Af Mikkel Møldrup-Lakjer
Guatemala, november 1996: Den endelige fredsunderskrivelse skal efter planen finde sted d. 29.12, men afslutningen på forhandlingerne trues hele tiden fra nye sider. Nu er der tilsyneladende pludselig dukket en helt ny guerilla-fraktion op, som kalder sig el Frente Jennifer Harbury - opkaldt efter enken til en guerillaleder, der døde efter at være blevet fanget og tortureret af hæren. Den opererer i departementerne San Marcos og Quetzaltenango, og nægter at anerkende fredsaftalerne. Skønt URNG benægter ethvert kendskab til gruppen, er højrefløjskredse ikke sene til at kræve fredsprocessen stoppet. FDNG (og Jennifer Harbury selv) mener, at fronten må være iscenesat af højrefløjsgrupper, der netop ønsker at kompromittere guerillaen for at stoppe forhandlingerne. Talsmænd for regeringen har en helt tredje teori: Fronten er blot gemene kriminelle, der opererer under guerillanavn...
Det var dramatiske nyheder vi modtog fra Guatemala sidste efterår, op til underskrivelsen af den endelige fredsaftale mellem regeringen og URNG. Præsident Arzus regering virkede besluttet på at føre forhandlingerne til ende, og alligevel kunne begivenheder som den ovenfor refererede pludselig få fredsprocessen til at se meget skrøbelig ud, helt indtil freden til sidst blev underskrevet i december.
Efter freden Da jeg i år efter fredsslutningen vendte tilbage til Guatemala for med Tucurúgruppen at formulere et projekt sammen med CONIC, var jeg derfor spændt på at se, hvor meget fredsunderskrivelsen havde betydet. Peter har i Mellemlinien 1997:2 på forbilledlig vis beskrevet vores arbejde med CONIC om projektet i januar, så her følger en mere personlig beretning med indtryk fra min rejse i Guatemala i den følgende måned.
For hæren betyder fredsaftalerne bl.a. en nedskæring med en tredjedel af dens styrke, og hvad freden betyder for de tidligere guerillasoldater kunne vi læse om i Donnas artikel ved siden af Peters. De guatemalanske aviser forekommer mig at være en hel del mere kritiske over for regering og hær end de har turdet være det tidligere, og de folkelige organisationer har erklæret sig rede til at udfylde det større spillerum, de skulle få med fredsslutningen.
Men hos de folk, som jeg møder rundt omkring, finder jeg ingen mærkbar ændring. I Xela spørger jeg derfor min gamle madmor fra brigadens sprogskoleophold, om hun da ikke føler sig opløftet over freden? "Bueno, nu er der fred mellem hæren og guerillaen, men for os almindelige mennesker er der ikke fred," svarer Violeta. "Der er mere vold og kriminalitet end nogensinde, og priserne på basale fødevarer stiger og stiger, og jeg skal sende mine børn i skole og det er blevet dyrere for min mand at tage bussen til sit arbejde." Som bybo mærkede hun alligevel ikke meget til krigen, mens den stod på, og hun fik ikke mange nyheder om, hvad der skete på landet. Men i dag beretter aviserne om mere vold end de nogensinde har gjort, nemlig den almindelige kriminalitet med flere daglige rovmord på almindelige mennesker, både i de store byer og på landevejene.
Men efter URNG's afvæbning kan hæren og politiet i det mindste ikke længere skyde skylden for landevejsrøverierne på guerillaen, tænker jeg. Og efterhånden som Arzus civile regering får konsolideret sig, i takt med at militærets magt svinder ind, vil militærets og især politiets kriminelle aktiviteter forhåbentlig blive afsløret og mindskes. I forbindelse med freden har regeringen forpligtet sig på at reformere politiet med bistand fra det spanske Guardia Civil. Det militære politikorps, Policia Militar Ambulante, skal helt nedlægges.
Det sidste får jeg at mærke, da jeg kommer til hovedstaden Guate. Da militærpolitiet skal afvæbnes, nægter betjentene at aflevere våbnene og forskanser sig på deres kaserne. De kræver erstatning og bedre aftrædelsesordninger, nu de bliver arbejdsløse. Militære fly og helikoptere overflyver kasernen midt inde i Guate Bys zone 6, og hæren opstiller artilleri i gaderne og omringer bygningen. Men der bliver heldigvis kun udvekslet få skud, før betjentene nedlægger våbnene. Alligevel illustrerer forløbet kun alt for tydeligt, hvad der kan ske, hvis demobiliserede soldater skuffes i deres forventninger til det civile liv. Præsident Arzu fordømmer skarpt oprøret, men skynder sig i samme åndedrag at henvise til de uddannelsesprogrammer, som regeringen tilbyder de demobiliserede styrker.
