MAMA 2002-1

Jordfordeling og fattigdom

Af Mikkel Møldrup-Lakjer

I sit indlæg, "Jordfordeling og fattigdom", sætter Ove Faurby fingeren på et ømt punkt i vores mellemamerikasolidaritet. Hvorfor mener vi det er bedre at være selvejende småbonde end landarbejder på et stort gods? Er det måske bare, som Ove skriver, fordi "det lyder ideologisk godt"?

Lønkamp eller jordkamp?
Sandt at sige er der masser af ideologi i spørgsmålet om jorden. Det ville føre for vidt her at komme ind på alle de marxistiske varianters ofte modstridende meninger om, hvilke ejendomsforhold på landet der er mest "progressive" - og i øvrigt ville det sikkert kun interessere de færreste af dette blads læsere. Jeg tror dog vi må indrømme, at når vi ønsker for bønderne, at de skal have deres egen jord, har det noget med ideen (eller mere polemisk: dogmet) om "proletariatets overtagelse af produktionsmidlerne" at gøre. Også selv om det drejer sig om bønder, ikke arbejdere, og også når det drejer sig om selvejende småbønder, ikke kooperativer. Jeg husker en diskussion vi havde på formidlingsseminaret sidste år, hvor jeg ikke var ene om at mene, at det ikke (blot) var pga. de dårlige leve- og arbejdsvilkår på godserne, at vi støttede landarbejdernes kamp for deres egen jord. Det afgørende var derimod det element af demokratisering som lå i, at de lønarbejdende bønder overtog jorden og blev deres egne herrer - fri fra Herrens åg.

Derfor er det jo interessant, at Ove kan give eksempler på, at jordreformer ikke har givet udvikling. Jeg kan kun udtale mig om Guatemala, og jeg mener at Oves analyse af CONIC's strategi og problemer er helt korrekt. Men der er mere endnu at sige om den sag.

Når det lykkes for CONIC at vriste jord ud af godsejernes hænder til fæstebønderne i Alta Verapaz, står fæsterne pludselig over for en enorm udfordring. Mange q'eqhi'er har levet på godser under halv-feudale vilkår, hvor de har tjent så lidt, at de kun delvist kan siges at være arbejdere integreret i en kapitalistisk økonomi. Naturalieøkonomien trives stadig i 2001, hvor jeg har oplevet bønder bytte varer på et gods i Tucuru. Og vigtigere endnu: En væsentlig del af fæsternes løn for arbejdet på godsets plantager er netop at de uden anden betaling fæster (lejer) jord af godsejeren til dyrkning af deres basale afgrøder: majs, bønner, krydderurter og frugter. Selv godsernes permanente landarbejdere er altså også bønder for sig selv, selv om dette lille landbrug ved siden af "hoveriet" kun er muligt pga. arbejdet på herremandens marker. Og Ove har helt ret i, at når CONIC organiserer godsarbejderne og støtter dem i deres lønkamp, så er det egentlige formål ikke lønforhøjelsen, men at bønderne i sidste ende får deres egen jord.

Fra fæster til husmand
Komiteens projekt med CONIC i Tucuru har i sin problemformulering sat fokus på den svære overgang fra godsarbejder/fæstebonde til selvejende småbonde. Det erklærede mål med projektet var fra begyndelsen, at de tidligere godsarbejdere skulle blive uafhængige af arbejde på godserne, at de skulle kunne leve af deres nyvundne jord. Bønderne holdt nemlig ikke op med at arbejde på godserne, da de fik deres jord. Der skulle først etableres et bæredygtigt landbrug med rentable salgsafgrøder, og det var præcis dét som projektet skulle sikre ved at lære bønderne at blive fornuftige småproducenter i en kapitalistisk økonomi. For naturalieøkonomien vil aldrig kunne stå alene, der er brug for penge til tøj, medicin, skatter og afgifter osv. Dertil kommer penge til investeringer i landbruget.

Siden har vi måttet nedjustere vores forventninger. Nu er målet snarere at bønderne kan etablere "et velfungerende husmandsbrug". Mange af bønderne har ganske enkelt for lidt jord til at vi kan forvente at de skal blive uafhængige af lønarbejde. Også i Tucuru kan man som i det gamle Vestjylland finde husmænd, som har opgivet nogensinde at få jord nok, og hvis fremtidshåb for deres børn er uddannelse. I en af projektlandsbyerne har en driftig schweizer overtaget nabogodset og har tilbudt bønderne at de kunne få lov at dyrke noget af hans jord, hvis de til gengæld ville rydde den del, som skulle drives af hans gods. Så er vi jo tilbage ved fæsteriet, i dette tilfælde arbejdskraft byttet ud med jordleje, men tilbudet forekom alligevel attraktivt for landsbyen. I andre tilfælde har vi måttet sande, at det er sværere end først antaget at etablere et rentabelt landbrug af salgsafgrøder som småbonde.

Nu viser det sig, at de store kaffegodser i Tucuru faktisk heller ikke er så rentable, hvis godsejeren skal leve op til sine forpligtelser over for arbejderne. Skal godsejerne betale minimumslønnen og opfylde lovens krav om faciliteter for godsarbejderne, så er det pludselig slet ikke så attraktivt at drive et gods længere. Mange godser er forgældede, og den kapital som er bundet i deres værdi kunne give større forrentning ved investering til anden side.

