Klokken er 12.00. Solen bager ned og varmen lægger sig over landsbyen. I den hede kan det være svært at foretage sig noget som helst. Georg og jeg klemmer de sidste tortillas og bønner ned, og vi samler vores tøj for at daske ned til floden og vaske det.
På stien ned mod floden møder vi Alberto, bror til vores gode ven Miguel. Alberto har noget vigtigt at sige; men eftersom Georg og jeg ikke taler hans modersmål q'eqchi', må han prøve at forklare det på spansk. Vi forstår, at en kvinde i landsbyen er meget syg, det er noget med Miguels kone. Hun har store mavesmerter, viser han med hænderne. Kan vi mon gøre noget ved det?
Hmm... Miguels kone fødte for flere uger siden. Siden da har hun været i "karantæne", for ifølge traditionen må moderen ikke røre sig i 40 dage efter fødslen, men skal sidde ved ildstedet og hvile sig. (Barnet skal i de samme 40 dage ligge i stramt svøb og kun tages ud, når det skal ammes). I de 40 dage kan moderen samle kræfter, før hun atter forventes at tage del i de mange huslige gøremål. Men denne kvinde har altså stadig ondt. Landsbyens sundhedsanvarlige er ikke til stede, og smerterne er meget kraftige, siger Alberto.
Georg og jeg ser tøvende på hinanden. Sammen med en dansk-svensk solidaritetsgruppe har vi boet i den guatemalanske landsby i 4 uger. Vi har lært at høste majs og plukke kaffe, fange fisk og hugge brænde, sove i hængekøje og spise tortillas. Så langt som det kunne lade sig gøre, har vi levet på samme vilkår som de indianske bønder, og for en gangs skyld har det været os, "de hvide", der har skullet lære noget af indianerne. Arbejdet i marken og i huset har understreget, at her i landsbyen er det ikke os, der er eksperterne. Vi ønsker heller ingen overdreven tro på vore evner, for den lokale sundhedsarbejder Ramiro ved sikkert mere om Albertos svigerindes smerter, end vi gør. Bedre at lade én fra landsbyen se til hende, end at storme ind som de frelsende hvide engle. Men Alberto ser vores tøven og gentager, at nu er Ramiro her jo ikke - og smerterne er uudholdelige.
Vi beslutter os for at tilbyde ham vores hovedpinepiller. Forklarer, at de ikke helbreder, men kan tage toppen af smerten til Ramiro kan se til hende. Alberto takker os, og vi vender om for at hente tabletterne.
Da vi kommer ind i Miguels hytte kan jeg godt se, at hans kone ikke har det godt. Jeg spørger høfligt til, hvordan hun har det, sætter mig på en sæk bønner i behørig afstand og sørger for, at der er andre til stede, så jeg ikke skal være alene med den unge hustru. Så hiver jeg tabletterne op af min vævede pose og prøver at forklare, hvad deres effekt og dosering er. Ikke spise for mange på én gang, og ikke i flere dage. Moderen ser uforstående ud, men hendes familie hjælper med at oversætte mine spanske ord til q'eqchi', og til sidst nikker patienten, at hun forstår. Jeg lægger tabletterne i hendes åbne hånd.
Men der er alligevel noget, der virker forkert. Jeg spørger igen til hendes smerter. Er de konstante? Utålelige? Nej, de er mere kommende og gående, og utålelige - nej... Min følelse af at have begået en fejltagelse bliver endnu større. Hun ammer jo! Mon tabletterne går ud i mælken? Hun bør ikke tage dem, hvis ikke det er strengt nødvendigt.
Pludselig står Alberto i døren. Hans kone har meget ondt, siger han. Han kan ikke forklare på spansk, hvad der er i vejen med hende, men der skal ske det samme med hende, som der skete med Miguels kone, siger han.
Med ét forstår vi: Vi kluntede amatørbarfodslæger har fejlet på det første, allermest elementære trin i enhver behandling: Find patienten! Det er Albertos kone, der har ondt, for hun skal føde. Jeg undskylder over for den nybagte moder og tager tabletterne tilbage op af hendes endnu åbne hånd. Så går Georg og jeg med Alberto, (imens vi prøver at ignorere vores lighed med de vise mænd i Monty Pythons "Life of Brian", der ved en fejltagelse overdænger Brian med de gaver, som Jesusbarnet skulle have haft...).
Alberto fortæller, at han har været på apoteket i den nærmeste større landsby og har købt en ampul med et stof, som siges at være fødselsfremkaldende. Vil vi give injektionen? Her i landsbyen er det kun Ramiro, som kan gøre den slags, og hans familie siger, at han først kommer tilbage sent i aften...
Efter længere tids overvejelser siger vi nej. Vi ønsker jo ikke at være barfodslæger og ved ikke noget særligt om at give injektioner. Så vil Alberto muligvis selv gøre det, siger han. Han spørger, om vi har en kanyle, han kan bruge? Denne bøn er det sværere at afslå. Georg kigger på ampullen. Stoffet har et latinsk navn, som ingen af os kender. Hvem ved om injektionen vil være gavnlig eller skadelig for fødslen? Men et blik på den unge mand, der svedende af nervøsitet venter på vores svar, overbeviser os. Vi lover ham kanylen og vender endnu engang tilbage til vores hus for at hente den.
I huset møder vi vore danske venner og forklarer dem situationen. De mener ikke, at vi skal give Alberto kanylen. "I skal ikke lege de små læger," får vi at vide, og "hvis vi ikke havde været her, havde der heller ingen kanyler været, og hvad ville de så have gjort?" "Men nu er vi her jo, og det kan vi ikke komme udenom", forsvarer Georg sig. "Men hvad så næste og næste og næste gang, en kvinde i landsbyen skal føde - vores falck-kasse vil jo snart være tom!" fortsætter de andre. Joo, jeg må give dem ret i, at der kan være mange principielle problemer; men nu står vi jo her i en konkret situation, hvor det faktisk er muligt for os at opfylde den lille bøn, som er rettet mod os.
Jeg ved ikke, om Alberto vil kunne finde ud af at give indsprøjtningen, eller om den overhovedet vil være god for hans kone. Jeg ønsker ikke at tage ansvar for hans kone og barn, blot fordi jeg er "hvid" og fra den rige del af verden. Men hvis jeg nægter ham kanylen, tager jeg vel netop ansvaret fra ham - og må selv kunne stå inde for, at hun ikke får injektionen.
Med den overbevisning afleverer jeg kanylen til Alberto. Giver ham en antiseptisk serviet til at rense huden med før injektionen og ønsker ham held og lykke. Nu ved Alberto alligevel ikke, om han vil give injektionen selv. Men den beslutning er hans egen, og jeg går hjem til mig selv og prøver at dæmpe min følelse af at have løbet fra et ansvar, jeg skulle have taget. Jeg går argumenterne igennem i hovedet igen og igen.
Om aftenen kommer Ramiro hjem, og jeg fortæller ham om den gravide kvinde. Han skynder sig ned til Albertos hus og giver kvinden injektionen med det samme. Kort efter føder hun uden problemer.