MAMA 2003-1

Mayaernes nye selvbevidsthed

Af Mikkel Møldrup-Lakjer

På det seneste har CONIC taget yderligere skridt væk fra at være en traditionel folkelig organisation. Organisationen er ikke bare "popular" men også "maya", dvs. en forening for både indfødte og bønder, som det også hedder i det dobbelte navn: Coordinadora Nacional Indígena y Campesina. Mens klasseorienteringen som bondeorganisation er bibeholdt, definerer CONIC sig i stigende grad også som en etnisk organisation, som skal repræsentere mayaernes rettigheder.

Til sammenligning med mayabevægelsens intellektuelle er CONIC endnu moderat i sine krav på det kulturelle og etniske område. Men der er tegn på en radikalisering, senest i vedtagelserne på landsmødet 2001. CONIC er samtidig den eneste folkelige bevægelse af betydning, som regnes til mayabevægelsen, mens resten er intellektuelle kredse og specialiserede NGO'er. Derfor er det nok værd at følge med i, hvad CONIC lægger i mayaidentiteten.

Solidaritetsbevægelsens berøringsangst
Bortset fra vedtægtsændringerne vedtog landsmødets forsamling CONIC's forslag til en "ley indígena", en lovpakke for de indfødte folk, som vi kender det fra zapatistbevægelsen i Chiapas. Der er tale om et omfattende lovkatalog med de indfødte folks krav på alle livets områder: politisk repræsentation og delvist lokalt selvstyre ved traditionelle strukturer, sædvaneret, uddannelse efter lokale og kulturelle forhold, udøvelse af traditionel religion, ret til både moderne sundhedsvæsen og traditionel medicin, inflydelse på forvaltningen af kulturarven, ret til del i landets turistindtægter og i udnyttelsen af naturressourcer samt meget andet.

Forslaget er efter landsmødets vedtagelse blevet optrykt i tusindvis af eksemplarer og er blevet sendt rundt til venner og allierede i Guatemala med henblik på at udarbejde en version, som kan præsenteres for kongressen med bred opbakning fra folkelige bevægelser og mayaorganisationer.

I Mellemamerika Komiteen har vi endnu ikke forholdt os til forslaget, endsige sat os nærmere ind i det. Det er min fornemmelse, at vi har haft en vist berøringsangst over for alt det her religion og mayakultur-halløj. Vi er jo vant til at samarbejde med bønder i Nicaragua, hvor vi ikke har behøvet at tage hensyn til den slags, eller det har vi i hvert fald ikke ment at vi burde.

Undertiden har vi "mistænkt" CONIC's ledere for med lidt gustent overlæg at fremhæve mayakulturens værdier, fordi det har været en måde at forene 21 guatemalanske mayafolk på. Men som det fremgår af min skildring af et mayaritual ved en CONIC-konference i MAMA nr. 01/02 [læs artikel], blev min tvivl om arrangørernes oprigtighed gjort til skamme under ceremonien.

Etniske minefelter
At mayakultur og etnisk identitet er politisk-organisatoriske minefelter, er forløbet af valget til CONIC's landsledelse sidste år så et eksempel på, jf. reportagen fra landsmødet i dette nummer [læs artikel]. Mayaaktivister som nuværende viceundervisningsminister Demetrio Cojtí Cuxil har protesteret mod det "statistiske folkemord" på mayaerne, bl.a. fordi man i folketælligerne ikke har anerkendt folks selvforståelse som kriterium for etnisk tilhørsforhold, hvilket CONIC også har protesteret imod. Men CONIC har endnu ikke selv defineret praktiske kriterier for at afgøre dette forhold, og landsmødet accepterede ikke den erklærede etniske selvidentifikation fra en af kandidaterne til landsledelsen.

Det er oplagt, at en skarp geografisk inddeling af de etniske grupper giver problemer i et land, hvor op imod 1 mio. var fordrevne under borgerkrigen, og mange ikke har kunnet vende hjem til deres oprindelige hjemsted efter krigens afslutning. Hertil kommer migration forårsaget af (kaffe)krisen på landet, befolkningstilvækst og presset på jorden. F.eks. har q'eqchi'erne i løbet af de sidste 50 år bredt sig fra Cobánområdet ned gennem Polochicdalen mod flodens udmunding i øst og herfra mod nord helt op i Peten og ind i det sydlige Belize, områder som har været beboet af andre indfødte folk.

De lumske kaqchikeler
Den guatemalanske stat har oftest søgt at ignorere forskellen mellem mayafolkenes kulturer i officielle fremstillinger af den indfødte befolkning. I skolen lærer mange guatemalanske børn endnu, at de indfødte "indianere" taler "dialekter" - skønt lingvister har påvist, at der er tale om selvstændige sprog. Kun i historie lærer de, at der er forskel på indianere, nemlig at kaqchikelerne var forræderiske og lumske folk som forrådte deres naboer k'iche'erne under den spanske erobring.

Endnu i dag er der en politisk elite, som ser en fordel i at holde liv i det ældgamle fjendskab mellem k'iche'er og kaqchikeler, eller i at beskrive aktuelle konflikter som etniske konflikter med præcolumbiansk oprindelse. I juni 2001 fremstod konflikten om jorden i Los Cimientos, el Quiché i guatemalansk presse i første omgang som en etnisk konflikt mellem ixiler og k'iche'er og ikke som et sammenstød mellem (eks)-PAC'ere og CERJ-folk som følge af militærets inddæmningspolitik under krigen.

Men konflikten opleves også af almindelige folk selv. Selv medlemmer af CONIC's kvindeudvalg fortæller mig, at k'iche'erne og kaqchikelerne i udvalget har svært ved at arbejde sammen pga. deres folks historie og den fortsatte mistillid folkene imellem.

