Sprogskole i Guatemala:

Spansk under et lille tag af palmeblade

Lær spansk på en lille skole i Guatemalas bjerge med tropiske regnskyl og grønne vulkaner. Alle måltider indtages hos en familie i landsbyen, hvor gaderne vrimler med børn, der leger med tøndebånd og sæbekassebiler mellem bananpalmerne.

(Fra Politikens rejsesektion d. 5. december 2004. Artiklen bringes her med avisens tilladelse)

Af Nanna Hyldgaard Hansen

Det grønne er så dybt og vådt. Jeg ligger i en hængekøje. Et sted under træernes frodighed kan jeg høre floden. Her gror kaffe og bananpalmer mellem husene. Solen er rund og rød, den falder vertikalt mod junglen. Mit hår lugter af røg fra bålet.

»Un foto! Un foto!«
Børnenes dybe, sorte øjne kigger bedende på mig, og jeg knipser den ene rulle film efter den anden på vejen gennem landsbyen til de tre daglige måltider hos min værtsfamilie. Landsbyen i junglen, hvor jeg går på sprogskole, hedder Nuevo San José og vrimler med børn.

Familien, jeg spiser hos, har ni børn, hvilket er meget almindeligt. Datteren Josefina på 19, der laver mad til mig, har selv en datter på toet halvt. Pigen kommer sultent hen til os og rækker ud efter sin mors bryster. Hun hedder Esperanza, det betyder håb, og håb er der brug for. Josefina mangler de fire forreste tænder i overmunden, manden er skredet, og hun har kun gået i skole indtil tredje klasse. Petronela, hendes 15-årige lillesøster, går rundt og ser gravid ud.

Alle måltiderne følger samme mønster. Jeg går forbi ildstedet og ind idet mørke rum med jordgulvet, hvor min tallerken venter med en anden tallerken over.

Josefina kommer løbende med tortillas.
»Det smager godt«, konstaterer jeg.
»Desayuna! Almuerza! Cena!« (SPIS!), svarer hun alt efter tiden på dagen og forsvinder genert tilbage til ildstedet. Bagefter sidder Josefina lidt hos mig. Vi er næsten jævnaldrende, men forskellen i vores livsvilkår er slående.

Jeg fortæller om mine søstre og roser hendes mad. Vi taler om regnen. Måltidet er af samme type morgen, middag og aften: Varm mad, der består af sorte bønner, pasta, æg eller grøntsager plus en bunke tortillas. Landsbyens folk finder det meget mærkeligt, at vi udlændinge spiser mere 'rigtig mad' end tortillas. Majspandekagerne er fattige menneskers måde at fylde maven på.

Husdyr på ladet

Josefinas far er formentlig omkring 40, men ligner en på 60. Han arbejder på den nærliggende kaffefarm. To gange om ugen rejser han til Colomba, en lidt større by i nærheden, for at gå i tredje klasse. Han vil gerne lære at læse. Et gammelt verdenskort præger forsiden af mit stilehæfte. Han studerer det indgående.
»Hvor ligger Dina... Dina?«, spørger han.
»Dinamarca?«.
»Ja. Er det oppe i USA? Kan man køre til Danmark i pickup-truck?«.
»Nej. Det er ret langt væk«.
Pickup-trucks er det foretrukne transportmiddel i Guatemala. Hele familien plus grej, gæster og husdyr kan sidde på ladet.

Nuevo San José ligger i det sydlige Guatemala, tæt på byen Colombo. Stedet er ikke anført i Lonely Planet over Guatemala, og derfor kan du være ret sikker på ikke at møde en eneste turist.

Menneskene, der bor der, har sjældent været længere borte end den nærmeste by, og hvis de voksne gik i skole engang, har det været en sporadisk affære. Derfor forekommer en efterligning af et verdenskort fra 1600-tallet meget eksotisk.

Skoledag under bliktag

Børnene giver hinanden utallige knus og tager sig af deres søskende. Forældrene har ikke tid til at passe på alle, for flokken er talrig, og kaffen skal plukkes. Det skaber stærke bånd mellemsøskende. Niårige piger render rundt med deres små brødre på ryggen. Børnene leger med tøndebånd eller pinde og kører ræs på improviserede slæder eller biler i mudderet.

Der blev lagt strøm ind i landsbyen i år 2000, men forbindelsen er upålidelig, så lommelygter og stearinlys benyttes flittigt.

Om formiddagen går jeg i skole for at forbedre mit spanske. Jeg har min egen lærer, så det går hurtigt. Jeg kunne ikke spansk, da jeg kom, men efter fire ugers intens undervisning, først på en skole i byen Quetzaltenango, der er Guatemalas andenstørste by, og senere på den lilleskole i bjergene flyder dagligsproget ubesværet.

Begge skoler er tilsluttet samme organisation, 'El Proyecto Lingüístico Quetzalteco de Español', der om eftermiddagen arrangerer udflugter til vulkaner og varme kilder i området og om aftenen viser film og foredrag om bøndernes vilkår og landets blodige borgerkrig, der sluttede i 1996. Der er flest arrangementer på hovedskolen i Quetzaltenango (også kaldet Xela), men det er en god idé at kombinere sit skoleophold, så man prøver begge skoler, for i byen oplever man at bo hos middelklassefamilier, mens man på bjergskolen kan erfare, hvordan livet udspiller sig i et lille isoleret, pengefattigt og børnerigt samfund.

Brølende vulkaner

Jeg får undervisning under et lille tag af palmeblade. Man har en bestemt lærer i en uge ad gangen, så skifter man. Jeg lærer grammatik, men vi bruger også meget tid på at tale om vores liv, og de fortæller om Guatemalas (macho)kultur, bløde, rytmiske sange og voldsomme historie. De fleste lærere er unge kvinder, der læser på universitetet ved siden af.

Hver eftermiddag går landsbyens børn i skole. Jeg har sagt ja til at hjælpe med at undervise de nye børn, der kommer fra en finca (kaffefarm), hvor familierne havde problemer med ejeren. Derfor har børnene ikke gået i skole i fire år.

Vi sidder på lærredssække på cementgulvet. Over os buldrer tordenen, lynene blitzer hurtigt, regnen trommer så hårdt på bliktaget, at vi ingenting kan høre.

Men mine elever Mirsa, Ana, Lisbeth, Gladys og Juan Carlos er interesserede og lærenemme. Vi skriver små historier og lægger tocifrede tal sammen. I fritiden lytter vi sprogskoleelever til Carlos', den lokale trubadurs, sange og guitarspil eller går ture i junglen for at finde vandfald.

Santa Maria-vulkanen troner i horisontens sollys. Vi krydser floder og følger fedtede sortgrønne stier. Vulkanen Santiagrita brøler. Vandet falder mere end lodret mod søen. Jeg tager brusebad i stormen af dråber. To papegøjer flakser ud af jungleskråningen. Solen finder mig. Regnbuecirkler danser for mine øjne.

[Tilbage til Rejser]

 

Guide til Guatemala