Koordineringen af de europæiske guatemalasolidaritetskomiteer (CCEG) afholdte 10.-12. oktober 1997 årsmøde i Barcelona. FU havde bevilget dækning af flybillet og deltagergebyr ved konferencen, så Peter Sig Kristensen og jeg selv kunne deltage på vegne af vor danske komité.
Mødet var denne gang særligt interessant for os, idet jordspørgsmålet var et af hovedtemaerne for mødet, hvortil også CONIC var inviteret. Derudover var vi der for at få indsigt i, hvad de andre solidaritetskomiteer i Europa laver, og hvor vi vil kunne støtte eller inspirere hinanden i arbejdet.
På mødet deltog 70-80 folk fra CCEG's medlemskomiteer i Belgien (en flamsk og en fransktalende gruppe), Holland, Tyskland, Frankrig, Østrig, Italien, England, Svejts, Den Spanske Stat og fra Danmark os selv. Det var første gang, at Komiteen deltog, mens IF's Guatemalagruppe, der i år ikke sendte repræsentanter, har deltaget mange gange tidligere.
Program
Adrián Zapata (URNG), Luz Mendez (URNG), Olga Pérez (Fundación de Iniciativa Civil para la Democracia) og Isabel Solís (CONIC) var inviterede til at holde oplæg som indledning til de respektive punkter, hvorefter deltagerne delte sig i grupper efter interesse. Til stede på mødet var også URNG's udstationerede repræsentanter i Europa.
Men til stede var også Genoveva Velásquez fra mayabevægelsen Movimiento Tzuk Kim Pop, og det gav anledning til et forslag om at tilføje et fjerde punkt på programmet: "det indianske spørgsmål". Her mærkedes en vis spænding i luften. Mens Isabel nøjedes med at sige, at det indianske spørgsmål ikke var lille, men stort, var der europæere, der afviste forslaget med den begrundelse, at med fire emner ville det for flere landes komiteer ikke være muligt at deltage i alle emnegrupper! Til sidst faldt forslaget, dog med den begrundelse, at "det indianske" burde diskuteres og inkluderes i sammenhæng med de andre diskussioner og ikke skilles ud fra dem.
I de følgende indledninger og efterfølgende diskussioner kom mange særdeles interessante ting frem, og spørgelysten fra komiteerne var stor.
URNG's omstilling
Adrian Zapata begyndte med at understrege, at fredsaftalerne var resultatet af 10 års hårde forhandlinger med 4 forskellige regeringer. De var udtryk for det, det var muligt at opnå, og skulle derfor ikke opfattes som et loft over URNG's mål eller som dens program. De foreløbige resultater var ifølge Zapata, at systematiske menneskerettighedskrænkelser ikke længere er en integreret del af myndighedernes politik, at afmilitariseringen af landet er begyndt og hæren svækket, og endelig at der er begyndt en demokratisk åbning af landets politiske system.
Omvendt er de største problemer i øjeblikket for det første modstanden mod at hæve niveauet for skatteopkrævningen, der er den mindste i hele Latinamerika. For det andet modstanden mod en egentlig jordreform.
Herefter fortalte han om den enorme omstillingsproces, det er for en guerillabevægelse at omdanne sig til et politisk parti. Det blev understreget, at URNG stadig består af fire separate organisationer, som især har fundet sammen ved forhandlingsbordet. Nu skal strukturen omlægges så enheden bliver større, og guerillabevægelsen, der har været vant til at arbejde i det skjulte, skal træde frem i lyset som en legal partiorganisation med alle papirerne i orden.
Zapata talte her til en forsamling af komiteer, der har støttet URNG i mange år under krigen. Han var blandt venner og folk, han havde kendt i mange år. Men det var tydeligt, at det var vigtigt for ham at forsvare og forklare de positioner URNG har indtaget siden fredsunderskrivelsen. Alligevel kunne han ikke forhindre, at mistanken om, at URNG er ved at overhale de folkelige organisationer højre om, fik ny næring hos mange af tilhørerne, herunder undertegnede.
Alene det faktum, at URNG nu koncentrerer sig fuldt og helt om sin egen omstrukturering, gør det tvivlsomt, om den kan være en udfarende politisk kraft mens transformationen til legal organisation står på. Men beslutningen om at søge om anerkendelse som politisk parti gav ifølge Zapata rent juridisk mange yderligere begrænsninger, idet et politisk parti f.eks. ikke må modtage finansiel støtte fra udlandet, ikke kan have et forlag til egne udgivelser, ikke må komme med politiske erklæringer før dets ansøgning om legalisering er færdigbehandlet, ikke åbent kan støtte folkelige bevægelsers aktioner som f.eks. jordbesættelser og ikke kan vedtage positiv særbehandling af grupper inden for egne rækker.