I en af de artikler som blev til i forbindelse med projektets oplysningsdel, omtaler Sven Gårn Hansen derfor bøndernes succésrige jordkamp som "et smuthul i den globaliserede verdensorden", hvis jeg ikke husker galt. Flere godsejere har indset, at tiden er udløbet for den type lavteknologisk landbrug, der er afhængig af masser af billig eller gratis arbejdskraft, og de er derfor ikke utilbøjelige til at sælge deres godser. (Langt de fleste godsejere bor alligevel i hovedstaden og har sat en administrator til at passe godset). Vi kender også til eksempler på, at hvis en godsejer svigter sine klassefæller og begynder at betale sine arbejdere en højere løn end de andre godsejere kan acceptere, så kan det føre til dødstrusler og repressalier mod ham.

Dermed forekommer CONIC's strategi i regioner som Alta Verapaz ganske fornuftig. Man har hverken noget håb eller noget ønske om at kunne opnå afgørende forbedringer af de feudale arbejdsforhold på godserne, men kæmper for at opløse dem ét efter ét.

Dermed ikke sagt, at man hviler på laurbærrene, når jorden er vundet. At CONIC var interesseret i et udviklingsprojekt som Tucuruprojektet i netop de landsbyer, som fornylig havde vundet jord, er netop udtryk for en bevidsthed om de nye landsbyers vanskeligheder ved at konsolidere sig. Man er også klar over, at skal man fastholde landsbyerne blandt organisationens medlemsressourcer, så skal man kunne tilbyde bønderne noget, også efter jorden er vundet. Der er blevet tilføjet et ekstra slagord til retorikken: Por la Madre Tierra, el rescate de la cultura maya - y el desarrollo ("- og udviklingen", min fremhævelse).

Nu er Verapaz-regionen ganske rigtigt én af de mest marginaliserede i Guatemala. Situationen er en anden i andre dele af landet, og vi havde i Tucurugruppen oprindeligt en idé om at udgive en undervisningsbog, som indeholdt en sammenligning af produktionsforholdene på plantagerne i Alta Verapaz og på la Costa Sur. Vi lod os inspirere af, at en gruppe RUC-studerende, heriblandt medlemmer af vor egen forening, havde skrevet et meget spændende projekt om et højintensivt landbrug på en sukkerrørsplantage på sydkysten. Her havde arbejdsgiverne en helt anden vilje til at investere i og udvikle landbruget, og arbejdskraftens ydelse blev omhyggeligt beregnet og optimeret.

Kulturel identitet eller kulturel barriere
I en sådan situation, hvor der kunne være et perspektiv i at kæmpe for økonomiske forbedringer for arbejderne, ville CONIC være i et større dilemma. Men der argumenteres, som Ove også anerkender, netop ikke primært ud fra økonomiske argumenter. CONIC's bønder ønsker at dyrke majs, uanset hvad. Jeg har selv prøvet at lave regnestykket sammen med bønder i Tucuru, og de medgiver gerne, at med de arbejdsdage og de investeringer de lægger i deres milpa, og med det udbytte de får, så ville det bedre kunne betale sig at tage fuld tids lønarbejde og tage penge til køb af majs ud af lønnen. Men det er der ingen der ønsker.

Når det er sådan, så tror jeg ikke (længere) at det skyldes at CONIC abonnerer på noget dogme om at det er bedst, at proletariatet selv ejer produktionsmidlerne. Derimod skyldes det en bevidsthed om, at bondelivet og dyrkningen af majsen er selve kernen i medlemmernes kulturelle identifikation - landsbyfællesskabet, mayaidentiteten (eller de forskellige mayafolks identiteter).

Ifølge et feltarbejde udført af hollænderen Hans Siebers i 1990'erne, så er q'eqhi'erne det folk i Guatemala, som er mindst tilbøjelig til at opgive bondeidentiteten og drage til byen for at søge arbejde. Han nævner også, at de statslige udviklingsorganisationer som vil udvikle q'eqchi'ernes majsbrug, støder på kulturelle barrierer. F.eks. er q'eqchi'erne utilbøjelige til at så majsfrøene efter opmålte afstande, da denne metode strider imod traditionen og de religiøse forestillinger om den rigtige måde at så på. Den slags problemer har vi også oplevet i Tucuruprojektet. Der er så mange forestillinger knyttet til majsdyrkningen, at bønderne ikke uden videre ændrer deres dyrkningsmetoder, selv om der kan være nok så gode tekniske argumenter herfor. Når det kommer til salgsafgrøderne er q'eqchi'erne mere fleksible i deres dyrkningsmetoder, men der er ikke nogen tvivl om, at hvis det overhovedet er muligt vil de hellere være småbønder end godsarbejdere.

Samtidig er q'eqchi'erne ifølge Siebers så mistroiske over for ikke-q'eqchi'er, at de fleste hellere vil arbejde for en anden q'eqchi' end på et stort gods, selv om godsejeren kan betale en højere løn end q'eqchi'bonden, som ansætter et par folk fra sin egen landsby. Hele vejen igennem drejer det sig nemlig om at være så uafhængig af ladinoerne som muligt, og netop derfor er det så vigtigt for q'eqchi'erne selv at dyrke deres basale fornødenheder i stedet for at skulle købe dem fra godserne.