Forsidehistorierne om de mange landevejsrøverier står levende for mig, da jeg sidder i en natekspres på vej fra hovedstaden til Flores, hvorfra jeg skal videre til Tikál. Overfaldene på busserne på landevejene i afsides områder er snarere stigende end faldende, hvis man skal tro aviserne. Men heldigvis har Arzu netop ugen før klippet snoren over til 50 nye kilometer asfalt, så selv efter Rio Dulce kan vi længe køre med god fart og korte en eller to timer af det farlige stykke vej. De sidste timer før Flores og Santa Helena er vejen dog blot en ujævn masse af jord, formet af regnvand og køretøjer, og nu er jeg pludselig mere bekymret for om førsteklasse-bussen med den lave bund mon kan klare sig på den humplede vej.
Men det kan den, og fra Flores går turen let og behageligt til Tikál. En velholdt, glat asfaltvej fører fra lufthavnen i Flores til mayaruinerne nordpå. Mens turistbilen glider hen over vejen de sidste 70 kilometer til ruinerne, tænker jeg på de magtforhold, som er årsag til, at jeg kan køre i timevis på elendige veje for så pludselig at møde en lufthavn og en landevej i upåklagelig stand; en vej, der fører til - ikke en by, men en turistattraktion. Samtidig bor mange af bønderne i Tucurú, hvor jeg har tilbragt de foregående uger, i landsbyer, hvortil slet ingen vej fører.
En klasseforræder blandt godsejere
Da jeg igen drager sydpå mod hovedstaden gør jeg holdt ved Poptún for at bryde den lange bustur i mindre stykker. Her har amerikaneren Carol de Vine en finca, som nu er indrettet til turistcenter med campingplads og gæstehytter. Hun boede her sammen med sin mand, Michael, ind til han blev myrdet af hæren i 1990, mistænkt for at være guerillero. De skyldige blev arresteret, men den ansvarlige officer slap under mystiske omstændigheder løs fra fængslet og flygtede. Derfor kan selv politisk korrekte rygsækturister tillade sig at lægge vejen forbi dette gringosted, for Michael de Vine er blevet et politisk symbol. Jeg vil nu ikke trænge mig ind på Carol for at tale om hendes mands død, så jeg vælger i stedet at nyde de hjemmebagte tærter efter amerikansk stil. Tærter, der aldrig har set skyggen af majs eller bønner!
Mens jeg spiser bemærker jeg en slank mand med lyse korte bukser og et stort flot overskæg. Jeg hører ham tale med Carol om en finca og nogle tømmertyve, og da jeg senere, i hytten hvor vi sover, ser ham læse en bog med revolutionære digte, bliver jeg kun mere nysgerrig. Det lykkes at falde i snak med ham, først er han meget tøvende og forsigtig, men så kommer en hel masse små brudstykker af en utrolig historie hurtigt oven i hinanden, fortalt helt hulter til bulter så jeg virkelig må koncentrere mig for at hitte rede i dem.
Manden, som vi kan kalde Julio, er søn af en familie af bomuldsfinqueros på sydkysten. Men for 20 år siden var han kommet i konflikt med sin far og sin bror, fordi han ville betale godsarbejderne lønninger på flere gange det normale og give dem bedre arbejdsvilkår. "Min egen familie kaldte mig kommunist, men jeg ønskede blot at betale arbejderne den retfærdige løn, som de fortjente," fortæller Julio. "For en arbejder slider hele dagen og hele sit liv på godsejerens jord, og hvad får han ud af det? Ikke engang nok til at forsørge sin familie." Da han var uønsket hos familien på sydkysten købte Julio et stykke jord i Petén, mellem Poptún og Flores, for at prøve at realisere sine idéer her. Men de andre jordbesiddere i området ønskede ikke, at nogen skulle overbyde de lønninger, de betalte deres arbejdere. Julio modtog flere trusler på livet, og da en anden godsejers folk havde skudt efter ham med geværer, turde han ikke blive der længere. For 15 år siden tog han derfor til Texas, USA, med sin kone og sine børn.
Først for få uger siden, efter fredsslutningen, er han vendt tilbage. Han håber, at kone og børn vil følge efter, når de ser, at tingene er roligere nu. Men helt rolig er situationen nu ikke, for mens Julio i sidste uge var inde i Santa Helena for at få sin jord fredet og dens skovjungle beskyttet mod fældning, havde en godsejer i området sendt en bulldozer og en gruppe mænd ind på hans jord. Da Julio kom tilbage og fandt dem igang med at stjæle tømmer, måtte han flygte fra stedet, for mændene var bevæbnede og truede med at dræbe ham.
Julio har ellers store planer med dét stykke jord. Det skal dyrkes økologisk rigtigt. Ikke som på sydkysten med masser af kemiske insekticider og pesticider, og ikke som ellers i Petén ved at begynde med at rydde hele området for skov. Der skal bruges organiske midler, og sås afgrøder - bl.a. frugttræer og kaffeplanter - som kan gro side om side med træer fra den oprindelige skov. Han har allerede forsøgt sig og viser mig fotos for at forklare, hvilke afgrøder der kan overleve i skoven, og hvilke der går til grunde.
Nu vil han så invitere bønder fra området til at opdyrke jorden. På betingelse af, at de dyrker den økologisk og kun fælder så mange træer, som det er nødvendigt for at dyrke majs og bønner til eget forbrug, vil han stykke fincaen ud og give bønderne skøder på jorden.
