Den tidligere general og diktator, Efraín Ríos Montt, er i dag formand for det guatemalanske parlament og generalsekretær for regeringspartiet, Frente Republicano Guatemalteco (FRG). FRG blev stiftet i 1986 af Ríos Montt, som udformede dets politiske platform i overensstemmelse med militærets interesser: en umådeholden antikommunisme, en intolerant konservatisme, en stærk nationalisme og en religiøs fundamentalisme.
Forfatningen af 1985 forhindrer Ríos Montt i at opstille ved præsidentvalg pga. hans militærkup i marts 1982. Derfor blev den tidligere kristelige demokrat, Alfonso Portillo, valgt til partiets præsidentkandidat i 1995. Her tabte FRG knebent til det liberale parti PAN, skønt den unge Portillo høstede flest stemmer i 18 af 22 departementer. Kun pga. de store stemmetal i de større byer kunne PAN's kandidat Álvaro Arzú vinde præsidentembedet.
Ved valget i november 1999 opnåede Portillo 48 procent af stemmerne i første valgrunde, og i anden runde i december fik han over en million stemmer, dobbelt så mange som sin modstander Oscar Berger fra PAN. Samtidig valgtes Ríos Montt til parlamentet med høje stemmetal. I januar 2000 fik Ríos Montts parti således den politiske magt for første gang: præsidentposten samt et komfortabelt flertal i parlamentet. Ríos Montt kunne uden problemer lade sig vælge til formandsposten for parlamentet, hvorfra han kontrollerer lovgivningsapparatet.
Portillo og Ríos Montt har brug for hinanden. Ríos Montt kan ikke regere uden Portillo, og Portillo har brug for Ríos Montt til at stille partiets venner tilfredse og styre partiet i parlamentet. Ved indsættelsen af den nye regering erklærer Ríos Montt, at nok er Portillo præsident for landet, men han selv er dog præsident for partiet.
Image is everything
Man må spørge sig selv hvordan det kan ske, at en tidligere militærdiktator med titusindvis af mord på samvittigheden kan komme til magten ved så markant en valgsejr. Der er dog en række objektive faktorer som bidrager til en forklaring.
Ríos Montts autoritære fundamentalisme og Portillos populisme viste sig at være en effektiv kombination undervalgkampen. Ifølge Frank LaRue (CALDH) er det lykkedes for Portillo at gøre, hvad venstrefløjen i Guatemala aldrig har kunnet: "nemlig dele stemmerne efter sociale klasser. Folk fra den lille middelklasse og nedefter har stemt på FRG, fordi de føler sig svigtede af PAN og dets rige præsident Arzú, som har været meget fjern for hovedparten af befolkningen," siger han i et interview.
Portillo forberedte sin præsidentkampagne med talrige ture til det indre af landet for at mødes med befolkningen i provinsen. Under kampagnen optrådte han i arbejdstøj med opsmøgede ærmer og en populistisk diskurs, hvori han hævdede at være en jævn mand af folket, som ville forbedre de fattigstes levevilkår. Samtidig var der et totalt fravær af PAN's vigtigste kandidater i det fattige landmiljø. Portillo gik ud af valget som den mest populære præsident siden militærkuppet i 1954.
LaRue konstaterer, at på trods af Portillos folkelige image så er hans diskurs populistisk, ikke venstreorienteret. Siden sin indsættelse har den "jævne" Portillo boet i et hus til tre millioner US$, og han har tjent så mange penge, at han uden problemer kan gengælde sine venner den støtte, de gav ham under hans kampagne. Hans økonomiske program indeholder neoliberale elementer som privatiseringer, liberaliseringer og sociale nedskæringer.
Samtidig har FRG kunnet regne med Ríos Montts popularitet hos visse sektorer i samfundet. Under sin regerings tid i 1982-83 formåede han at skabe sig et image som Guatemalas retmæssige regent; en mand af folket, men udvalgt af Gud til at lede og beskytte nationen. Hans autoritære karisma og patriarkalske optræden har stadig sin effekt i et konservativt og stærkt troende samfund som Guatemala.
