MAMA 2003-3

Dilemmaer i Mellemamerika Komiteens Guatemalasolidaritet

Baggrundspapir for politisk seminar, 29.-30. marts 2003

Af Mikkel Møldrup-Lakjer

Hvad laver Komiteen i Guatemala?

Temaer i arbejdet	To temaer: småbønders adgang til landbrugsjorden samt retsopgøret efter krigen.
Indsats	Vores arbejde på de to områder består af tre typer indsatser: udviklingsprojekter, udsendelse af frivillige (brigadister og fredsvagter) samt informations- og lobbyarbejde i Danmark.
Sektorer	Vores samarbejdspartnere i Guatemala har næsten alle tilhørt den samme sektor: de jordløse og de fattige småbønder.
Samarbejdsrelationer	Vi arbejder på et mellemfolkeligt grundlag, og vores princip er at samarbejde direkte med den fattige befolknings egne organisationer.

Komiteen og bondekampen
Overordnet er vores mål med arbejdet, at den guatemalanske befolkning bliver i stand til at gennemtvinge en demokratisering af landets politiske system og dermed også af fordelingen af landets goder. Den skæve jordfordeling må her være helt central. Det er svært at forestille sig Guatemala blive demokratiseret uden en jordreform, også selv om debatten i vores medlemsblad har vist, at småbondens lykke ikke er gjort med legaliseringen af et stykke jord.

Vores støtte til CONIC har vist sig at være strategisk rigtig. Bondebevægelserne i paraplyorganisationen CNOC og blandt disse i særdeleshed CONIC er i dag de stærkeste folkelige organisationer i Guatemala. Samtidig har de udvist en bemærkelsesværdig modstandskraft over for korruption og politisk indspisthed. Comité de Unidad Campesina (CUC), som tidligere var stærkt bundet til URNG, arbejder nu friere i forhold til partiet.

Vores strategi er ikke at støtte konfliktmæglerne, men kort sagt at gøre bondeorganisationerne så stærke lokalt og regionalt (og på længere sigt måske også nationalt), at de kan vinde kampen om jorden. Til sammenligning har Ibis - i stedet for det direkte samarbejde med de enkelte bondebevægelser om styrkelse af kampen for jorden - placeret en kommunikationsmedarbejder hos CNOC, der rådgiver bønderne om, hvordan de skal agere i forhandlingerne på nationalt plan for at udnytte det politiske og det juridiske spillerum, der er.

Det har været en stor fordel for os, at vores samarbejde med CONIC er foregået på flere niveauer lige fra begyndelsen. Kombinationen af indsamlingsprojekter, brigader og senere større udviklingsprojekter har betydet, at vi i dag har en meget tæt partnerrelation, som de fleste udviklingsorganisationer ville misunde os. CONIC ved, at vi ikke er et højt professionaliseret projektkonsulentbureau eller en masseorganisation lige som de europæiske fagforeninger, der laver udviklingsarbejde. CONIC ved, at vi støtter organisationen ikke fordi vi har brug for at finde et marked for vores udviklingsarbejde, men fordi vi mener organisationens kamp er retfærdig og at dens mål er nødvendige delmål for en demokratisk udvikling i Guatemala.

I 2000 måtte jeg under et tilsynsbesøg tage et opgør med CONIC's ledelse om de uacceptable forhold i Tucuruprojektet. Et opgør, som indebar muligheden af en utidig afbrydelse og afslutning af projektet og som kunne bringe vores samarbejde i fare. Det var derfor en stor tilfredsstillelse for mig, at jeg umiddelbart efter opgøret kunne bede om et møde med organisationens juridiske udvalg for at diskutere, hvordan vi kunne støtte legaliseringen af landsbyernes jorde med midler indsamlede af tidligere brigadister i Danmark. Her viste vi over for CONIC, at vi ikke bare stikker af, når det brænder på, at vi er i Guatemala for meget lang tid og at samarbejdet nok skal fortsætte, om det så bliver på den ene eller den anden måde - indsamlingsprojekter, brigader eller større udviklingsprojekter. Den sikkerhed, at vi skal arbejde videre sammen, også efter at have gennemlevet konflikter, har været frugtbar for vores samarbejde.

