(Det sete afhænger som bekendt af øjnene, og det følgende er min fortolkning af de oplevelser jeg fik under et ophold i Riga, Letland):

En smuk og velbevaret bykerne fra middelalderen beboet af et nordisk broderfolk var hvad jeg tænkte om Riga forud for min afrejse sidst i september. På tilsendte billeder havde jeg set de smukke huse, og fra medierne kendte jeg både den ældre og nyere historie og livsforholdene i øvrigt - troede jeg.

Men virkeligheden blev en anden: af Rigas ca. 800.000 indbyggere bor en forsvindende lille del i de nyrestaurerede huse i centrum - her ligger til gengæld kontorer for de mange udenlandske selskaber og firmaer der nu er bestemmende for en stor del af Letlands økonomi.

Befolkningen bor uden om bykernen i højhuse fra 50erne, 60erne og 70erne hvor befolkningstilvæksten var stor, først og fremmest af russere. De ældste af højhusene er murstensbyggeri, de nyere af beton, fælles for dem er at de ikke er blevet vedligeholdt siden opførelsen, og alle er i forfald. Opført af de billigste materialer af russiske soldater er den endeløse række af højhuse et trist syn, og imellem dem i de uplejede parkanlæg flokkes herreløse hunde og katte som hopper ud og ind ad store huller i fundamenterne.

Og det var her jeg boede - ligesom næsten alle andre. Den to-værelses var på 40 m2, og familien (bedstefar, far og mor samt barn) var rykket sammen i det lille værelse, mens jeg sov i stuen. Her stod også fjernsynet, men jeg blev hurtigt træt af at se amerikanske serier med lettiske undertekster og en synkroniseret russisk fortæller der lavede sin stemme om så den passede til de forskellige personer. Mit værtspar underviste begge i engelsk hvilket var dejligt, for fremmedsprog tales endnu ikke af mange letter.

Jeg kom til Riga på udveksling arrangeret af Det Danske Kulturinstitut. I radioens P1 havde jeg hørt et program om hvordan letterne efter åbningen af grænserne gerne vil i kontakt med resten af verden, bl.a. på undervisningsområdet, og jeg havde forinden skrevet og faxet med min lettiske partner for at aftale hvad der skulle ske: jeg ville gerne overvære undervisningen i engelsk og musik, gerne besøge flere skoler, og gerne undervise selv. Hvilket også skete. Jeg besøgte i alt fem skoler og overværede mange engelsk- og musiktimer og fik endda også lov til at instruere og dirigere et godt lettisk kor. Herudover blev der tid til sightseeing i og omkring Riga, og jeg fik også lejlighed til at give et nummer på klaver i en natklub (endda mens publikum endnu var ædru).

For letterne er fantastisk gæstfrie. Selv om min vært havde dårligt råd, forærede han mig ustandseligt små souvenirs, og de koncertbilletter han skaffede, må have kostet ham en formue.

Som i de fleste andre østeuropæiske lande er lærere nemlig dårligt lønnet - også når man tager købekraften i betragtning. Skatteprovenuet er ikke stort, og det går generelt ud over de offentligt ansatte. De udenlandske investorer skaffer arbejde og dermed indtægter til staten, men endnu ikke i et sådant omfang at det kan betale for den megen vedligeholdelse der er nødvendig efter så mange års forfald, og letterne dermed kan få råd til at udfylde de konkrete huller der er i f.eks. huse og vejnet.

De der scorer kassen i Letland i dag er “de ny russere”. De ses alle vegne i den indre by i habit eller skinddragt, med attachékuffert og mobiltelefon ved øret, og de høres også højlydt i de offentlige befordringsmidler; men oftest gør de livet farligt for fodgængere i store importerede biler langt over dansk standard.

Fra at være priviligerede politiske undertrykkere er mange nu blevet priviligerede økonomiske undertrykkere der sidder på meget af handelen med fremtidens produkter.
Fra 1945 til 1990 var det officielle sprog russisk, skolebøgerne var på russisk, og 95% af befolkningen forstår derfor russisk. Unge letter blev sovjetiske pionerer (“spejdere”) mens gamle nationale skikke blev undertrykt. Lettiske biblioteker blev tømt for mere end 500.000 bøger på fremmedsprog; i stedet fik de 800.000 russiske bøger af typen Håndbog i vedligeholdelse af tipvogne på jernbanelinjen Omsk-Tomsk, Del 2. På samme måde blev landet drænet for de fleste andre rigdomme, inklusive deportation af uønskede letter.

Dette har sat sit præg på byen og livet i den. Selv om Letland formelt er selvstændigt, har den store russiske minoritet (ca. 45%) stadig meget at skulle have sagt - ellers tager de bare ordet. Letterne finder dem meget krævende og brovtende, men mange letter er tilsyneladende sunket så langt ned i mismodet at de ikke orker at slå igen - “hvad skulle det nytte?” lød det ofte.