Paradoksalt nok har den væbnede konflikt betydet, at en ikke ubetydelig del af den indianske befolkning på landet nærer en ubetinget beundring for el General. Dette beror på en fortolkning af den væbnede konflikts forløb, som er anderledes end den historie, som drabstallene fortæller. Ríos Montts styre huskes af mange som den periode, hvor den ellers stadigt eskalerende krig blev bragt til en ende, da guerillaen blev tvunget i knæ. Sandt er det, at efter de første syv måneders voldsomme massakrer var der i de sidste ti måneder af Ríos Montts styre roligere end under Lucas García.
Opfattelsen af Ríos Montts styre er således bestemt af det brutale regime, der gik forud hans magtovertagelse. Skønt generalens korte regeringsperiode var langt den blodigste under hele borgerkrigen, så var hans taktik og retorik anderledes, end hvad man hidtil havde hørt. De efterfølgende regeringer har således gjort meget ud af at fremhæve Ríos Montt som den, der ikke blot myrdede løs, men gav befolkningen mulighed for at vælge side og således redde sig selv. Denne propaganda har haft en vis effekt, også blandt den nye generation af vælgere. Ifølge folketællingen fra 1994 er mere end 55 procent af den guatemalanske befolkning under 20 år og har således ikke nogen erindring om denne periode af den væbnede konflikt.
Genoplivningen af PAC
En anden del af forklaringen på Ríos Montts indflydelse blandt landbefolkningen er netværket af tidligere medlemmer af de civile selvforsvarspatruljer (PAC). Cirka en million mænd gjorde tjeneste i 1984, da tvangsudskrivningen til patruljerne var på sit højeste. Mange steder lykkedes det for hæren at knytte medlemmerne af patruljerne til sig ved at tvinge dem til at deltage i overgreb på andre dele af lokalsamfundet. Patruljerne blev kraftigt fordømt for deres magtmisbrug og krænkelser af menneskerettighederne, og de blev officielt opløst efter underskrivelsen af fredsaftalerne i slutningen af 1996.
I de sidste to år er der dog set flere og flere eksempler på, at patruljerne stadig fungerer som den politiske basis for FRG og som udøvere af organiseret vold i samarbejde med lokale FRG-repræsentanter. Flere analytikere har peget på, at PAC-netværket var årsagen til, at FRG kunne vinde så stor en valgsejr på landet i 1999. I mange tilfælde er kommunale myndigheder eller politi igen begyndt at indkalde eks-medlemmer af PAC til tjeneste for at danne lokale "sikkerhedskomiteer". Menneskerettighedsombudsmandens kontor i Guatemala, PDH, advarede i 2000 om, at disse komiteer trods deres navn begår talrige overgreb og deltager i lynchninger. Rosalina Tuyuc (CONAVIGUA) udtalte i maj samme år, at disse komiteer er på vej til at blive nye PAC-patruljer, hvilket er i klar modstrid med fredsaftalerne.
I modsætning til hvad myndighederne lader forstå, er lynchningerne ikke helt spontane mord på tilfældige ofre. De iscenesatte overgreb går ofte ud over PAC-netværkets lokale politiske modstandere. U-landsorganisationen Ibis rapporterede den 12. november 2001 om trusler og indbrud begået mod Matilde González Izás fra forskningscenteret AVANCSO, der netop arbejdede på en rapport om hærens genoplivning af de gamle patruljer som et middel i dens fortsatte undertrykkelse i det indre Guatemala.
FRG's to tunger
Med Portillo på præsidentposten og Ríos Montt som formand af parlamentet har FRG fået et tvetydigt billede i offentligheden.
Efter magtovertagelsen indbød Portillo repræsentanter for civilsamfundet til dialog og prøvede at berolige den internationale opinion, som var bekymret over Ríos Montts indflydelse i partiet. Portillo erklærede at ville sammensætte et dynamisk og pluralistisk kabinet, og til manges overraskelse var der rigtignok mange kendte personligheder fra midten og venstrefløjen mellem de udnævnte ministre og embedsmænd.
