CUBA februar 2008
This article in EnglishRejserute: La Habana, Viñales, Trinidad (Cienfuegos, Sancti Spíritu), Santa Clara, La Habana
NB Nedenstående fotos er ikke af den slags som findes i turistbrochurer o.lign. men overvejende billeder af cubanernes dagligdag
La Habana Vieja -
beboelseskvarter
La Habana Vieja - turiststrøg
Tumbao como recurso de sobrevivir
Quimbara quimbara quma quimbambaQuimbara quimbara quma quimbamba
Ee mama
Ee mama
Den lange slange af dansende vrider og snor sig vuggende, vrikkende og gyngende gennem den smalle gård mellem vore værtsfolks lejlighed og nabohusets høje bagmur.. Vi er til privat fest i Calle Virtudes i La Habanas barrio central hvor vi er omgivet af overvejende sorte cubanere der har åbnet for alle ventiler, og festen kører for fuld udblæsning.
Vi – den danske gruppe på ni personer – har sponsoreret festens mad (flæskesteg) og drikke (primært øl, rom og sodavand) så værtsparret har kunnet invitere hele huset til fest, og vi nyder nu de afrikanske rytmer og danse. For afrikansk er det! Nok spilles der også cubanske og internationale mainstream hits på anlægget, men de syngende og dansende sorte cubaneres gentagne råbemønstre er ren Afrika. Trods regeringens postulerede afskaffelse af diskrimination og fordomme, er det tydeligt at vi her er vidne til en ghettoiseret kultur der har overlevet intakt, måske lige siden de første Yorubaer blev ført til Cuba.
Vore værtsfolk er
yderst venlige og opmærksomme og byder konstant de noget stivere danskere op
til en dans der nærmer sig det akrobatiske med en meget udfordrende vuggen.
En mandlig danser tiltrækker sig særlig opmærksomhed med sine bevægelser der
ser ud som om han står i en rede af skorpioner.
bartenderen lavede mojitos (rom og sodavand) hele aftenen
skorpiondanseren
disse to var i gang i mange timer i træk
Næste dag er vi
alle lidt hæse af at have råbt for at blive hørt over musikken, men vi har til
gengæld en fornemmelse af at nærmere den ægte, sorte kultur i Cuba kommer
vi nok ikke. Men hvilken start på vores 15 dage i Cuba!
I festen deltog også en cubansk kunstner der benyttede lejligheden til at åbne for alle ventiler, og jeg nedfældede et indtryk af aftenen i flg. digt:
Un pensamiento artísticoperderá su expresión brillante
si no puede subir volando
descubriendo nuevas tierras y mares
El encarcelar en un cuerpo político
vestido en los no haceres
produce una inspiración aguda
al abandonar total
en una explosión de mero ser
- todo cuerpo sin pensar -
para sobrevivir
Fidels Cuba
Det har længe været et stort ønske for os at rejse til Cuba før Fidel Castro takker af, denne navnkundige oprørshelt der – i hvert fald i mediernes øjne, både her og i Cuba – i nu næsten 50 år har været enerådende i Cubas politiske, kulturelle og sociale liv.
For styrets kontrol
drejer sig om stort set alle livets facetter: staten ejer køerne på marken,
staten ejer fiskene i havet (og fiskefartøjerne), staten bestemmer hvem der må køre i hvilke taxaer,
staten bestemmer hvem der må høre hvilken musik, og i hvert boligkvarter (barrio) hersker
CDR (la Comité de Defensa de la Revolución) med en viceværtsinstitution der også
fungerer som angiver hvis beboerne skulle tale for højt og kritisk om politiske emner.
"26" henviser til datoen for det mislykkede angreb på Moncada d.
26. juli 1953 og har siden givet navn til den permanente revolution
Den persondyrkelse der bliver Fidel Castro til del, er meget ukendt i vore demokratier og giver desværre mindelser om ledere som fx Stalin, men trods overgrebene mod de almindelige frihedsrettigheder og en administration der tangerer Orwell's "1984", elsker det store flertal af cubanere deres leder. For at forstå dette må man indtænke situationen før revolutionen i 1959 hvor La Habana var blevet en kæmpe spillebule med tilhørende prostitution, drevet af den amerikanske mafia, og resten af landet beboedes af en landbefolkning der levede på eller under sultegrænsen og plaget af sygdomme og uvidenhed. Store godsejere, mange af dem udenlandske, drænede Cuba for kapital til nødvendig udvikling.