Det sidste kom frem efter at Luz Mendez havde fortalt om URNG's arbejde for at øge de kvindelige medlemmers deltagelse. Pga. landets lovgivning kunne en kvoteordning ikke skrives ind i vedtægterne, men man havde vedtaget en målsætning om, at intet køn måtte besidde flere end 70% af posterne i partiet, hvilket Luz opfattede som ligeså godt som en vedtægt. Umiddelbart efter kom så spørgsmålet, om man havde tænkt sig at vedtage kvoter for mayaernes bestridelse af tillidshverv i organisationen. Men her henviste Zapata og Mendez til, at lovene om politiske partier forhindrede dette, så her ville man ikke vedtage nogen erklæringer. Antallet af mayaer i landsledelsen er i øvrigt det samme som antallet af kvinder: én.
Om forholdet til FDNG blev det sagt, at URNG havde besluttet at søge en alliance med Fronten, der skulle føre til en fælles politisk platform i 1999. Zapata mente, at det var svært at få øje på forskellene mellem de to bevægelsers programmer, selv om han var klar over, at FNDG kunne appellere til bredere kredse end URNG selv. Det var dog alligevel tydeligt, at URNG opfattede sig som storebroderen i dette forhold.
Asamblea de la Sociedad Civil, som var stedet, hvor de folkelige bevægelser fulgte fredsprocessen med egne forslag og krav, spiller ikke længere nogen central rolle. Zapata og Mendez gav på mødet udtryk for, at det dog var vigtigt at de folkelige bevægelser mobiliserede til en fælles kamp for at kræve fredsaftalerne opfyldt. Men samtidig gav URNG i sine taler og i de på mødet omdelte papirer udtryk for en meget høj selvbevidsthed som bannerførere og ledere for resten af venstrefløjen; en position som bevægelsen mente at fortjene pga. sin lange modstandskamp.
Jorden
Programmets punkt II handlede især om de specifikke problemer, som URNG's medlemmer oplever i deres reintegrationsproces. Jeg springer derfor videre til det sidste punkt: Jorden. Santa Isabel Pajaro Solís (én af de få guatemalanere, der har en personlig fanklub i Danmark) gav en beskrivelse af CONIC som organisation og redegjorde for dens arbejde blandt bønder og landarbejdere.
CONIC har i øjeblikket o. 80.000 medlemmer, fordelt på 15 departementer. Forudsætningen for dens jordkamp er det faktum, at selv om landbrugsjorden historisk set tilhører mayafolkene, så er det i dag sådan, at 68% af landbrugsjorden tilhører kun 2% af landbrugene. Alligevel bruger CONIC oftest kun jordbesættelser, hvor besætterne også formelt kan gøre retskrav på jorden. I 1995 blev der efter 68 jordbesættelser opnået 22 overenskomster med det statslige institut INTA. Desværre opfyldte INTA ikke sine forpligtelser, så først efter nye aktioner vandtes de ca. 9000 hektar. Men 10 af de 22 indgåede overenskomster er endnu ikke færdigbehandlede og gennemførte.
CONIC mener, at der er grund til at være særdeles kritisk over for fredsprocessen. CONIC beskyldes for at være imod fresprocessen, men, sagde Isabel, hvilken fred taler de om? Efter fredsslutningen sker mere og mere voldelige rydninger af besatte jorde, og der sker fortsat mange mord på de aktive medlemmer, mænd som kvinder.
Mange af de folkelige organisationers forslag til jordaftalen kom ikke med i den endelige tekst i Fredsaftalerne. I stedet pointerer Aftalen om Socio-økonomiske Aspekter og den Agrariske Situation, at den private ejendomsret skal respekteres, ligesom dette jo også siges i Forfatningen. Men dette kan meget vel blive til en stadfæstelse af status quo. Efter indgåelsen af Fredsaftalerne er INTA's behandling af jordkonflikter gået helt i stå. Ifølge Isabel skyldes dette netop den utilfredsstillende jordaftale, som derved er skyld i, at de 10 medlemslandsbyer stadig må vente på at få den jord, som de har krav på og allerede er blevet lovet.
