Sangbogens tyranni

om lån, tyveri og absurditeter i folkelig musik

Jeg har sangen Guantanamera i mindst 14 meget forskellige indspilninger (der kommer flere til hver gang jeg leder), og lad mig med det samme slå fast at med ”meget forskellige” mener jeg indspilninger der afviger meget fra hinanden, både mht. tekst og musik, og på en helt anden måde end det sædvanligvis ses når forskellige sangere og musikere indspiller samme melodi.

Med komponisten selv (den officielle komponist når undtages Pete Seeger, se nedenfor), Jose(íto) Fernández Díaz , har jeg den i tre forskellige indspilninger der afviger meget fra hinanden, både i stil, tempo og tekst. Den generelle karakter er improviseret, og man får derfor det indtryk at José Fernández Díaz ville synge den anderledes hvis han indspillede den en fjerde gang – fx pga. et andet valg af stil eller bare yderligere improvisation, både i tekst og melodi.

Dette alene antyder at det er problematisk at betragte den version af sangen der findes i sangbøger som fx Wilhelm Hansens Sangbogen, som den rigtige, originale.

Gruppen Los Incas (fra Peru) har også indspillet den og i en version der er langt tættere på Sangbogens, men alligevel ikke helt som den.  Teksten er også en helt fjerde og temmelig langt fra det digt af Jose Martí som normalt opgives som tekstforlæg. Los Incas musik er tydeligt arrangeret og lettere manieret, dvs. præget af de ”typiske” folkloristiske træk som vi vesterlændinge umiddelbart genkender som ”latinamerikanske”.  Den har tydeligt præg af ”export”, men egner sig tikke til fællessang.

Indspilningen med Los Paraguayos er den der ligger tættest på opskriften i Sangbogen: udførelsen af versene er lettere improviseret, men omkvædet er ens hver gang (i modsætning til de førstnævnte indspilninger).

Den amerikanske folkesanger  Pete Seeger  brugte melodien som signatur ved sine koncerter og krediteres også ofte fejlagtigt som komponist og forfatter til denne sang (ligesom det er tilfældet med fx "We Shall Overcome" og "Where Have All the Flowers Gone" hvilket naturligvis er forkert; Seeger har bare fået dem registreret i sit navn). Martís tekst er ikke den originale men tilføjet  senere (fordi den passede til melodien), men dette understreger bare yderligere at sangen netop ikke skal opfattes som fastlåst mht. tekst og melodi. 

Den version af Guantanamera som blev populær i Europa (og resten af verden), var ikke José Fernández’, men en med Los Paraguayos som var en meget populær gruppe i hele verden i 1960erne og næsten enerådende ambassadører for latinamerikansk musik da den blev markedsført som modtræk til rock’en der truede med at overtage musikscenen totalt i 1960erne.  Også Pete Seeger tog denne version til sig og brugte omkvæd og et bestemt vers som skabelon for sin version der som inderlig og dybfølt folkesang opnåede en enestående succes og dermed en plads i sangbøgerne. (Se også Latinpop i 60erne).

Men der opstår et problem når den uindviede udøver (inkl. musiklæreren) uden videre overtager Pete Seegers version som ”sangen” og udfører og lærer den fra sig som den står i sangbogen uden tanke på og uden tilløb til den improvisation der er naturlig for en sang der i sit væsen indeholder mange forskellige udgaver som alle er ”rigtige” på hver sin måde.  

Det samme gælder fx folkesangen La Bamba med Ritchie Valens (Ricardo Velásquez – et Chicano/Latino Rock ikon fra 1958).  I sammenligning  med ældre udgaver af sangen lyder det som om Valens (chicanoen) ikke kendte sit eget folks folkesange, for teksten er noget fattigere i ordvalget end den der kan høres i andre kilder.  Valens synger (og gentager) også kun (en del af) første vers.  Det lyder faktisk som om han har lært tekst (og melodi?) til La Bamba fra Los Incas'  exportversion i stedet for af sin bedstemor. Der er i hvert fald ikke tale om en folkemelodi omskabt til et latinorock idiom.

Et tilsvarende træk findes også i ny afrikansk musik når en oprindelig afrikansk stil har været en tur i USA og vender tilbage til Afrika som en "ny", afrikansk stil (når afrikanerne lærer den fra en cd i stedet for fra dens oprindelig kontekst) – altså en slags fremmedgørelse af ”folkets” egen musik som den Ritchie Valens præsenterer.

Og det er jo en helt anden historie end at ”Ritchie Valens 'omskabte' sit lands og sit folks folkemusik til latinamerikansk rock'n'roll” - den skulle først en tur gennem Los Incas pop-vridemaskine.  (Los Incas blev oprindeligt populære på lyden af deres inca-fløjter - jf. El condor pasa - men da efterspørgslen blev stor, tog de også andet, mere generelt latinamerikansk repertoire ind.)  Hvis jeg tager fejl, fx at Los Incas faktisk kopierede Ritchie Valens' version i stedet for omvendt, modtager jeg gerne kommentarer til erik(at)lakjer.dk - udskift (at) med det sædvanlige "@".

Dén latinamerikanske musik vi lærte at kende herovre i Europa, var altså ikke den originale musik og tekst, og latinamerikansk musik bliver noget af et spørgsmålstegn i stedet for det udråbstegn der blev sat da ”La Cucaracha” som den første latinamerikanske internationalt kendte melodi blev en verdenslandeplage i 1920erne.

For at kunne blive optaget i en sangbog må en sang jo fastlægges før den nedskrives, og den stivner derfor hvilket er katastrofalt når den er så improvisatorisk konciperet som fx Guantanamera.  Det er i det hele taget problemet med WH's "Sangbogen" som er fuld af improvisatoriske sange som er valgt fordi man kan lide dem, men de egner sig ikke til at mange synger dem sammen, i hvert fald ikke hvis læreren skal ”rette” på elevernes melodi for at få den til at ligne den i sangbogen - det går imod sangens natur. Det nærmeste man kan komme, er vel at efterligne en bestemt indspilning, men så skal man være klar over at det er dét der sker (som når vi forsøger at synge fx ”Nothing Compares 2 U” unisont. Det gør vi så heller ikke, men hvorfor står den så i Sangbogen?)

Flere detaljer om Guantanameras tilblivelse og rette ophavsmænd på:
http://www.conexioncubana.net/musica/general/guantanamera2.htm 
og navnlig på:
http://freeweb.supereva.com/carlo260/vizcaino_1.htm?p 
begge på spansk

Erik Møldrup
2003