På denne baggrund er det ikke så sært at en revolution der halverede huslejen, sænkede prisen på el, gas og telefoni og sikrede gratis lægehjælp og undervisning til alle samt, ikke mindst, en mere retfærdig fordeling af jorden, fik befolkningens helhjertede støtte. Samtidigt – og det er måske lige så vigtigt – løftede revolutionen cubanernes selvfølelse: fra at leve under slavelignende forhold uden rettigheder fik de nu noget at være stolte af som borgere i en stat der med ét slag afskaffede racediskrimination og sikrede social velfærd.
Vi ville gerne se hvordan cubaneren overlever politisk, kulturelt og socialt i dag hvor den amerikanske embargo siden 1961 har afskåret Cuba fra vigtig samhandel med omverdenen - og vi nåede det lige, for en tidlig morgen var der om natten indløbet en sms fra Danmark: Har I hørt at Fidel Castro træder tilbage? Hvad siger cubanerne til det? Vi fortalte straks nyheden til vore vantro værtsfolk. En kommunist træder ikke tilbage før det bliver i graven, sagde familiens far, men de tændte straks for radio og tv, og så kørte det ellers hele dagen med kommentarer og filmklip med højdepunkter fra Fidel Castros liv.
På byens torve så vi store grupper af
gestikulerende mænd der råbte ad hinanden; hele scenen mindede meget om de
diskuterende gammelkommunister vi på en tidligere rejse havde set i Moskva. Vi
trak derfor nærmere for at høre til hvilken side udfaldet gik og blev en smule
skuffede da det viste sig at det de diskuterede så entusiastisk, var – la pelota
– baseball!
Alt efter temperament kan man mene at i et samfund der er vant til at
én person
har bestemt alt efter princippet vi-alene-vide, herunder også
detaljer som hvilke partifunktionærer der egner sig til
at dyrke tobak og som har kriminaliseret private pølsevogne overnight,
indtræder der efterhånden en vis apati der gør underholdning vigtigere end
politik.
og hvad diskuterer mændene så intenst over hele
Cuba?
Baseball!
og der øves overalt med småsten og stokke
I de to
landsdækkende, men temmelig tynde aviser Granma og Juventud Rebelde stod Castros afskedsbrev
til det cubanske folk at læse i sin fulde ordlyd, og to dage senere forelå der
endnu et helsides indlæg, denne gang ”Refleksioner over min meddelelse om min
afgang”. Castro har det godt med beslutningen, skriver han. Spørgsmålet er naturligvis
hvad der nu vil ske under hans lillebror Raúls
ledelse. ”Yngre kræfter må til,” skrev Castro. Hans lillebror er 76!
magisk realisme a la Isabel Allende
- det tilgroede hus på hjørnet af Obispo
og Aguacate i La Habana
Hos Chichy og Don Robaina i Viñales
¡Bienvenidos!Mulatkvindens
dybe alt klukker kraftigt i den nydelige stue der er møbleret
med moderne kvalitetsmøbler. Hun viser vej til vort
værelse der er holdt i pink helt ned til toiletpapiret. Der er
endda en lille terrasse med to stole,
og i spisestuen dækkes der op med kandelabre og mange fade og
glas selv om vi
kun spiser to. Egtl. ville vi hellere have spist den
lokale mad sammen med husets beboere (en mand, en søster og deres mor der er
kokken), men på den anden side er det også rart at opleve den luksus der bliver
os til del for bare 8 CUC/pers. (ca. DKK 50,- ) for
aftensmad. Desuden fortælles det at cubanerne lever af det vi levner (eller
ikke ser) af vores i øvrigt overdådige måltid – turister skal tydeligvis
forkæles.
Vores idylliske vej der oste af "sydstatsstemning" eller måske
netop - af Cuba
I byen Viñales er der ikke
meget at se på, kun én egtl. restaurant i den
tidligere plantageejers privatbolig, men maden dér er både dårligere og dyrere
end ”hjemme” hos Nena og Chichy.