Isabel Solís resumerede jordaftalen: Den jordbank, som vil være de jordløses eneste håb, vil kun råde over offentligt ejede jorde samt uopdyrkede jorde (tierras baldías). For at tilskynde store jordbesiddere til afhænde jorde, som de ikke benytter, skal indføres afgifter på ubenyttede jorde (tierras ociosas). Men en godsejer behøver blot engang imellem at sende et par stykker kvæg ind på sine jorde, for at bevise, at han skam benytter arealerne.
Der skal ske en landsdækkende opmåling af landbrugsjordene, og ejendomsretten skal fastslås i alle de tilfælde, hvor der er tvivl om den. (Der er i landet skøder på et areal svarende til to-tre gange det faktiske landbrugsareal!). Ejendomsretten til jorden skal så registreres i et centralt register for at imødegå enhver tvivl. Men planen er at begynde opmålingen i Chimaltenango og i højlandet blandt småbønder, og her kan det meget vel ende med at småbønderne mister deres jorde til stærke godsejere, selv om det vil være imod jordaftalens ånd. CNOC har derfor på vegne af bondeorganisationerne krævet, at opmålingen i stedet skal begynde i Sydkysten og på de store godser. For jo længere tid der går, inden de store godser bliver opmålt, jo mere tid har de store jordbesiddere til at udøve pres på myndigheder og skræmme småbønder og landarbejdere, der kunne tænkes at gøre krav på jorden.
Både Isabel Solís og Genoveva Velásquez fremhævede jordspørgsmålet som fundamentalt for fattigdomsbekæmpelsen og den folkelige kamp som helhed. Isabel var her så venlig at fremhæve brigaderne som den bedste måde, hvorpå udenlandske solidaritetsorganisationer kan opnå det fornødne kendskab til situationen på landet.
Da vi gik i gruppearbejde om jordspørgsmålet bad Adrian Zapata om til indledning at få ordet til en kort bemærkning om URNG' syn på sagen. Disse synspunkter bar kraftigt præg af, at URNG som part i fredsforhandlingerne er bundet af de indgåede fredsaftaler, og nu mener, at kampen må føres inden for det politiske systems rammer. Med freden fik man ikke den store jordreform, som mange havde håbet på. Men nu drejer det sig så om at prøve at få den igennem ved en længere politisk proces i løbet af de næste måske 10 år. Det var ikke nok at demonstrere, de folkelige bevægelser måtte tage de juridiske spørgsmål op. En jordreform ville først kunne gennemføres, når man havde adgang til magten inden for det politiske system. Zapata anerkendte, at jorden historisk set var et fundamentalt spørgsmål, og at det endnu i dag var årsag til mange og store konflikter. Men han mente i øvrigt, at ejendomsretten til jorden ikke var det afgørende spørgsmål i landets udvikling og produktion.
Herefter ville Zapata vende tilbage til sin egen arbejdsgruppe, men Isabel bad om at få lov til at svare på hans udtalelser. Det viste sig, at CONIC ikke havde den samme tålmodighed mht. jorden, som URNG var i besiddelse af. Isabel mente, at det var bedre at få noget igennem nu, end vente på en stor og fuldstændig jordreform om lang tid. At give landreformen god tid ville ikke nødvendigvis betyde, at man fik et bedre resultat til sidst.
Men Zapata var optimistisk, for når næsten 70% af jorden ejedes af 2% af landbrugene, så kunne en ny gennemgang af det store antal skøder kun være til det bedre. Mange højststående officerer og andre topfolk fik i 1970'erne og 1980'erne ulovligt overdraget jorde, som de stadig ikke har fået legaliseret. Mange bønder har endda stadig papirer på jord som følge af Arbenz' mislykkede jordreform i 1954. Hertil svarede Isabel, at hvis jordreformen lod vente på sig, ville de magtfulde jordejere have alt for god tid til at bringe alle papirer "i orden".
Det var tydeligt, at der på mange måder var langt mellem de højtuddannede ladinoer fra URNG og den indianske bondeorganisation CONIC. Isabel bemærkede da også, at når der åbenbart var forskellige opfattelser af, hvordan kampen skulle føres, så var det vigtigt af bondebevægelserne bevarede deres autonomi. I CNOC og i COPMAGUA's forhandlinger med regeringen i kommissionerne nedsat under Fredsaftalerne var der også forskellige opfattelser blandt bondebevægelserne. Men de havde dog i praksis bevist, at de kunne handle i fællesskab, som f.eks. ved den store demonstration foran regeringsbygningen d. 23. september, hvor bønderne krævede, at regeringen satte sig til forhandlingsbordet.
