-Det går tilbage for komiteen! Helge Hallmann stod på kontoret en efterårsdag for længe siden og rystede langsomt på hovedet ad den folder han havde i hånden. På forsiden af miljøbrigadens nye hvervemateriale fik man det indtryk, at brigaden havde skiftet navn til "Arbejds-, kultur- og miljøophold i Nicaragua".
Jeg var lige så foruroliget som Helge: Næste skridt var vel, at vi ikke måtte sige solidaritet mere? Men næste år hed folderens program Miljøbrigade igen, og ingen synlig forandring var sket. Var det en irrationel angst for nye ord, som vi nærede?
Begejstring overvinder alt!
Udsendelsen af solidaritetsbrigader til Mellemamerika har fra begyndelsen været én af hovedaktiviteterne i vores Komité. Vi har været glade for i modsætning til udviklingsorganisationerne at kunne udsende grupper af "kompetenceløse frivillige", der på god mellemfolkelig vis støttede kammeraterne i deres kamp. Og denne idé havde faktisk sit forbillede i Latinamerika selv. I Nicaragua i 1980'erne tog unge sandinistiske frivillige fra byen ud på landet for at alfabetisere landets befolkning, og kunstnere og musikere deltog i kulturbrigader, som spillede musik og teater for at mobilisere folk til deltagelse i opbygningen efter revolutionen. Det blev deltagerne på dette års landsmøde i Mellemamerika Komiteen mindet om på vidunderlig måde, da Danilo og Rufino fra nicaraguanske Grupo Pueblo optrådte med musik og historier fra deres tid som kulturbrigadister.
Det sandinistiske jubeloptimisme byggede, i Sven Gårn Hansens formulering, på ideen om, at begejstring overvinder alt! Den samme begejstring har været grundlaget for meget af vores arbejde, når studerende fra Danmark har påtaget sig rollen som bygningsarbejdere eller kaffebønder. I teorien skulle danskerne i Nicaragua støtte revolutionen med deres arbejdsindsats, f.eks. ved at frigøre ressourcer til krigen mod kontraerne, men i praksis var det måske nok så meget den fælles begejstring nicaraguanere og danskere imellem, der blev resultatet af brigadeopholdet.
Blot en strid om ord?
I dag er brigadernes historie ukendt for de unge, der henvender sig til Mellemamerika Komiteen (eller Mellemfolkeligt Samvirke) med interesse i et ulandsophold. Ordet solidaritetsbrigade klinger eksotisk-marxistisk i manges ører. Det har vi forsøgt at imødegå ved at sætte diskussionen: hvad er en brigade? på forberedelsesprogrammet år efter år. Det har dog ikke betydet, at vi dermed har lukket for kritiske spørgsmål fra brigadisternes side, tværtimod. Ofte er vi blevet spurgt om ideen bag ulandsopholdets navn, om vi ikke snart syntes, at det var på tide at kalde det noget andet, ja om vi overhovedet havde tænkt på dét? Brigadevisionsdagen tidligere på året (hvor jeg desværre ikke var til stede) samt oktobers indlæg på makdebat viste, at mange af os faktisk havde tænkt over tingene, hvilket jeg var meget glad for. Men for at kommende brigadister kan vide, at vi ikke er helt ureflekterede mht. idégrundlaget og navnet for vores brigadearbejde, vil det være gavnligt hvis diskussionen giver sig udtryk her i bladet også.
Man kan påstå, at ordene er ligegyldige, sålænge holdningerne og indholdet er de samme. Men argumenterne for et navneskift giver en vis grobund for bekymring. Lad os tage dem ét for ét:
Det viser sig altså, at ønsket om at ændre brigadenavnet i virkeligheden bunder i tvivl om det politiske idégrundlag for brigaderne. Dermed er kritikken mindre rettet mod navnet end indholdet, og så var det nok idégrundlaget, vi skulle begynde med at slå fast.
Solidaritet uden beton
Men det betyder jo ikke, at der ikke kunne være andre og bedre grunde til at ændre navnet. Det er f.eks. relevant at spørge, om vores sprogbrug er hensigtsmæssig, om vi m.a.o. går glip af engagementet fra gode folk, der skræmmes bort alene pga. af vores retorik. Vi må ikke være blinde for, at ordene kan forekomme mærkværdige for udenforstående. F.eks. har det tekstbehandlingsprogram, som dette indlæg er skrevet i, nu i en times tid forsøgt at ændre "brigadisterne" til "bigamisterne".
Jeg mener godt vi kan have en vis fleksibilitet i sprogbrugen uden dog at afskaffe brigadenavnet. I Guatemalabrigadegruppen har vi i vores hvervning brugt forskellige supplerende omskrivninger for brigadebegrebet, men hvis blot vi fik lejlighed til at forklare nærmere, hvad vi mente med ordet, har vi ikke været bange for at bruge brigadenavnet. F.eks. har vi i annoncer brugt betegnelsen "studie-/arbejdstur", og det har vi under højskoleopholdet udlagt sådan, at studiet og udvekslingen groft sagt var formålet, mens arbejdet var midlet.
Brigadeideen har vi udlagt som forpligtelsen på den kollektive solidariske indsats samt troen på, at vi i fællesskab kan udrette noget, hvor vi enkeltvis ville være magtesløse. Og derfor forventer vi af brigadisten, som Niels Vesterager Iversen skrev i et indlæg: en grundig forberedelse inden afrejse, en aktiv deltagelse under brigadeopholdet samt medvirken i evaluerings- og oplysningstiltag efter programmets afslutning. Sådan opløser vi betonen, inden den når at størkne.
Læs også:
| Guide til Guatemala |