Mexico december 2005
Til barnedåb i Sasaltitla
Mor med barn - reminiscenser af Michelangelo
Det er dagen før. Grisen er for længst indkøbt og står nu i sin fold i
udkanten af gårdspladsen. Gæsterne er også blevet indbudt i god tid, men desværre
er der også en 15-års fødselsdag i familien, så fremmødet bliver lidt begrænset.
Til gengæld er her venner fra Danmark, ligesom der var det ved brylluppet for to år siden.
Dengang var der musik, endda med to bands, både et
trefjerdedels-hornorkester i Verdi-stil (um-ba-ba) og en trio der spillede den
lokale
huasteca musik med falsetsang til violin og to guitarer. I dag er der mere ro
over foretagendet, men der er alligevel meget at forberede.
Først og fremmest maden. Hvor der festes, der spises, og
der spises meget - der laves i hvert fald megen mad. For at lette arbejdet bliver dejen til de uundværlige
tortillas denne gang købt færdigblandet, og der bliver gjort klar til
slagtning, dvs. der bliver kogt en masse vand i store kar over åben ild så
svinehuden kan blive barberet med de store macheter – flæskesvær er en stor delikatesse.
At
skrige som en stukken gris er en meget vellignende beskrivelse, det lyder
simpelthen hårrejsende forfærdeligt. Men det er jo grisens lod at blive
slagtet, det er hele dens livsgrundlag. Uden dette forudbestemte endeligt var den aldrig blevet
født (ikke ulig en anden kendt person vi fejrer ved juletide). Så vi
modstår fristelsen til stilfærdigt at fjerne os og følger i stedet ud ad øjenkrogen
hvordan en lille gruppe mænd tumler lidt med grisen for at få lagt et reb om
den så den bliver nemmere at styre hen mod slagtebænken. En lang pløk bliver
stukket i hjertet på den, og så er det ovre, næsten før det er begyndt. Kun
grisens skrig (NB før slagtningen) hænger stadig i luften.
Der tages mål af
opgaven
Grisen slagtes
Mændene
begynder at arbejde hurtigt med grisen, skærer den op, tager indvoldene ud og
hænger den op ved benene i gårdspladsens limón-træ. Kvinderne går i gang med
deres arbejde efterhånden som grisen skæres op, og snart er en kæmpegryde
blevet fyldt med store klumper af svinekød, tarmene for sig i en anden gryde (hvad
skal der mon ske med dem? - vi hører at de skal koges til mole-sovs
- og
gyser). Et par af mændene arbejder ihærdigt videre med
grisetæerne som rengøres og skæres til. Formodentlig
fuldstændigt som det altid har været, også i
Danmark, vi byboere har bare fjernet os så langt fra denne rutine
at den føles helt
eksotisk. Særligt interessant er arbejdet med
flæskesværen:
huden deles i lange og brede strimler der bliver stegt for sig.
Resultatet er
helt som vores gammeldaws flæskesvær med et brunristet lag
fedt under
den sprøde hud. Det smager lækkert!
Kødet
marineres
Nu bliver kødet marineret og skal stå og trække til
dagen efter. Bedstemor går i gang med at koge en fire-fem kyllinger for at lave
en stærkt krydret salsa mole, en meget velsmagende stærk sovs kogt af
kyllingefond med bitter chokolade, chiles og picantes -
tarmene kom ikke i brug. Imens er nogle kvinder i gang med at lave en kæmpe skål
salsa verde (grøn skarp sovs) af
løg, friske korianderblade, limón og en lille grøn og halvstærk chilifrugt;
hertil et par flasker Sol (øl). Bagefter brænder hjælpernes hænder som efter
mødet med brændenælder, men smagen er nu ikke helt så stærk som man kunne
frygte.
Salsa
verde: løg, koriander, chili - og senere
øl Der
laves mole, en stærk sovs, af kyllingefond
og chokolade
Aftenen slutter med et par øl til hver efter
veludført arbejde. Vi sidder i
grupper omkring den levende ild og nyder den nystegte
flæskesvær akkompagneret af cikaderne der altid
sørger for
underholdningen efter solnedgang.
Oldemor og en træt hjælper der har været i gang
siden
daggry
Kyllingestykkerne blandes i mole-sovsen
Den store dag
Alle er tidligt oppe. Nogle kvinder og
børn er i gang med at gøre pynt
klar til de lejede borde der ankom på lastbil. Heldigvis deles
familien om
arrangementet som jo også er for hele familien og derfor holdes
på et
tidspunkt hvor alle har mulighed for at være til stede, nemlig i
juledagene.
