Agustín Lara (1897?-1970)


Køb download
Hvad er ægte sentimentalitet og hvad er vammel kliché-pop? Den forskel satte Agustín Lara, en af Mexicos største og mest populære komponister fra det 20. århundrede. Med sange som Solamente una vez, Mujer, María bonita og Noche criolla er han blevet en af de mest citerede og genfortolkede sangskrivere i Mexico.

"Agustín Lara no es kitsch, es noblemente cursi" som den guatemalanske kritiker Irma de Luján skriver i Prensa Libre. Er Laras tekster banale? Ja, når man læser dem, kan man ikke benægte, at der er tale om banale sentimentaliteter. Men når man hører dem sunget af Toña la Negra eller af Lara selv, løfter sangene sig op over det banale og det trivielle, fordi hans poesi ligesom hans musik er absolut ægtefølt. Dermed bliver banaliteten så meget mere end smagløs kliché og forstillet æstetik. Den bliver til stor kunst.

Lara sagde det endda selv: "Jeg er latterligt banal (cursi), og jeg elsker at være det. For jeg har en oprigtighed som andre unddrager sig... på det latterligste." Irma de Luján går endda så langt som til at sige, at de fleste af Bellinis operaer og nogle af Verdis forekommer hende mere banale end Laras poesi.

Med til billedet hører, at Lara, der fik tilnavnet el Flaco de Oro, er kendt for at have været en grim, afpillet mand, der oven i købet måtte leve med et langt ar i ansigtet, angiveligt fra en afvist kvindes kniv. Når han optrådte på film kom skrædderne på overarbejde og han blev kendt for at være "manden med skulderpuderne". Men alligevel kunne han erobre sin tids helt store kvindelige idol, María Felix (1914-2002), som han var gift med i en periode. Samtiden elskede dette billede på forholdet mellem "skønheden og udyret". Når Lara sang, behøvede han ikke andet end sin poesi og følelse for at vinde kvinderne for sig, hed det.

Agustin Lara hævdede selv at være blevet født i Tlacotopán i sin hjemstat Veracruz i 1900. Men meget tyder på, at han blev født tre år tidligere i Mexicos hovedstad. I oktober-november 2001 blev han fejret ved en international festival i Mexico By, Veracruz, Havana og Madrid.

Opdateret d. 26.9.2005

 

 

Guide til Guatemala