Selve byen er hurtigt overstået når undtages de tre spillesteder der leverer
levende musik med skiftende orkestre hver aften. Orkestrene spiller på døren og
peddler derfor også hjemmebrændte skiver med deres
musik.
Mange af musikerne er pensionerede og i øvrigt selvlærte
Offentlig bustransport for cubanere
Det interessante i Viñales er naturen omkring os, en betagende udsigt til bjerge på alle sider i den flade dal, og vi tager da også på en rundtur med den grønne bus der kører i fast rutefart mellem attraktionerne. Vi besøger således en grotte med drypsten og en underjordisk flod (Cueva del Indio) og de mest berømte udsigtspunkter hvor der også er bygget relativt dyre hoteller, men standarden på værelserne slår ikke vores private. De af os der havde bestilt hotelværelse, flyttede da også til private huse nærmere byen da de så hvordan vi boede
Viñales-dalen er meget frodig, og en vigtig afgrøde er tobak. Vi tager en taxa ud til den tobaksdyrker der har opnået internationalt ry via kortfilmen om hans liv og virke. Hans navn er Alejandro Robaina, og kvaliteten af hans havannesere er så god at han som den eneste privatperson har fået sit eget cigarmærke (i 1997). Vi bliver vist rundt på plantagen og ser de forskellige processeer, og til vores store held er Don Robaina selv til stede. Han er nu 90 år, men da han hører at vi kommer fra Danmark, er han lutter øre og fortæller om dengang kortfilmen blev optaget over to år af den danske instruktør Helle Windeløv. Jeg spørger til de faktorer der har betydning for tobaksdyrkningen – jordens beskaffenhed, planterne, tørringen og ændringer i klimaet? – og Don R. bekræfter at det er som med vin: alle faktorerne skal bringes i det rette samspil for at opnå et godt resultat; der er også dårlige cigarår.
Vi køber selvfølgelig hver en håndfuld cigarer, men plantagen har ikke noget egtl. udsalg, så det foregår lidt kluntet via en af de ansatte. Det ser nu ud som om det tolereres, men det er lidt mærkeligt at få udleveret nogle af verdens fineste cigarer i en plasticpose som dem vi bruger til affald.
At hilse på og oven
i købet konversere Don Robaina himself
er lige ved at tage vejret fra os, og vi fyldes med en ærefrygt som var han
Fidel, alt sammen pga. et tilfældigt møde med en film som vi nu skal hjem og
gense med fornyet interesse.
Don Robaina er over 90 år, men stadig ved sine fulde fem -
her introducerer
Anne det danske selskab ved at minde ham om kortfilmen om hans liv og virke
Tamolito
¿Tamolito? Chaufføren smiler til mig og forventer tydeligvis en reaktion. Jeg må spørge et par gange mere før jeg hører de ikke udtalte s’er i ”¿Estamos listos?” som betyder "Klar til afgang?" Foran os ligger 7 timers køretur i microbus fra Viñales til Trinidad midt på sydsiden af Cuba. Speedometret står ofte på 120 km/t på den brede 2x3-sporede motorvej, men der er alligevel lang vej. Cuba er 2½ gange Danmarks areal og med dobbelt så mange indbyggere, så der er hele tiden bebyggelser at kigge på langs vejen: udelukkende én-etageshuse, de fleste af træ, alle med et par gyngestole på verandaen (altid samme model, i øvrigt. Er de mon lavet i fængslerne?) Chaufføren fortæller at da afmatningen satte ind efter Sovjetunionens fald, flyttede mange cubanere til turistområderne for at blive en del af turismens fødekæde. Mange af husene ser nu betydeligt ældre ud, men det er svært at se forskel på gammelt og nyt da ingen af husene er vedligeholdt.
Mest af alt
dominerer landskabets grønne og brune farver med masser af frodige vækster, fx
palmelunde, citrustræer, kaffeplanter, tobak,
sukkerrør og lidt majs. Et par køer ses af og til ligesom en trækokse eller
nogle får, men ellers er der ikke meget dyreliv at se. Dog, noget må der være,
for rovfuglene kredser oven over os – temmelig mange, faktisk.