Komiteerne
Mødet bar præg af, at mange af folkene fra de enkelte lande kendte hinanden godt og var mødtes gennem mange år. Komiteerne i de andre lande var på flere punkter anderledes end vores. De fleste arbejdede kun med Guatemala, hvor de havde støttet URNG under krigen, og mange havde i de senere år også sendt fredsvagter til CPR og CCPP-landsbyer. De arbejdede ikke med egentlige udviklingsprojekter, men prioriterede i stedet lobbyarbejdet både i de enkelte lande og over for EU. Paraplyen CCEG er medlem af CIFCA, (hvor også Ibis er med) og sender en repræsentant til dennes møder.
Det var tydeligt, at de andre komiteer havde svært ved at placere os, fordi der faktisk ikke er andre, der laver noget, der ligner det vi laver i Mellemamerika Komiteen. Vores kombination af projekter, brigader og oplysningsarbejde havde ikke sidestykke hos nogen af de andre: De har ikke haft mulighed for at opnå finansiering af projekter i den størrelsesorden, som vi har gjort det. De sender ikke som os brigader af sted, bestående af "kompetenceløse" frivillige. (De spanske komiteers brigadister var f.eks. tandlæger eller sygeplejersker, som boede og arbejdede én eller to i hver landsby). Oplysnings- og lobbyarbejde havde til gengæld høj prioritet.
Efter fredsslutningen måtte komiteerne nu overveje den fremtidige støtte til Guatemala. Flere komiteer var allerede holdt op med at sende fredsvagter af sted, og andre regnede med snart at udfase programmet. El Acompañamiento (fredsvagtprogrammet) var oprindelig på mødeprogrammet, men kun den hollandske komité ønskede at bibeholde dette punkt, så det blev helt taget af og ikke diskuteret.
De fleste komiteer ville gerne fortsætte med at støtte URNG på den ene eller anden måde. URNG's repræsentanter foreslog nogle mindre projekter som gik ud på økonomisk støtte til deres legaliseringsproces og til kvindernes uddannelse og deltagelse i organisationen.
Det var mit klare indtryk fra mødet, at der ikke i Europa er andre, der kender CONIC bedre som organisation, end vi gør fra Mellemamerika Komiteen. Men interessen var stor, og i alle pauser var Isabel belejret af folk, der ville høre mere om organisationen. Mange af de andre komiteer kendte slet ikke til forholdene blandt godsarbejdere og jordløse eller til CONIC's arbejde i det hele taget.
Derimod var der folk fra den tyske komite og fra de spanske komiteer, som var særdeles godt inde i de juridiske spørgsmål og som fulgte fredsprocessen og forhandlingerne om gennemførelsen af jordaftalen på meget nært hold. Den tyske Informations-Stelle Bonn havde i foråret været på studietur i Guatemala og havde også besøgt Juan Tzib i Tucurú. Jeg håber, at vi i fremtiden vil kunne gøre brug af den viden, der er i de forskellige lande.
Konkret blev CCEG's komiteer enige om at sætte fokus på jordspørgsmålet, og her vedtoges en udtalelse, der erklærede sin støtte til CNOC (hvor bl.a. CONIC og CUC er medlemmer). Komiteerne ville så søge finansiering til dens offentliggørelse i guatemalansk presse.
Mellemamerika Komiteen er altså nu medlem af CCEG, idet vi har delt kontingentet med IF. Næste års møde bliver i Wien, hvortil jeg håber at både Komiteen og IF vil sende repræsentanter. Hvis vi i fremtiden får flere kræfter til oplysnings-/kampagnearbejde, hvilket jeg håber, vil der være mange muligheder for frugtbart samarbejde med de andre europæiske komiteer. Et trivielt faktum som det, at alle komiteer nu har fået elektroniske postadresser, gør allerede et samarbejde langt mere oplagt.
Og så vil jeg lige nævne, at vi jo heller ikke kunne forbigå 30-året for Che Guevaras tilfangetagelse i stilhed, men tværtimod afholdte et aftenarrangement til hans hyldest. Her købte jeg af den katalanske komité Ches samlede værker para Windows (Obras y cronología) med nogle avancerede søgefunktioner. Hvis der skulle være andre bogorme derude...
Læs også: For jorden og for freden - udtalelse fra årsmødet
| Guide til Guatemala |