I løbet af det langvarige samarbejde er CONIC nemlig også begyndt at stille større krav til os. Tiltroen til egne evner er større hos organisationen, og tilliden til at vi danskere kan tåle at blive kritiseret uden at afbryde samarbejdet eller finde nogle andre at støtte, er også større. Det må være et mål for enhver solidaritetsforening at partneren, vennerne, kammeraterne i det andet land er stærke nok til at kunne sige "nej tak" til et projekt, som de ikke kan stå inde for, også selv om det kan betyde, at de går glip af et projekt!

"Vi udviklede os sammen" var titlen på en jubilæumsartikel om Nicaragua Komiteen i vores medlemsblad i 1995. Udtalelsen, som refererede til danskerne og nicaraguanerne, kom vel at mærke fra en nicaraguansk kvinde. Vi er begyndt som en solidaritetsbevægelse, men er nu også en udviklingsorganisation, og meget af den udvikling er foregået sammen med vores samarbejdspartneres udvikling i samme retning. I Guatemala har CONIC som folkelig organisation oprettet sin egen udviklingsafdeling bl.a. i kraft af samarbejdet med os.

Dilemmaer - solidaritet og projekter
Denne udvikling i arbejdet stiller os over for flere dilemmaer. Her et par eksempler fra brigadearbejdet.

Bureaukraterne får monopol på solidaritet og dræber entusiasmen?
Vores erfaring med vanskelighederne i udviklingsarbejdet viser, hvor komplekse processer det er, vi ønsker at sætte i gang. Brigadister fra 2001 ville gerne støtte deres brigadelandsby med et projekt. Vi fortalte dem, at politikken for samarbejdet med CONIC er, at støtten skal gå igennem landsbyens organisation, CONIC, og at den ikke så godt kan begrænses til en enkelt landsby, men også skal styrke organisationen som sådan for at sikre bæredygtigheden i projektet. Det endte lynhurtigt med et stykke solidaritetsarbejde, hvor vi måtte afvente arbejdstempoet i CONIC's udviklingsafdeling; hvor lønnen til lokale ansatte og administration var langt den største budgetpost; og hvor der pludselig var meget langt ud til kvindegruppen i brigadelandsbyen.

De meget høje krav til bæredygtighed, som vi forsøger at holde i hævd i udviklingssamarbejdet, har betydet begrænsninger i friheden på andre områder af samarbejdet. Her må vi spørge, hvor store krav vi skal stille til sådanne mindre indsatser, som er udtryk for en konkret og personlig solidaritet mellem brigadefolk og deres guatemalanske venner. Eller underminerer de små konkrete projekter det generelle solidaritetsarbejde, som er brigadernes formål?

Hvor tæt på jordkampen kan vi gå?
Brigaden fra 2002 opholdte sig i en landsby på et gods, hvor landarbejderne for år tilbage var holdt op med at arbejde for godsejeren og nu dyrkede jorden selv. De havde mao. besat jorden, og derfor syntes både vi og CONIC, at der kunne være en stor gevinst for begge parter ved at lade denne landsby være brigadelandsby. Godsejerfamilien var imidlertid så fornærmet over denne udenlandske indblanding i konflikten, at den lod sin advokat indlevere en officiel klage hos den danske konsul i Guatemala By. Konsulen sendte henvendelsen videre til den danske konsul på ambassaden i Managua, Nicaragua, og i Komiteen var der frygt for, at denne sag ville skade vores muligheder for at få statslig finansiering af vores arbejde i Mellemamerika. Hertil kommer naturligvis den fare, som brigadisterne kunne udsætte bønderne eller måske endda sig selv for.

Spørgsmål til diskussion

• Skal brigadeprogrammet underordnes vores øvrige arbejde, så det ikke bringer projekterne i fare?
• Hvor høj politisk profil kan/skal vi have i vores brigadearbejde?

Vore samarbejdspartnere
Skal vi lede efter nye samarbejdspartnere? I hvilken retning skal vi i givet fald kigge? Hvad har vi at tilbyde?

Vi har flere gange forsøgt at udvide vores kontaktflade i Guatemala. Hvis vi kan finde andre permanente samarbejdspartnere end CONIC vil vi have adgang til flere informationer og være mere uafhængige. Det er dog ikke blevet til længerevarende samarbejde med andre end CONIC og den URNG-orienterede sprogskole PLQE/Hermandad Educativa i Xel-ju. Heller ikke en strategisk beslutning på Komiteens landsmøde om at rykke ind hvor flere og flere mellemamerikanere bor - de store byer - ændrede på dette.