Et besøg på et relativt nyt museum for den russiske besættelse 1945-1990 satte dette i relief: Efter at have set den rystende udstilling (Letland mistede 1/3 af sine lettiske indbyggere i denne periode - mange af dem døde i russiske fangelejre) skrev jeg i gæstebogen at alle russere skulle tvangsindlægges til at besøge museet. En kustode fik at vide hvad jeg havde skrevet og sagde til mig (min tolk): “Ved museets åbning for fem år siden kom der skam mange russere. Men de gik råbende omkring og endte med at bryde ind i montrerne og fjerne det de ikke kunne lide eller beholde det som souvenirs.”
   Uden for museet stod en lille flok hjemløse og rodede efter noget spiseligt i tre store affalds-containere.

Skolerne var generelt grimme, og mange elever virkede kuede. På mine mange rejser har jeg sjældent mødt elever der var så uvidende om verden, så ligeglade med sig selv og med deres egen fremtid. Kun det der umiddelbart har en nytteværdi så ud til at være interessant nok til at eleverne gider beskæftige sig med det. Og hertil hører engelsk kun hvis det kan omsættes i praktisk brug, f.eks. i forb.m. import/export forretninger.

Undervisningen i engelsk er tilsvarende resultatorienteret. Næsten al tiden går med små øvelser for at indøve grammatik. Det er også nødvendigt, for et kasussprog som lettisk har ikke nogen fast ordstilling som f.eks. dansk og engelsk. Eleverne når derfor aldrig frem til at læse litteratur på engelsk. I de mange klasser jeg besøgte, så jeg kun én roman, og den var endda forkortet, omskrevet og barberet ned til et ordforråd på ca. 3.000, dvs. en easy reader-udgave for 6.-7. klasse, men her brugt på engelsk højniveau.

Selv på the English Grammar School hvor engelskundervisningen begynder tidligt, læser eleverne ikke litteratur. Hvor fremmedsprogsundervisningen i Danmark sigter mod en fortolkning og analyse af (overvejende) fiktion for at eleverne skal få et indblik i sammenhængen mellem (fremmed)sprog og kultur - og dernæst via en sammenligning kunne forstå deres egen kultur bedre - læres sprog i Letland instrumentalt , dvs. som en “færdighed”, uden tanke for det er mennesker der ytrer sig i sprog. Og her er måske sagens kerne: det lettiske undervisningssystem er endnu så “sovjetisk” at kunst og kultur dyrkes i repræsentativt øjemed, ikke fordi det enkelte menneske skal finde sit eget ståsted og sin egen identitet, men fordi det tager sig flot ud og samler nationen. Gruppearbejde overværede jeg ikke.

Kun en enkelt gang så jeg nogle 3g-elever bryde ud af den stive omgangsform: skolen fejrede “Lærer-dag”, et undervisnings-karneval hvor rollerne byttes om så nogle af de ældste elever underviser i klasserne og også lærerne i nogle korte lektioner. Spøg og spas, naturligvis - der var ingen der på noget tidspunkt var i tvivl om hvor autoriteten lå - men det var dejligt for mig at se at nogle af de elever jeg tidligere havde lagt mærke til som disciplinære problembørn her fik en chance for at blomstre op når de havde lærerne i skole og meget charmerende “forelæste” over filosofiske begreber som “skole” og “lærdom”. Da jeg over for lærerne kommenterede en elevs store udstråling, lød svaret: “Ja, men han er ikke ret god til matematik” - ingen tvivl om prioriteringen af fagrækken.

Pga. Letlands særlige historie er korsangen et vigtigt symbol (som alsangen var det i Danmark under Anden Verdenskrig). Musikundervisningen er derfor mange steder overvejende korsang, f.eks. for en hel årgang ad gangen. Til gengæld er der ingen plads til det vi kalder “rytmisk musik”, endsige sammenspil i bands. Et kor havde indøvet Elvis-klassikeren “Love Me Tender” - vistnok fordi jeg skulle komme - men de sang den så ganske uden “feeling” at det gjorde ondt i hele kroppen. Jeg fik senere lejlighed til at instruere koret i nogle rytmiske korsatser som er gangbare overalt i Danmark, men som her mislykkedes totalt. Dette fortæller måske mere end noget andet om hvilken forskel det giver at være vokset op i samfund der er henholdvis åbne/lukkede mod vest/øst

Evalueringen var også anderledes end vi er vant til det i Danmark (men ikke i f.eks. USA eller Frankrig): eleverne får karakter efter hver time (dvs. næsten efter hvert svar), ligesom læreren i en særlig kolonne anfører pensum for den pågældende time. Protokollen opbevares centralt og læses jævnligt, så der er check på både elever og lærer.

I den sidste uge af mit ophold faldt rumtemperaturen i min partners skole (og i hjemmet) til 10 C, og da fjernvarmen ikke kommer før november, sad vi og blev syge i den kolde, stillestående luft. Og pga. udsigten til de billige borde og faldefærdige stole (somme tider var der ikke stole nok til alle eleverne), de kalkede, uudsmykkede vægge og det skarpe lys i loftet, blev jeg snart selv lige så træt af skolen som eleverne.