Vi gør stop undervejs ved et af de få vandhuller med mad og drikke der er langs vejen. Det er tydeligt at mærke at turister fragtes i busser til badehotellerne hvor de formodes at opholde sig og blive. Cubanerne selv har som regel ikke råd til at køre i bil og spise på turistrestauranterne, eller restauranter i det hele taget. Mærkeligt nok er kaffen dyrere end den stærke øl (5,4%) – i de varme lande drikker man ikke meget kaffe, desuden er den mere værd som eksportartikel eller også er produktionen bare for lille. Det samme gælder ost som de fleste ikke har råd til – måske Fidel har forregnet sig endnu en gang i sine 5-årsplaner.
Da vi når frem til Trinidad står de reserverede værelser desværre ikke klar til alle, men lidt efter lidt finder vi alle plads i et casa particular, en oase af venlighed, men selvfølgelig mod betaling – 25 CUC = DKK 162,50 pr. værelse uanset antal personer, en svimlende pris for cubanske turister der da også bor betydeligt billigere til en pris der passer til deres løn. Som det var skik i alle andre kommunistiske lande betaler turister en forhøjet pris der harmonerer med vores indtægt således at Cuba ikke er et udpræget billigt rejseland, i hvert fald slet ikke som nabolandene på det mellemamerikanske fastland.
Når man er i Trinidad, skal man selvfølgelig besøge en af Cubas bedste badestrande, Playa Ancón, der er vældig lækker og besøgt af både cubanere og udenlandske turister. Modsat mange andre danskere nyder vi ikke særligt at dase i solen i timevis, men stranden er flot med klart vand, hvidt sand og flotte palmer. Et stort hotel i sovjetisk beton troner højt over den idylliske strand, men der er heldigvis masser af grønne planter til at afbøde dets strenge facade, og ”stranden er offentlig” understreges det på mange skilte.
Besøg på Pepito Tey-skolen i Trinidad
Revolutionsheltene fra kampene frem til el triunfo de la revolución
i 1959 hædres overalt i Cuba, og deres navne pryder bl.a. veje og skoler. Vor familiemor i Trinidad er lærer, og da vi fortæller hende at
vi har medbragt mangelvaren kuglepenne og gerne vil donere et større antal af
dem til nogle skoleelever, bliver vi straks inviteret med i hendes skole,
opkaldt efter Pepito Tey,
en af revolutionsheltene fra Sierra Maestra. Der er
heldigvis ingen bureaukratiske formaliteter, og vi bliver vist rundt af en
meget venlig skoleleder og ser både
5. klasse. Vores families pige sidder bagest til venstre
Ved en anden lejlighed fortalte en taxachauffør os at han var 14 år ved magtskiftet i 1959, og da han aldrig havde gået i skole, fik han og andre ældre elever et grundkursus i la primaria på 4 år som en del af la alfabetización y enseñanza para todos.
El Che og Santa Clara
Den berømteste cubanske frihedshelt på vore breddegrader er uden tvivl Ernesto (el Che) Guevara, argentineren som var med i oprøret allerede fra planlægningsfasen i Mexico. Hans berømte portræt, taget af fotografen Alberto Korba (Alberto Díaz Gutiérrez), blev jo synonym med ungdomsoprøret i vesten, og et besøg ved hans gravmonument i Santa Clara er derfor et must for alle sande cubafarere.Byen Santa Clara er ikke særlig spændende, men dens beliggenhed lige midt på Cuba har gjort den interessant. Da den blev erobret af oprørerne, opgav diktator Batistas tropper øjeblikkeligt al videre modstand, og Batista forlod La Habana nytårsnatten 1959. De ca. 300 revolutionssoldater blev anført af el Che, og det lykkedes dem at overraske og nedkæmpe en langt større styrke, bl.a. ved at improvisere en afsporing af et armeret ammunitionstog der skulle støtte regeringstropperne. Iflg. legenden førte el Che selv den gravko der fjernede togskinnerne.
I Santa Clara står togvognene stadig som de faldt, og vores chauffør, der var fra lokalområdet, kunne fortælle gode detaljer om hvordan slaget var forløbet. Vi havde lagt mærke til at el Che har venstre underarm i gips på de statuer og relieffer der er rejst ved hans mausoleum, og da vi spurgte ham om det, pegede vores chauffør ud på vejen og sagde: "Det var dér, i den grøft, at el Che faldt og brækkede armen da de rykkede frem mod byen." Vi blev straks grebet af ærefrygt over at være så tæt på en historisk begivenhed.