Nogle af udgifterne betales således af diverse
”faddere” og ”gudfædre og
-mødre”. Mens brødre, onkler og
bedsteforældre er beskæftiget med kødet, er det
søstrenes
og tanternes opgave at sørge for at dette bliver en
Hjælpere forbereder bordpynt Der
er dækket op på
gårdspladsen
Ved hver
plads bliver anbragt en recuerdo, en tortillakurv med et særligt
tortillaklæde med påskriften R.co de mi bautizo (til minde om min dåb)
- underskrevet Kristian Atzin.
Recuerdo
de mi
bautizo
Bordpynt
Som et særligt dansk indslag oversætter vi et par vers fra Grundtvigs
dåbssalme "Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille" til spansk (se
bunden af denne side). Vi
får teksten kopieret i landsbyens altmuligbutik med henblik på at synge den
på dansk og spansk for gæsterne ved bordet. Vi begynder i hver sin toneart, men
finder alligevel sammen i afsyngningen der vækker respektfuld tavshed - en dåb
er jo også en alvorlig sag, i hvert fald når man som vi, minder om dens
religiøse indhold.
Kort før middag er det tid til et hurtigt bad, men selv om huset nu har fået
indlagt bad og toilet med træk og slip, er det hyggeligere at gå ned til den nærliggende
flod som mange gør det endnu. Forbi landsbybrønden hvor mange kvinder stadig
henter al deres vand, forbi vaskestedet i floden hvor mænd kikker lige frem for
sig for ikke at blive mistænkt for at lure på kvinderne der vasker tøj med
nøgen overkrop. Det er december, men lufttemperaturen er ca. 25 grader, og
vandet i floden føles varmere end mangen sommerdag i Danmark.
Stemningen ved floden er paradisisk. Vi sidder alene, med fødderne
i klart og roligt vand omgivet af fiskehejrer og nogle store sorte rovfugle vi ikke kan
bestemme. En næsten uvirkelig oplevelse af uberørt natur og af at at her står tiden helt
stille, men fra tid til anden letter rovfuglene pludseligt og flyver op mod de
stejle, skovklædte skrænter der rejser sig på begge sider af floden.
Udsigt
over Paradis
Så er det tid til omklædning før vi skal i kirke, og kl. 13 begiver vi os op
mod den lille landsbykirke (se
afsnittet ”I kirke” herunder).
Efter bordet slår børnene katten af tønden. Med bind for øjnene prøver de at ramme en
piñata-tønde
med lange horn der indeholder mere slik. Nogle voksne prøver også. Det vækker
særlig jubel når den angribende slår vildt i luften omkring sig uden at
ramme, for ingen ved hvor piñataen er, og skulle man være heldig og komme den for
nær, bliver den straks hejset højere op.
(Selve ideen med at fægte vildt i den blå luft med bind for
øjnene minder os om de traditionelle maya danzas vi har set, hvor
de spanske conquistadores tumler berusede rundt med draget sværd.)
Men endelig bliver piñataen ramt så ofte og så tilpas hårdt at der går hul på den, og børnene får
deres belønning. Derefter er der lagkager, og traditionen tro får den nydøbte
lov at smage først, dvs. får flødeskum i ansigtet.
Piñataen er hængt op til
tøndeslagning Den
nydøbte smager først på lagkagen
som traditionen byder det
Dagen ender igen stille i familiens skød, men bag huset lyder hornorkestrets trutten og discomusikkens dunken. Læs herunder om hvorfor.
Kristian Atzin var heldigvis i godt humør
- -
hele dagen
I kirke i Mexico
Den flot pyntede indgang som vores barnedåb
nød godt
af
En 15-årig "konfirmand"
Konfirmanden står strunk i sin krinolinestivede lange
kjole foran trappen til kirken i Sasaltitla – og venter. Venter på at den ceremoni der skal markere
hendes forvandling fra barn til voksen skal begynde. Her har hun nu stået i tre
kvarter, for præsten er forsinket (har han mon glemt det?), men hun ser ikke
decideret utålmodig ud. I Mexico
kender man nok klokken, men ingen lader sig stresse af en aftale. Måske tænker
hun på den fest der er dækket op til derhjemme, og på gaden uden for huset der er
afspærret og indrettet som restaurant med små lejede borde.