Blandt de mest prominente var Edgar Gutiérrez, tidligere koordinator for REMHI-projektet ved ærkebiskoppens kontor for menneskerettigheder (ODHA). Gutiérrez blev udnævnt til leder af sekretariatet for strategiske analyser (SAE) som præsidentens personlige rådgiver. Samtidig blev én af de tre ansvarlige for Sandhedskommisionens udredningsarbejde, mayaindianeren Otilia Lux de Coti, udnævnt til minister for kultur og sport. Disse to personer, som forinden officielt havde anklaget Ríos Montt for folkemord, er altså nu en del af regeringspartiets kabinet.
Andre eksempler er den intellektuelle maya Demetrio Cojtí, som blev udnævnt til viceundervisningsminister; Pedro Palma Lau, tidligere guerillakommandant Pancho, som blev direktør for præsidentens jordkontor CONTIERRA; Miguel Angel Reyes, tidligere medlem af guerillaens diplomatkorps, som blev medlem af SEPAZ (regeringens sekretariat for fredsaftalerne), og Ronalth Ochaeta, tidligere direktør for ODHA, som blev regeringens udsending ved Organisationen af Amerikanske Stater. Endelig blev en fagforeningsformand udnævnt til det lille arbejdsministerium.
Ifølge Frank LaRue er formålet "at påkalde populære symboler og bestemte ledere og repræsentanter for sociale bevægelser, præcis som PRI i Mexico. Og alt dette i forsvaret for de økonomiske interesser som har støttet Portillos valgkampagne. Portillo og FRG' s politiske projekt vil blive udført ved at underlægge sig de sociale bevægelser. Som i Mexico er formålet ikke nødvendigvis massivt at undertrykke enhver opposition, men at erhverve sig lederne som opstår af disse bevægelser med tilbud om godt betalte embeder for at gøre deres bevægelser tavse.
LaRue peger på, at Portillo har hårdt brug for at modsvare utilfredsheden under den økonomiske krise, som Guatemala gennemlever, og således forhindre, at der mobiliseres imod regeringen. Det er dog ikke lykkedes, og utilfredsheden med regeringen eksploderede i en generalstrejke den 1. august 2001, da FRG hævede den guatemalanske moms fra 10 til 12 procent på trods af talrige korruptionsskandaler i regeringen. "Regeringen har løjet, regeringen har stjålet, regeringen har misbrugt" skrev Prensa Libre på forsiden i august med reference til Ríos Montts motto.
Internt i partiet skaber Portillos taktik stor uro. Medierne beretter jævnligt om magtkampe mellem "portillistas" og FRG-folk, som er loyale over for Ríos Montt og forsøger at få afsat folk fra Portillos kabinet. Flere gange har Ríos Montt ydmyget præsidenten ved offentligt at tale ham imod eller modarbejde hans lovforslag. I begyndelsen af 2000 sad Portillo således så svagt på præsidentposten, at det gav anledning til rygter om kupplaner. Situationen var på et tidspunkt så spændt, at præsidentpaladsets civile medarbejdere blev hjemsendt pga. frygt for en militær overtagelse af bygningen.
Blikket rettedes mod den meget aktive vicepræsident Francisco Reyes López, som ville være en præsident efter Ríos Montts hoved. Det "pluralistiske" kabinet har nemlig også en anden side. Mens de indhentede folk fra oppositionen har fået "bløde" poster med ansvar for de sociale og kulturelle områder, så er de økonomiske og militære poster besat med Ríos Montts gamle venner.
Fortidens spøgelser bliver levende
En række prominente officer fra krigen besætter poster i toppen af regeringen og partiet. Heriblandt finder man Byron Humberto Barrientos Díaz, major og ekspert i tortur, udnævnt til indenrigsminister i juli 2000 og ansvarlig for udbygningen af "sikkerhedskomiteerne"; den tidligere general Luis Felipe Miranda Trejo, som var en af hjernerne bag de berygtede PAC-patruljer, nu leder af hærens elitestyrker; Pedro García Arredondo, tidligere oberst med ansvar for dødspatruljer og massakren på den spanske ambassade i 1980, nu borgmester i Nueva Santa Rosa.
Bag Portillos populisme gemmer sig et autoritært netværk og en pensioneret general, der endnu ikke har opgivet håbet om at kunne indtage præsidentposten en dag.
Kilder:
Læs også: Patriark, prædikant og folkemorder
| Guide til Guatemala |