For bedriften var stor og måske den enkeltbegivenhed der betød mest på oprørernes vej mod sejren (Hasta la victoria siempre :-). Fidel Castro opholdt sig konstant i den østlige provins omkring Santiago og havde sendt los comandantes el Che og Camilo Cienfuegos mod vest for at udvide angrebszonen. Efter at have besejret Batistas sidste store forsøg på at imødegå oprørerne mødte disse nu ingen modstand på deres videre vej mod La Habana.
El Che rykkede altså først ind i La Habana mens Fidel Castro lod vente på sig. Han iscenesatte til gengæld et sandt triumftog hele vejen fra Santiago til La Habana hvortil han ankom en uge senere. For el Che var ikke lige populær alle vegne. Nogle cubanere syntes ikke det kunne være rigtigt at hylde en argentiner som ledende befrier. Dette fik vi bekræftet af en tidligere guerillera der som første kvinde var med i Raúl Castros bataljon i Sierra Maestra fra 1958. Heller ikke hun ser på el Che med de øjne som vi har vænnet os til at tro er det generelle indtryk.
Men en stor international helt er han nu, hvilket også understreges af det meget stemningsfulde og smagfulde mausoleum der er rejst i Santa Clara og hvortil hans knogler blev ført i 1997 efter eftersøgningen og opgravningen af hans (ukendte) grav i Bolivia. Stedet er velvalgt, men ligesom Santa Clara i dag fremstår som et planlagt centrum for uddannelse og industri for at give provinsen et boost, kan den storstilede eftersøgning og efterfølgende begravelse af el Ches knogler i Santa Clara tolkes som regimets forsøg på at drage nytte af el Ches popularitet i den svære tid i midten af 90erne. Hvis styret virkelig ønskede at finde el Che, skulle eftersøgningen være begyndt længe før det blev tvivlsomt om det i det hele taget er el Ches knogler der hviler her.
Men mange af turisterne tænker stadig på el Che som dén sande frihedshelt han er i nostalgiens lys, og det ved cubanerne godt. Derfor markedsføres hans berømte portræt også på snart sagt alle tænkelige måder, og mange mange kustoder og også folk på gaden forsøger at sælge "antikke" pesossedler og -mønter med hans portræt til de godtroende turister der ikke ved at de kan få netop disse "relikvier", som stadig er gangbar mønt, i banken for kr. 0,75.
Turistens Cuba - og cubanerens
Cubas traditionelle eksportvarer er sukker, rom og tobak. Da
bunden gik ud af sukkermarkedet, og salget af havannesere stagnerede som følge
af embargoen, satsede Cuba på turisme ("Turisme er guld" sagde
Castro), men vel at mærke en turisme der skal holdes adskilt fra cubanernes
dagligliv. Cubanerne får deres løn udbetalt i cubanske pesos mens
turisten betaler i CUC (pesos convertibles). En CUC koster DKK 6,50, og
bytteforholdet mellem de to pesos er 1/24, dvs. at en cubansk peso svarer til
ca. kr. 0,25.
Den buschauffør der kørte os fra Viñales til Trinidad, fortalte
mig at hans månedsløn er ca. DKK 100. En utrolig lav løn, men når man
betænker lønnens købekraft - den lave husleje og den relativt lave pris på de
dagligvarer der er til rådighed - er den ikke helt så ringe. Problemet er
rationeringen der kun tillader små indkøb af nødvendige varer til livets
opretholdelse.
Derfor er kontakt med turister så eftertragtet; for selv de små drikkepenge
man kan få hos turisterne, kan nemt svare til en ugeløn eller mere. Det véd
Castro også, og det er derfor styrets ønske at turister køres direkte fra
lufthavnen til de dertil indrettede turistghettoer hvor livet kan nydes langs
poolen med en drink i den ene hånd og en cigar i den anden. Kontakt mellem cubanere og turister
er ikke velset, og det er således forbudt en taxa der er forbeholdt cubanere,
at tage en turist op, og en turist må ikke lade sig befordre i en cykeltaxa for
cubanere. Hvis en sådan cykeltaxa skulle være så heldig at få betaling i de
eftertragtede CUCs (som bruges som betalingsmiddel i det man tidligere kaldte
dollarbutikker og hvor bl.a. importvarerne står), ville denne cykeltaxista inkl.
drikkepenge kunne tjene det samme på en enkelt tur for et par gavmilde turister
som en akademiker får i månedsløn. En avis koster således 0,20 cubanske
pesos = 5 øre. Ikke desto mindre forlanger avissælgeren rask væk 1 CUC for
avisen hvis han står over for en turist.