Ved hendes side står mor og far, bag hende hendes følge af teenage-kavalerer i sorte habitter og med godt
med fedt i håret og allerbagest det hornorkester på ca. 15 mand der har
ledsaget hende fra hjemmet til kirken, og som nu underholder følget med meget
kraftige trut i den trefjerdedelstakts-musik i Verdi-stil der er så
karakteristisk for de landlige mexicanske hornorkestre.
Vi sidder indenfor og venter med et barn der skal døbes, og kikker imens på udsmykningen der afspejler den formue en familie bruger på at præsentere deres 15-årige datter på giftemarkedet. For hvad er denne dronningekåring andet end et signal om at pigen nu er mandbar?
Endelig kommer præsten, med mere end en times forsinkelse. Han skifter fra civil til ornat (der er mange klædningsstykker) i fuld offentlighed foran alteret – egtl. dejligt afmystificerende. Han er blevet opholdt af en demonstration der ikke tillod passage, fortæller han. Vi får det indtryk at han er omrejsende prædikant - i en lille rejsekuffert opbevares det nødvendige: alterdugen, drikkebægeret, oblaterne og altså også messehaglet og hans øvrige påklædning. Alt bliver pakket ud og ind som efter et bestemt ritual.
Selv om det "kun" er en konfirmation og en dåb han skal forestå, medtages alligevel en stor del af det sædvanlige gudstjenesteritual, og vi hører således også nadverteksten hvor præsten læser fra Bibelen ”og han brød brødet og gav alle deraf idet han sagde: ’Dette er mit legeme…’ ”. I den direkte tale laver præsten sin stemme om og taler med stor indlevelse og svag stemme som om Jesus allerede på dette tidspunkt var døden nær. Og i vekselsangen mellem præst og menighed holder han som en trænet koncertgiver mikrofonen ud mod publikum når menigheden skal svare. Efter hver læsning af skriftsteder holder præsten teksten ud mod os mens han siger ”Palabra de Dios” (Guds ord) – der kan I selv se!
Ellers prøver præsten at være slagfærdig og få en dialog i gang med den unge pige, men hun misforstår ham og tror at han kun stiller retoriske spørgsmål, fx om hvor mange søskende hun har, og da han beder hende om at sige tak til mor og far for de år de har opfostret hende, går hun i baglås og får kun fremstammet et kort ”tak”.
Da det bliver vores tur, må præsten spørge flere gange før
han får fat i barnets navn, men det er det mindste af oplevelsen.
Barnet er klædt i en miniatureudgave af den mexicanske
folkedragt, helt
i hvidt, med hvide sandaler og et lille kækt, knaldrødt
tørklæde om halsen.
Selv en lille morel (stråtaske) har han over skulderen, og mor og
halvdelen af
vores følge er klædt i farvestrålende mexicanske
dragter. Flere af de ældre kvinder står parat med vokslys
der skal velsignes, og under hele
ceremonien knipses der livligt løs fra alle vinkler, også
direkte hen over
skulderen på præsten. Det er vel vores barnedåb,
så det må han finde
sig i.
Gudmoder, Kristian Atzin, far og mor og se skete det -
Nogle skriftsteder læses af medlemmer af menigheden, fx
også af den unge pige og vores barnefader. En god skik, men mærkeligt nok er dette ikke aftalt i
forvejen, og vi undrer os på hvad der ville ske hvis en mindre trænet læser
blev sat i fokus på en uheldig måde.
Hjemme i gaden (pigen er vores nabo) er der stillet op til
dans. Pigen har i dagene forinden øvet ihærdigt på en præsentationsdans hvor
hun bliver ført frem af sine ”brudesvende” i kunstfærdige trin til levende
musik af et pop-rock band der har stillet op til lejligheden (hornorkestret
underholder stadig, men afløses i denne fase af den moderne musik).
Lysene skal
velsignes
Hornorkestret foran
kirken Den
stolte far kan bære den nydøbte hjem
Domkirken i Mexico by
I Ciudad de Méjico går vi igen i kirke, denne gang i
Domkirken på zócaloen, Plaza de la Constitución, og hører præsten fremsige
nadverritualet på samme måde som i Salsaltitla, med fordrejet stemme når Jesu ord skal
gengives. Åbenbart en tradition, tænker vi, men da vi dagen efter overværer
midnatsnytårsmessen i samme kirke, hører vi ærkebiskoppen tale hele vejen igennem
med klar røst. Der må altså være tale om flere traditioner, måske en gammel og en
ny?
