min mor") er særligt mindeværdig; men jeg måtte respektere, at min oldemor fik våde øjne af at høre Victor Cornelius synge den på Giro 413. De følelser som sangen fremkaldte hos hende, var jo ægte nok. Og ja, jeg synes faktisk også, at Juan Gabriels sang til sin mor, Amor eterno, er en usædvanlig smuk sang i alle dens mange indspilninger, dens enkle lyrik til trods.

Den slags indrømmelser har ikke altid været velsete i de småintellektuelle eller "bevidst-alternative" venstrefløjsmiljøer, hvor jeg har færdedes, Mellemamerika Komiteen inklusive. Men sagen er, at jeg ikke er alene med min smag for sødsuppe: rancherosangene i Mellemamerika og dansktoppen i DK har dybe rødder i befolkningerne. Venstrefløjens dilemma har været, at vi gerne ville en hel masse sammen med "de almindelige mennesker" her og der, hvis kultur vi på én gang ophøjede i vores politiske frelsesplaner og var fremmede for i vores egen smag. Sange som min oldemors favorit opfattedes som et fordummelsesmiddel, som var egnet til tilsløring af magtforholdene i samfundet, og som forhindrede opståelsen af den nødvendige vilje til forandring. Sangenes popularitet var udtryk for en falsk bevidsthed hos befolkningen, hørte vi. Jeg vil ikke helt afvise, at Mor er den bedste i verden eller Amor eterno kan få tankerne væk fra lønstrejke eller krav om eftergivelse af de fattigste landes gæld til de rigeste; men jeg mener det er en fejltagelse at påstå, at vi kan eller bør se bort fra de erfaringer og følelser, der udtrykkes og fremkaldes i tekst og musik af denne folkelige genre.

Mine første tilnærmelser til danskpoppen kom efter en episode, der gav mig skamfølelse over min foragt for den folkelige dansktop. Jeg og mine søskende havde som en spøgefuld sketch sunget Richard Ragnvalds Kære lille mormor ved min bedstemors fødselsdag. Vi syntes, at det var vældigt sjovt - indtil vi så, at bedstemor græd af bevægelse. Så blev vi flove. Her vendte det for mig, og jeg indså, at denne sang godt kunne have gyldighed som andet end pjat og plat, og at dens enkle folkelige budskab rørte ved noget i mange af os. Men så blev jeg brutalt mindet om folkelighedens pris. Jeg havde kun nået at leve en kort periode i naiv harmoni med de folkelige genrer, da jeg en dag lukkede op for fjernsynet og så et klip fra Dansk Folkepartis landsmøde. Her stod Richard Ragnvald og sang selvsamme sang for åben skærm, men denne gang til lederen af Dansk Folkeparti: "Kære lille Pia, kære lille Pia...".

Rancheras à la carte
Men hvad betyder denne sidste episode, andet end at også de mest fundamentale menneskelige følelser kan misbruges i den politiske kamp? Sådan tænkte jeg, da jeg kom til Mexicos hovedstad og besøgte Plaza Garibaldi, de mexicanske folkemusikeres hjemsted. Her vrimler det med mænd klædt i sorte sølvbeslåede bukser, korte jakker, store guitarer og sjove hatte. Her kommer mexicanerne for at købe en sang à la carte til deres hjertes udkårne eller til deres mor (på mors dag) eller for at hyre musik til en familiefest, hvis de lige står og mangler et band - til forbløffelse for turisterne, der er for nærige til selv at betale de halvtreds kroner, som mariachi-spillemændene tager for en sang. Og her ligger den berømte cantina Salón Tenampa, hvor Pedro Infante sad med sin tequila og græd (og sang) i sine film fra 1940'erne og 1950'erne.

Forfatteren ved statuen af José Alfredo Jiménez på Garibaldipladsen i Mexico By

Rundt om pladsen har pladeselskabet SONY opstillet statuer af rancheromusikkens store helte fra fortiden: José Alfredo Jiménez, Javier Solís, Pedro Infante, Cuco Sanchez, Lola Beltrán og mange andre. Jeg vandrede rundt mellem statuerne og så de berømte sangere komme til live. For mit indre øre hørte jeg Cuco Sanchez' klagende "Cucurucucu... paloma" rulle hen over pladsen, og et øjeblik følte jeg en stor fred i hjertet og var meget lykkelig. Så fik jeg øje på en statue af Juan Gabriel, der kastede sin sombrero frem i en hilsen til mig, og jeg løb hen for at møde ham - den eneste af de afbildede sangere, som levede endnu. Her blev jeg så for anden gang straffet for min nyfundne omfavnelse af nutidens folkelige musikkultur: En kobberplade fortalte at statuen var opstillet af det korrupte populistiske regeringsparti PRI som tak for Juan Gabriels sange til hjælp for dets valgkampagne.

Nu er dansktoppen heldigvis meget andet end Richard Ragnvald, og også den mexicanske folkemusik har sin John Mogensen. Han hedder José Alfredo Jiménez og har skrevet de fleste af de bedste rancheras, efter sigende under sine lange branderter i mexicanske cantinas i 1940'erne. Hele Mexico er på fornavn med José Alfredo, som har fået tilnavnet el poeta de los borrachos ("de berusedes digter" eller "de fordruknes poet"). Sangene handler oftest om ulykkelig kærlighed, om tørsten efter tequila og længslen efter maskulin uafhængighed, men teksterne er ikke uden bid. Ligesom John Mogensen ser José Alfredo klart gennem brændevinen og anklager det moderne bysamfund for dets falskhed og korrumpering af individets integritet og ægte mellemmenneskelige relationer.

I rancherotraditionen ligger en dyb sentimentalitet og en god portion mandschauvinisme, og det er nok grunden til, at udenforstående har så svært ved at sætte pris på den stilart, som mellemamerikanerne fra Mexico til Nicaragua er så nært knyttet til, og som alle amerikanere kender. Det råder vi bod på i denne udgave af MaMa, hvor vi ser nærmere på rancheromusikken, mariachimusikerens historiske baggrund, hans musik og hans tekster.

Mon ikke vi så vil være en hel del, som vil ryste på hovedet af de forhærdede, hvis ører er lukkede, og hvis foragt for den mexicanske folkemusikalske tradition er intakt; mon ikke vi vil være en voksende flok, som med stolthed kan erklære vores kærlighed: soy ranchero - ¿y qué?

Guide til Guatemala