De familier der udlejer værelser til turister, modtager
også deres betaling i
CUC, typisk 25-30/døgn/værelse, hvilket er en betragtelig
sum, men indtægten beskattes
på den måde at udlejeren betaler til staten en fast pris
på CUC 300/måned hvad enten der er kunder eller
ej - udlejerne kan faktisk miste penge på det. Derfor er der
også en udbredt
tendens til at sende turisterne videre til venners venner. Familierne
har en mulighed for en ekstra indtægt via tilbud om bespisning
hos værtsfamilien, og da de cubanske restauranter ikke
udmærker sig ved et
godt køkken (eller betjening for den sags skyld), spiser mange
hjemme.
Hos familien er prisen for måltiderne fastsat til 4 CUC for
morgenmad og 8 CUC for
aftensmad. Disse
beløb skulle være rigeligt til indkøb af mad,
specielt hvis der er flere
turister, idet 2 kg tomater eller et dusin æg koster 1 CUC og
så fremdeles. Det hedder sig da
også at de cubanere der udlejer, lever af resterne fra
turisternes, i øvrigt
overdådige, bord (eller tager noget fra på forhånd),
men da måltiderne er
rigelige og veltillavede og prisen moderat, er det dem vel undt.
Problemet er at dobbeltøkonomien er nedbrydende for
solidariteten i det
cubanske samfund, og
bestikkelse og korruption trives også når cubanerne
kæmper om de jobs der giver
kontakt med turisterne.
udsigten fra balkonen ud for vores værelse i La Habana: mod
venstre - lige overfor
-
mod højre
Turisme er nu kun Cubas næststørste indtægt. I øjeblikket kommer det
største tilskud til Cubas økonomi fra de penge som eksilcubanere sender hjem
til deres slægtninge, ganske som i resten af Latinamerika. Det forlyder at
mange af de private restauranter (paladares) er finansieret af
eksilcubanere. Til gengæld forlyder det også at mange (arbejdsløse eller
underbetalte) eksilcubanere holdes kunstigt i live af eksilsamfundet i Miami som
ønsker at fremstå som et materielt paradis.
Vores hyggelige spisekrog i La Habana
- husfaderen (med ryggen til) havde sin faste
plads på
balkonen
Fidel Castros største
problem som regent er nok at han - ud over
at ville være den eneste der kunne godkende ændringer hvilket har medfødt
apati - ikke har været opmærksom på den mentalitetsændring som har
præget navnlig unge mennesker. I en tid hvor internet og fri udveksling af information
og meninger er
en naturlig del af vestlige unges dagligdag, er det ikke nok at henvise til
tidligere tiders elendighed - derom vidner også udviklingen i fx Danmark hvor
Socialdemokratiet ikke længere er det største parti. Nok betyder mad og
tryghed mere for en fattig befolkning end det at kunne skrive systemkritiske
læserbreve, men Castro har udnyttet embargoen til at rejse en mur der ikke er
ulig den der engang omkransede Berlin. Måske i en alfaderlig rolle som Cubas
beskytter, men denne beskyttelse virker i dag kvælende; og når den fattige
cubaner kan se de relativt velbeslåede vestlige (kapitalistiske) turister
boltre sig, kan det kun nære utilfredsheden med det bestående. Cubansk musik
lyder spændende og er meget appellerende, også for folk uden kendskab til spansk, men kun
at tolerere cubansk musik og forbyde fx rock var ikke et heldigt træk.
Et typisk gadeband - læg mærke til den afrikanske tommelfinger(kasse)bas th
At der kæles for turisterne ses (og høres) også i og med at alle
bands på gaden og i restauranterne spiller melodier fra filmen "Buena
Vista Social Club" om og om igen, i forskellige tempi og stilarter ganske
vist, men i længden bliver det ulideligt. Det ser ud som om man regner med at
det er dén cubanske musik turisten kender og derfor gerne vil høre hvilket jeg
fik bekræftet hos en af musikerne som fortalte at disse melodier ikke blev
spillet før filmens fremkomst.