Vores egen identitet som solidaritetskomité gør det naturligt at fokusere på samarbejde med guatemalanske grupper, som også er folkelige. Men udviklingen i vores arbejde går mod mere og mere specialiserede former for støtte, og vi har samtidig forpligtet os på at blive klogere og klogere og dygtigere og dygtigere ved en konstant erfaringsopsamling fra arbejdet i de tre lande. Samtidig giver vores tilstedeværelse i tre lande og rollen som udefrakommende aktør os mulighed for at bringe mellemamerikanske bondeorganisationer sammen i netværk om jordrettigheder.

Med fredsvagtprogrammet har vi påbegyndt opbygningen af nye samarbejdsrelationer, som på sigt kan være vigtige for vores tilstedeværelse i Guatemala. Det er værd at overveje, om vi skal indgå i et mere specifikt samarbejde med menneskerettighedsgrupper i Guatemala. Også andre aflæggere af vores arbejde kan føre til ønske om samarbejde med guatemalanske NGO'er, som ikke er brede folkelige organisationer, men spiller en nøglerolle i den politiske udvikling lokalt eller nationalt.

Siden vi lærte CONIC at kende, har organisationen fået bevidsthed om, at bønderne også er mayaer. Vores diskussion med CONIC herom ville have et meget mere solidt grundlag, hvis CONIC ikke var vores eneste samarbejdspartner, der lægger vægt på dette spørgsmål.

Et projektseminar og et landsmøde i 1998 gav sin tilslutning til et beslutningsforslag fra Ove Faurby, som slog fast, at vi ønsker at lave solidaritetsarbejde med folkelige bevægelser. Dette har flere konsekvenser:

1. Når vi inddrager NGO'er er det kun for at købe ydelser af dem, som vi bruger i vores solidaritetsarbejde med de folkelige bevægelser. Vi kapacitetsopbygger altså ikke NGO'er.
2. Når vi støtter folkelige bevægelser, som ikke er stærke nok til at indgå i et ligeværdigt samarbejde med os om f.eks. projekter, gives der kun bistand for at kapacitetsopbygge organisationen, så den kan blive samarbejdspartner i et solidaritetsprojekt senere.

Til sammenligning kan nævnes U-landsorganisationen Ibis, der i et strategisk valg har identificeret en række nøgle-NGO'er i Guatemala som sine partnere - grupper af menneskerettighedsaktivister, mayaaktivister, kvindeledere og advokatforeninger, der har vigtige positioner i det politiske system, men ikke nødvendigvis en stærk folkelig base.

Spørgsmål til diskussion

• Skal vi opretholde disse ret skarpt formulerede kriterier?
• Hvordan hænger de sammen med vores menneskerettighedsarbejde?
• Afskærer de os fra at støtte mayaerne i kulturkampen i Guatemala?
• Har vi overhovedet noget at byde på over for andre interessante samarbejdspartnere, eller vil det være os der skal lære det hele af dem?
• Hvis vi ikke skal støtte NGO'er eller sektorer, vi ikke har arbejdet med før, har vi så ikke i det mindste en forpligtelse til at støtte bondebevægelsen i Guatemala i bred forstand - først og fremmest CUC, der i dag vist må siges at være lige så aktiv som CONIC?
• Måske kan vi ligefrem bidrage til foreningen af bondebevægelsen i Guatemala?

Oplysningsarbejdet
Fra begyndelsen havde Komiteen den målsætning at inddrage brede dele af det danske samfund i solidariteten med Mellemamerika og at opretholde opbakning til dansk bistand til Mellemamerika. Med det mere og mere specialiserede arbejde er det brede folkelige perspektiv trådt i baggrunden, men brigadeprogrammet hviler dog stadig på dette grundlag.

Det er imidlertid ikke klart, hvad formålet med vores oplysningsarbejde er. Fokus er jordkamp og retsopgør, men hvis formålet går ud over at få folk til at tage på brigade eller fredsvagtprogram, er det ikke klart, hvad det går ud på.

Komiteens eksistensberettigelse
Ovenstående skulle gerne anspore til nogle tanker om, hvad der er Komiteens styrker og svagheder. En god øvelse vil være at formulere, hvad der adskiller vores arbejdsmåde i udviklingssamarbejdet fra de store NGO'ers og den statslige bistands?

Spørgsmål til diskussion

• Hvad er det, en solidaritetskomité kan, som en bistandsorganisation ikke kan? Skulle vi så holde os til dét?
• Hvorfor skal en solidaritetskomité overhovedet lave udvikling?
• Kan de professionelle organisationer ikke lave projekter af langt højere kvalitet?