Nogle vil mene, at det derfor er forkert at lægge vægt på kultur og etnicitet, og at de fattige på landet blot bør organisere sig som bønder. Retten til at udfolde eget sprog og kultur er dog så fundamental en ret, at jeg ikke mener den kan gemmes bort under en folkelig kamp for jord eller andre mål. Det drejer sig i stedet om, at mayaerne skal have styrke og selvbevidsthed til selv at kunne definere, hvad det vil sige at tilhøre et mayafolk, og ikke lade skolesystemet bestemme, at kaqchikeler og k'iche'er ikke skal kunne lide hinanden.

Frygten for Balkan
Dele af det guatemalanske samfund bliver meget forskrækkede, når de hører tale om "maynationaliteter", som f.eks. i januar 2002 da CONIC annoncerede at "bønder af mam-nationaliteten" endelig havde vundet jorden i Nueva Cajola. Denne frygt afspejler den århundredgamle angst for et indfødt oprør, som ladinoerne altid har haft. -Hvad, vil de da have en mamrepublik?! spurgte en ung ladino. Det vil CONIC nu ikke, men man kræver højere grad af selvstyre til regionerne.

Frem mod folkeafstemningen om forfatningsreformen i 1998, der skulle byde mayaer, xincaer og garífunaer velkomne i Guatemala, talte modstanderne af reformen meget om risikoen for en "balkanisering" af Guatemala. At anerkende de forskellige folks rettigheder ville føre til et nyt Jugoslavien, sagde de. Andre har direkte anklaget organisationer som CONIC for at være racistisk og diskriminerende over for ladinoer (ikke-indianere) i sin hævdelse af mayaernes rettigheder. Disse anklager syntes at have været udslagsgivende for afstemningens nej til de foreslåede reformer.

Kan man da tale om "omvendt racisme" hos mayaerne? Nej, det mener jeg er begrebsforvirring og proportionsforvrængning. Racisme er ikke blot fordomme om en anden etnisk gruppe; sådanne fordomme er det de færreste af os, der kan sige os helt fri for, og en sådan definition ville betyde en udvanding af begrebet. Racisme bliver det derimod, når fordommene sættes i system og bakkes op af en undertrykkende struktur.

Racisme indebærer både magt og diskrimination, og mayaerne har slet ikke magt nok til at kunne udøve racisme over for ladinoerne. Måske kan man tale om racisme, når en urban, tosproget og velbemidlet k'iche' fra Quetzaltenango ser ned på en fattig analfabetisk q'eqchi' fra Tucurú eller på en skæv rastamand fra Livingston, men det er en anden sag.

Mayakamp er bondekamp
CONIC har nu valgt at gå på to ben. På landsmødet vedtoges på den ene side forslaget til en ley indígena, på den anden side en plan for ekspropiation af de største godser i Guatemala. Begge krav er siden blevet bakket op af bondemarcher. Som sagt har der i solidaritetsbevægelsen eksisteret mistanker om, at det første (kultur) var et middel til det andet (jord). Nu er jeg imidlertid blevet overbevist om, at CONIC's folk oprigtigt opfatter begge mål som fuldgyldige hver for sig og samtidig nødvendige for hinanden.

Som det også fremgik af reportagen fra mayaceremonien, så er mayareligionen - og i øvrigt også mayaidentiteten (i modsætning til identifikationen med et af de enkelte mayafolk) - noget nyt for en stor andel af CONIC's medlemmer. Men ikke desto mindre måtte aktivitetsplanen for Mellemamerika Komiteen og CONIC's udviklingsprojekt hos q'eqchi'erne i Tucurú ændres, så der kunne afholdes mayaceremonier inden majsen blev sået - fordi deltagerne i projektet ønskede det. Lokalt er der altså fortsat traditioner som ikke blot er opfundet af mayaaktivister med politisk bevæggrund.

Jeg er i øvrigt overrasket over, at også spansksprogede CONIC-ledere fra Sydkysten tilsyneladende har let ved at identificere sig som mayaer og ivrigt deltager i mayaceremonier. På spørgsmålet, om der fortsat vil være plads til de fattige mestizbønder i CONIC, svarer de gerne, at det vil der, men at alle fattige bønder i øvrigt egentlig er mayaer ved nærmere eftertanke.

Oprigtig pragmatisme?
Der er altså meget der taler for at den etniske kulturkamp er et vaskeægte mål i sig selv. Samtidig er der forhold der kunne pege i den modsatte retning. Pedro Esquinas udtalelser på landsmødet demonstrerede, at CONIC er meget opmærksom på de internationale politiske konjunkturer og diskursen om oprindelige folk. Pedro Esquina har også sagt, at CONIC har lært af kollapset i Fader Andrés Giróns bondebevægelse i Guatemala: Girón havde ikke taget kulturen med, og derfor faldt hans bevægelse sammen ifølge Pedro Esquinas analyse. Endelig er Juan Tineys fastslåelse af, at CONIC organiserer mayaerne ene og alene inden for grænserne af den guatemalanske republik et andet eksempel på, at opfattelsen af kultur og folk hos CONIC's ledere er formet af det politiske rum, de navigerer i.

Hvad så? Jamen når alt kommer til alt, så er det vigtigste spørgsmål for os efter min mening ikke, om bonde- og mayalederne er oprigtige eller blot spiller på en kulturel identitet hos medlemmerne af bevægelsen. Det vigtigste er, at der er noget at spille på blandt mayabønderne.

Dét må vi i Mellemamerika Komiteen tage alvorligt.

Læs også: Fra bonde til maya