Til gengæld ser vi gentaget udpakningen af alterdugen og de øvrige hjælpemidler
med militær (eller netop katolsk) præcision. Gad vidst om alterdugen ikke
også har ganske bestemte mål og der således er mange ritualer inden i
ritualerne?
Halvt inde i domkirken bliver vi opmærksom på noget udsædvanligt: folk begynder at klappe og stille op i to lange rækker ned igennem det lange kirkerum. For enden af rummet ser vi en procession med tre munke i spidsen der dels svinger et røgelseskar, dels bærer på brændstoffet til røgelseskarret, dels bærer en sølvindbundet Bibel over sig i strakte arme. Efter dem følger flere højtstående gejstlige og til sidst ærkebiskoppen af Mexico der bliver omringet af kirkegængere der insisterer på at blive velsignet. Kun tilstedeværelsen af tre-fire personlige bodyguards forhindrer en direkte omklamring af ham. Venligt ser han sig omkring og når også at velsigne mig med et lille anerkendende vink og et nik idet han passerer mig på vej til alteret.
På Plaza de la Constitución uden for kirken har vi lige set et par indfødte
foretage en renselsesceremoni med den samme, harpiksagtige røgelse som vi kan lugte her.
Vi må altså moderere vor opfattelse af indfødte ceremonier en smule – her
er i hvert fald tale om et overlap.
Renselse med røg foran
domkirken
Mens landsbypræsten klarede det meste selv med kun sporadisk hjælp fra en enkelt kirketjener, har ærkebispen ikke mindre end otte hjælpere: til at sprede røgelse og således rense alterbordet, til at brede alterdugen ud, til at finde de forskellige skriftsteder, til at hente en piedestal som Bibelen kan anbringes på når der skal læses fra den, til at tage bispehuen af og på og til at hente og flytte div. mikrofoner til at forstærke lyden i den store kirke. Mærkeligt nok har ingen af kirketjenerne åndsnærværelse nok til at vente med at slå mikrofonen til før den er på plads, så der er et bulder og brag og skratten fra mikrofonen under det meste af gudstjenesten. Ikke mindst fordi nogle af kirketjenerne fungerer som "overtjenere" der lige skal rette et par cm på indstillingen for at vise deres eksistensberettigelse.
Men selv om der således var mange dybfølte momenter under
vore tre besøg i kirken på denne rejse i december 2005, forbliver alligevel en
urolig følelse af en velekserceret forestilling med mange medvirkende i ganske
bestemte roller som overskygger oplevelsen af en åndelig nærhed og
bekræftelse af det som det hele drejer sig om – tro.
Zócaloen i Mexico by -
sydvestside
Zócalo - nordvestvestside
Mexicanernes glæde ved pynt og udsmykning fornægter sig ikke ved juletide. På den
centrale plads i hovedstaden er opstillet en kæmpe julekrybbe som nok tåler sammenligning
med den i Rom, i hvert fald er figurerne betydeligt større. Josef er -
selvfølgelig - sort ligesom Maria er mestiz hvorimod Jesusbarnet er
hvidt. Rundt om pladsen er facaderne oplyst af store neonlys med
julemotiver i
julefarverne. I forretninger og restauranter ses julekrybber
af enhver art, mest interessant måske den meget praktiske form der kan pustes op
lige som en hoppeborg; for jul, dét skal der være.
Oppustelig julekrybbe
i Mexico
by
Den tårnhøje julekrybbe på zócaloen i Mexico
by
Julekrybbe i Chicontepec med en
15-årig på
trappen
Julekrybben i kirken i Sasaltitla
Nytår
Til gengæld fejres nytåret meget mere stille end i fx
Danmark.
Ingen fyrværkeri her, og det er almindeligt at årsskiftet
fejres i familiens
skød. Således lukker de fleste restauranter kl. 18 el. 19,
og Nytårsdag er
helt øde uden gadehandel. Vi tilbragte derfor
nytårsaften på
hotelværelset hvor der heldigvis var rigeligt med tv-kanaler at
vælge imellem,
men kun ét program der lagde op til årsskiftet.