Jeg er målløs. En godsejer, som er økologisk socialist? Eller bare gal? "Folk siger, at jeg går for hurtigt frem," fortsætter Julio. "Men jeg vil arbejde for fremtiden, ikke fortiden". Jeg spørger, om han vil fortælle sin historie til mig i sammenhæng, til offentliggørelse i Danmark. Men det er for farligt, siger Julio, han har for mange fjender. Han ved for meget, og har set ting, som ingen ønsker skal komme frem. "Nu må vi glemme alle overgrebene og tænke på forsoning," siger han.
Men næste morgen før jeg tager af sted, kommer Julio hen og sætter sig ved siden af mig, da jeg sidder med mine bønner og æg. Han har ændret mening, siger han, og vil alligevel gerne fortælle sin historie for at få den ud, ud af kroppen og ud i offentligheden. "Será mi exorcismo," siger han. Så måske hører jeg fra ham en dag, og får lov at skrive en historie med hans rigtige navn.
Guatemala katolske kirke har i øvrigt den holdning, at nok er forsoning nødvendig, men tilgivelse kommer ikke af glemsel. Først når sandheden om menneskerettighedskrænkelserne er kommet frem og de ansvarlige fundet, vil tilgivelse være mulig. Derfor har biskopperne menneske-rettigheds-kontorer, som inviterer bønderne til at komme og aflægge vidnesbyrd om de krænkelser, de har oplevet.
Julio er måske et eksempel på, at Guatemalas undertrykkelse af landarbejderne ikke så meget skyldes onde mennesker (godsejere), men snarere et økonomisk system, der har sin egen kraft og er benhårdt i sin udbytning af de, der intet ejer. På den anden side er der nogle jordbesiddere, der mere end andre føler sig forpligtede på at leve op til den herrerolle, som de har fået i det politiske system. Det får jeg alt for tydeligt at se det næste sted, jeg gør holdt.
Jordkampen fortsætter
Fra Poptún går min vej igen sydpå over broen ved Rio Dulce til Lago Izabals sydside, et smukt og grønt bananområde. Fra den lille fiskerby Marisco krydser jeg søen og står af båden i El Estor. I Mellemlinien 1996:1 har jeg fortalt om jordkonflikten i dette område: Ponce-familien ejer enorme landområder og er kendt for en sjælden grad af skrupelløshed, når den føler sine interesser truede. Grupper af bønder, hvoraf nogle er tidligere godsarbejdere, har slået sig ned på hidtil uopdyrkede jorde i højlandet, for at opbygge nye selvstændige samfund her. Men dette er af brødrene Adrian og Luis Alfredo Ponce blevet opfattet som en provokation. Måske har de ønsket at benytte jordene som græsgange for deres kvæg, måske ikke; men alene det, at godsarbejdere bliver selvstændige bønder, er en alvorlig trussel for Ponces, for det kan true hele finca-økonomien, hvis ikke der er rigeligt med godsarbejdere, der vil arbejde til den lave løn.
Fredsaftalen om "den agrariske situation" rokker desværre ikke afgørende ved godsejernes ret til at fordrive bønder fra jorde, hvor der kan sås tvivl om ejendomsretten. Men på præstegården i El Estor mener man ikke, at der bliver "fred" i Guatemala, før jordproblemet bliver løst. Præsten fortæller, at kort før jeg er kommet har Luis Ponce fordrevet endnu en landsby, El Sauce, fra dens jorde. En bevæbnet bande med malede ansigter jagede bønderne ud af byen, hvorefter de brændte mange huse af. En 60-årig kvinde, der ikke nåede at flygte, blev dræbt ved skud, og 2 blev sårede. Santiago, som er katekist ved kirken, fortæller, at der i El Sauces nabolandsby, Rub'el Hú, er stor nervøsitet ved situationen: "Hidtil har de kunnet stå imod, men folk her på egnen siger, at en Ponce aldrig giver op". Jeg tænker tilbage til 1995/6, hvor jeg fulgte Rub'el Hú i kampen for jord. Dengang var de også meget nervøse; men, forklarede de mig, de blev ved deres huse, hvor mange af dem også var født, for de havde ingen andre steder at tage hen.
Det er svært at danne sig et overblik over den politiske situation, når barske episoder som disse hele tiden presser sig på. Politiske mord, kidnapninger og dødstrusler er fortsat, også i de første måneder efter freden, men alligevel har folkelige organisationer fået nyt mod på at gøre deres indflydelse gældende, når fredsaftalerne skal føres ud i livet. Fredsaftalerne må således opfattes snarere som et redskab i kampen, end som et resultat der kan hviles på.
Sidste nyt
Hjemvendt til Danmark får jeg via internet en dag den sørgelige nyhed fra Guatemala: Også Rub'el Hú er blevet jaget ud af deres landsby og op i bjergene af en gruppe bevæbnede mænd, udsendt af Adrian Ponce. Det fremgår ikke om marker og huse er blevet brændt af, som det er reglen. I øvrigt er det faktisk lykkedes at få udstedt en arrestordre på Luis Ponce, men el Ministerio de Gobernación nægter at anholde ham.
| Guide til Guatemala |