Máximo (th :-) spiller og synger stadig, men ikke repertoiret fra Buena Vista-filmen -
det er natclub-musik, sagde han
I et interview til en spansk avis har en af Fidel Castros tidligere svigerdøtre fortalt at mens
Castro selv lever meget spartansk og lægger stor afstand til alt der kan virke
dekadent (hans families ejendom var således den første der blev konfiskeret efter
revolutionen), betænker hans børn og andre i partiets top sig ikke når det
gælder om at erhverve sig materielle goder fra udlandet. De bor i store
bevogtede
områder af velhaverkvarteret Vedado i det vestlige Havanna (NB dansk:
Havanna; engelsk: Havana; spansk: La Habana).
La negrita
Den cubanske kvinde er rund og sensuel – og viser det! Klimaet indbyder til let påklædning, og trods de stadige klager over knaphed på varer og mad har de fleste
meget
at strutte med…
nogle store numre
og en modebevidst mor med barn
Modstand
Det var interessant for os at lære at der umiddelbart efter revolutionen i 1959
spontant opstod anti-revolutionære grupper der forsøgte at bekæmpe
revolutionen med dens egne midler: guerillakamp i bjergene hvor cubanere
kæmpede mod cubanere (kaldet "banditter" siden enhver anden
betegnelse ville have legitimeret deres modstand). Kampene varede i seks år (!) frem til 1965, og skal
også forstås som brohoved for den mislykkede invasion i Playa Girón (Svinebugten)
i 1961. Lidt mærkeligt at disse oplysninger ikke er almindeligt
kendt.
de blå områder viser hvor de anti-revolutionære grupper opererede
I øvrigt:
Det var en ganske dejlig tur. En stor tak til rejsefællerne og de mange
rare og venlige cubanere vi mødte på vor vej.
Om regnen på os plasker eller solen bager hedt
Igual que está lloviendo o el sol nos tosta ya
så griner vi og trasker videre, vi har det
fedt!
seguimos caminando adelante por
allá.
For Helle, Anne, Else, Jonna, Lotte,
Vibeke
Por Helle, Anne, Else, Jonna, Lotte, Biveque
og Winnie viser vej så Nannas øjne vokser vildt:
y Winnie damos muchos buenos ejemplos a Nanna:
Vi er pigerne fra
Aalborg
Somos las mujeres de
Aalburgo
vi er dem der nyder
nu'et
y gozamos del
momento
vi er ikke til at
styre
no se puede
dirigirnos
når vi først er kommet
ud.
una vez que
salimos.
Vi er stærke, vi er
frie
Tenemos fuerza, estamos
libres
vi ka' godt bestemme
selv.
cada una a su
modo.
Vi er ganske uden
lige
Somos sin
comparación
bare vent og se,
Fidel!
harremos
revolución.
En hyggestund i patioen i Trinidad
Marts 2008
Erik Møldrup
Addendum, april 2008
Omkring d. 1. april indløb en meddelelse som heldigvis ikke er en aprilsnar, nemlig at det nu er blevet muligt for cubanere at bo på de hoteller der hidtil har været forbeholdt turisterne. Mon de har råd til det? Eller er deres ophold billigere. Under alle omstændigheder er det jo dejligt at der ikke længere skal gøres forskel på cubanere og turister, men jeg anser stadig dobbeltøkonomien for det onde der kan grundstøde den solidaritet der bærer cuba gennem trængslerne.
Endvidere meddeltes det at cubanere nu frit kan anskaffe sig bl.a. dvd-playere og mobiltelefoner. Dette lyder måske som en ophævelse af en del af censuren, men forklaringen er nok snarere den ligetil at nu er strømforsyningen så stabil at myndighederne ikke behøver frygte for strømsvigt pga. et stort forbrug. Under vores ophold gik strømmen da også kun en enkelt gang og var tilbage et par timer efter. "Klokken var 6 om aftenen da strømmen gik" lød en af vore øvelsessætninger i spansk i Guatemala, så det er ganske normalt i stort set hele Latinamerika. Noget andet er så hvilke cubanere der får glæde af denne mulighed. Måske disse elektriske varer er kinesiske produkter der sælges billigt?