Pludselig virker vores
tradition med rådhusklokker, radioens pigekor og champagne kl. 24
en smule stiv og overspændt. Kunne vi også nøjes med
mindre?
Sasaltitla: "Gi' en skærv" til det gamle år
Patioen
i vores foretrukne hotel i Mexico by, "Hotel Isabel"
(en dukke :-)
Mexico by er jo bygget på vand, bogstavelig talt, og byen synker med
faretruende hast samtidig med at der er mangel på drikkevand - 9 (ni) meter de sidste hundrede
år mens fx Venedig "kun" er sunket ca. 25 cm. Vi havde længe
ønsket at se de sagnomspundne flydende haver som de spanske erobrere beskrev
så begejstret i 1500-tallet og tog derfor toget de 25 km fra centrum til søen Xochimilco hvor man kan sejle på
kanalerne mellem de oprindelige tømmerflåder der har slået rod i bunden af
søen. Mange har privatbolig ved kanalbredden, og de der bor på den
ikke-landfaste side, må stage sig frem til den lokale tienda
(købmanden) i flade pramme.
Mellem de lidt større udflugtspramme smutter mindre både med mobile køkkener,
fotografer og mariachiorkestre der mod betaling leverer underholdning på
udflugten. Mange familier tager egen picnic med, og området er tydeligvis ikke
kun søgt af turister.
Mobile køkkener smutter ud og ind imellem de større pramme
Til zapatistdemonstration i Coyoacán
Kl. 17 ville el subcomandante tale live fra et sted i Chiapas
om la otra campaña
(den
anden/nye vej = ikke-voldsmodstand), og vi besluttede os derfor for
ikke at gå glip af denne begivenhed selv om vi skulle
tiltræde vores
hjemrejse kort efter samme aften.
På
vejen derhen passerede vi Leon Trotskys fæstningslignende
hus og genopfriskede historien om mordet på ham; Trotsky boede jo i exil i
Mexico til han på Stalins ordre blev brutalt myrdet i 1940.
Desværre
nåede vi ikke at høre el subcomandante; transmissionen af talen blev forsinket, men en omtale af
den på dansk kan læses på http://www.modkraft.dk/article.php?sid=3779
(med spanske links til originalteksten og materiale om kampagnens
baggrund) . Til gengæld nåede vi at se på plazaens
opstillede boder og foretage nogle støttekøb
i form af cubanske håndrullede cigarillos, plakater, CD’er
og DVD’er om den
mexicanske revolution og Emiliano Zapatas liv og kamp for tierra y libertad
(jord og frihed) i begyndelsen af 1900-tallet.
Zapatistboderne på zócaloen i
Coyoacán -
og på zócaloen i Mexico by
Kort før
vi skulle gå, tiggede vores ellers ret stille nabo på bænken en cigaret, og
straks hun havde fået den, gik der hul på bylden, og hun blev meget
snakkesalig (måske fordi hun nu vidste at hun kunne tale med os). Hun
kvitterede for cigaretten ved at give os et de mange postkort hun havde siddet
og skrevet og fortalte derefter at hun var læge og bl.a. havde arbejdet fire år i
Cuba. Hun var kommet til Coyoacán af samme grund som vi (og signalerede derved
en fælles tro på at uretfærdighed kan og skal bekæmpes), og vi udvekslede
naturligvis adresser og venter nu på at se om vi modtager flere postkort fra
hende.
Vibeke og la Sra. Huerta på Coyoacáns
zócalo
et sjældent billede af fotografen i Coyoacán
Mexico er et forunderligt land som vi glæder os til at vende tilbage til. Med
en størrelse på fire gange Spaniens areal er der mange meget forskellige
oplevelser i vente.
- og her er han så med far og mor og Jomfruen af
Guadalupe i baggrunden
Recuerdo del bautizo de Kristian Atzin el 29 de diciembre de 2005
(Grundtvig: Sov sødt, barnlille. Oversættelse: Erik Møldrup)
¡Que duermas mi hijo
que quedes tranquilo
que descanses bien
así como aves
y flores se duermen en los campos!
El buen Dios mandó a
sus angeles guardar a
los niños pequeños en camas.
Se echan las gotas
de miel del cielo
al niño bendecido
de la mesa angelical
- vé a buscarla mañana;
y con ojos muy claros
dirás "buenas noches"
a dudas y penas y miedas.
Erik Møldrup
januar 2006