Jeg bad derfor om at komme på MANGE skolebesøg og overværede heldigvis her nogle andre forhold som modererede billedet. Det mest opløftende sted var Det Nordiske Gymnasium, hvor eleverne så ud til at trives godt. De havde medbragt potteplanter som stod rundt omkring på gangene og i klasserne (i øvrigt et typisk østeuropæisk/russisk træk), og eleverne havde udsmykket gangene med murmalerier. Stemningen i klasserne var god, ligeså forholdet mellem elever og lærere. Jeg spurgte derfor interesseret til en evt. dansk indflydelse, men fik at vide at skolen var bygget i slutningen af 80erne efter russiske standard-tegninger for skoler i forb.m. opførelsen af et større boligkompleks (à la Gjellerupplanen) og overvejende betjente elever fra de omkringliggende boligblokke; mange af de 1.500 elever var i øvrigt børn af russiske forældre da kvarteret som de fleste andre var blandet.

Navnet Det Nordiske Gymnasium havde skolen fået af sin første rektor der besluttede at alle gymnasieelever skulle undervises i ét af de nordiske sprog i tre år. P.t. har norsk den største tilslutning, dels fordi den unge mandlige lærer ser godt ud, dels fordi Norge af mange anses for at være et særdeles rigt land med en af verdens højeste levestandarder pga. de mange norske investeringer i Letland (letterne troede ikke på mig når jeg fortalte dem at der ofte kommer nordmænd til Aalborg for at købe ind, samt at de ikke selv har råd til at uddanne deres læger og sygeplejersker).

Læreren i dansk var en dansk studerende der afprøvede sine grænser i jobbet som dansklærer. Han havde også skaffet sig et bijob i to timer om ugen på Nordisk Råds sekretariat i Riga hvilket han tjente næsten lige så meget ved som hele lærerlønnen resten af ugen. (Gymnasielærere har ca. 45 skematimer om ugen, mens eleverne slipper med et gennemsnit på 40 timer.) Jeg talte med danskeleverne i et par timer og lærte dem at naturligvis at sige “rødgrød med fløde” og fortalte også om danske skoleforhold. Deres lærebog var i øvrigt materiale fra vores danskundervisning for indvandrere.

På Det Nordiske Gymnasium var der ikke så megen kadaverdisciplin som på de andre skoler jeg besøgte (hvor eleverne som oftest rejste sig når de blev “hørt”). Skolelederen og de lærere jeg mødte var alle meget imødekommende, og jeg følte en varme strømme fra dem i de kolde lokaler.

Så måske er det alligevel ikke kun de ydre fysiske forhold der bestemmer om livet kan leves, og fra langtidsoverlevende danske i Riga véd jeg at tingene også hár ændret sig ganske meget de sidste syv år. Men der er langt igen før landet er så meget på fode at det vil kunne træde ind i EU. I den kommende tid bliver det næsten en pine for mig at se om landet kan rejse sig, eller om den ny-rige russiske mafia skummer det hele. I øjeblikket ser det mest ud til det sidste, ikke mindst fordi andre østlande er i en tilsvarende politisk-økonomisk situation; og hvis letterne ikke selv får lettet sig, bliver landet voldtaget endnu engang (som tidligere af svenskerne, tyskerne og russerne).
Men hvad kan VI så gøre? Armoden er ikke af en sådan art at vi skal sende dem tæpper og gamle sygekassebriller (de har jo også deres stolthed), der er snarere tale om et åndeligt mismod hvor vi kan gøre en indsats ved bare at interessere os for dem. Men letterne er naturligvis også interesseret i et større privatforbrug, og alle forbedringer koster penge.

Her hjælper ingen patentløsninger, men umiddelbart ville jeg synes at vi skulle øge vores samhandel med deres registrerede firmaer, dvs. afskaffe vores EU-særtold, så de skatteindtægtsgivende hjul kan komme i gang i Letland og dermed give den lettiske regering nogle penge at arbejde med.

Det der slog mig mest var nok at dette land, som jeg hidtil havde tænkt på som et (næsten) nordisk land, viste sig mest af alt at ligne de andre østlande jeg har besøgt: i forfald og med en passiv befolkning.

Til gengæld er initiativer som Det Nordiske Gymnasium måske det sted vi skal begynde hvis vi vil hjælpe til. Ikke med gamle skolebøger til deres bibliotek, men med en mere direkte hjælp: til udveksling, hjælp til den praktiske undervisning og til uddannelsen af deres lærere samt gennem venskaber der kan hjælpe med til at åbne deres (og vores) øjne for den virkelighed der eksisterer i verden i dag og give dem mod på fremtiden.

Virkeligheden vælter jo ind over os hvad enten vi vil det eller ej: forureningen kender ingen landegrænser, bankerne er så indbyrdes afhængige at økonomiske kriser har international effekt, og voldelig politisk uro er snart ikke kun et Balkan-fænomen. Så ved at hjælpe dem, hjælper vi måske også os selv.

Vores øjeblikkelige “problemer” i Danmark synes pludselig temmelig små.
En stor del af tiden i Riga kørte en linje af en sang fra the Beatles’ hvide dobbeltalbum (68) i hovedet på mig:

You don’t know how lucky you are, boy…

01.11.98 Erik Møldrup