Ta’ bare det første fly til Dublin…

Et længe næret ønske gik i opfyldelse da vi i marts 2000 tog en uge til Dublin.  De senere år er rejserne ellers gået til de nyåbnede østlande fordi vi fornemmede at det gjaldt om at være hurtige hvis vi ville opleve landene som de var, men Dublin har længe spøgt som en attraktiv mulighed, og det skulle vise sig at også denne by er i hastig udvikling.

Forud for rejsen havde vi genlæst Irlands historie og var blevet mindet om den uhyrlige undertrykkelse englænderne har udsat irerne for: om Cromwells terror og afbrænding af mange landsbyer i 1600-tallet og om de efterfølgende straffelove der i århundreder forbød irerne at eje irsk jord eller få en højere uddannelse (det berømte protestantiske universitet Trinity College tillod først optagelse af katolske studerende i 1970erne); og om den store hungersnød i midten af 1800-tallet hvor irerne høstede og eksporterede tonsvis af fødevarer til England for så alligevel at blive sat fra hus og hjem når de ikke kunne betale huslejen selv om de nøjedes med at leve af kartofler.  Endnu i dag er den irske Paddy jo en molbo i England, bl.a. pga. det særlige engelsk der tales i Irland.  Men de oprindelige kelteres modersmål var jo heller ikke engelsk, og det skulle blive spændende at se om det nye Irland har haft held til at genoplive gælisk  som var forbudt i århundreder under trusler om strenge straffe (åh, de engelske gentlemen…)

Der er 1.000 pubber i Dublin, siges det – trods ihærdige forsøg nåede vi ikke at konstatere om det er sandt – og de fylder godt, både i gadebilledet og i sindet hos den der opholder sig i Dublin.  I pubben går snakken endog meget livligt med nysgerrige og imødekommende irere som synes at have en umættelig trang til socialt samvær.

Nu skal man nok ikke tro på alt der bliver sagt  over en pint, men selv når man trækker noget fra, tegner der sig et bestemt billede (som også bliver bekræftet ved avislæsning):


I et tigerspring delvist finansieret af EU har Irland flyttet sig fra næsten tredjeverdens tilstande til et moderne samfund hvor alle der vil det, nu har råd til mobiltelefon og en internetadresse (de nyrige hedder også the dot-coms).  200 års udvandring er dermed standset, i stedet søges der nu arbejdskraft overalt, navnlig af servicefagene pga. den opblomstrende økonomi og turisme, og multinationale (software)firmaer tiltrækkes som investorer pga. lav beskatning.  Der tales også en del italiensk og spansk i mobiltelefonerne på gaden, så indvandringen drejer sig nok ikke kun om tilbagevendende irere, men måske også om unge forretningsfolk fra hele verden.

Irland er et ungt land (republik i 1949) og føler sig også ungt – næsten genfødt.  På grund af udvandringen er op mod halvdelen af indbyggerne under 25 år hvilket præger i hvert fald bylivet på en ganske særlig måde.  Og hvor deres forældre var opdraget under strenge katolske vilkår, både i familien og i skolerne, som for manges vedkommende var katolske privatskoler, så er navnlig pigerne godt med og helt på lige fod med drengene i uddannelse og udfoldelse.  Men dog alligevel ikke mere end at aviserne kunne bringe en historie om en skolepige der fødte alene i sengen ovenpå mens moderen var nedenunder i køkkenet.  Bagefter lagde pigen sit (dødfødte) barn i skoletasken og begravede det i en mose.  De sidste 10-20 års økonomiske opsving er ikke nok til en grundlæggende holdningsændring.

Irerne er nu også begyndt at opleve en stor indvandring af flygtninge hvilket sætter deres imødekommenhed på prøve.  På gaden høres racistiske kommentarer, fx fra en mor der sagde til sin datter at hun ikke måtte sætte sig ved siden af en indvandrer i bussen, men modsat herhjemme oplevede vi også et par gange at andre irere satte racisterne grundigt på plads, bl.a. ved at love dem bank hvis de fortsatte deres chikane.  Andre satte ligefrem lighedstegn mellem det nye Irland og individualisme – ”vi er ikke længere solidariske,” sagde en 30-årig kvinde.
   Men det kan være svært at vise sin solidaritet når flygtninge-tiggere man betænker med mønter, vrænger ad én fordi de ikke fik sedler.  En kvinde (der udgav sig for at være fra Bosnien, men jeg har mine tvivl) gav mig således min femmer tilbage, og eleverne oplevede at en tigger med ”amputerede” ben på mirakuløs vis trådte ud af sin tigger-ham og fik førligheden tilbage da det blev fyraften.

Mens irerne har kæmpet sig ud af følgerne af den engelske kolonisation, har de altså fået en ny underklasse.  Hvor hurtigt det er gået, høres når en 28-årig mand fortæller om sin barndom og opvækst i 70ernes og 80ernes Dublin uden elektricitet, uden varmt vand eller tilstrækkelig mad – til gengæld godt med sukkermadder.  Det er nærliggende at tro at pubben var det sted man druknede sorgerne, men pubben har fra gammel tid også været det sted man samles og udveksler nyt og laver forretninger – øllet er i øvrigt næsten lige så dyrt i håndkøb som på pubben – og samtidig har savnet af materielle goder betydet at man har fokuseret på musik og digtning (det koster ikke noget at fortælle en god historie) og dyrket det sociale samvær til perfektion.
   En lun meddeler fortalte os at i Irland arbejdes der sjældent om fredagen pga. den tilstundende weekend, og om mandagen har det jo lige været weekend – midt i ugen om onsdagen puster man lidt ud… having a laugh is what it’s all about.  Men sådanne oplysninger afhænger vel altid af hvem man spørger…
   Spontan sang og folkemusik trives overalt i bedste velgående – riverdance er også for amatører – og Bono fra rockgruppen U2 gav fredag en improviseret optræden i en pub forud for en koncert om lørdagen. Gælisk tale og sang hørte vi også, men mest som kuriosum.  Alle skoleelever lærer gælisk, men da engelsk er et verdenssprog, er det naturligt at de først og fremmest ser fremad og ønsker at kunne begå sig på engelsk hvorfor gælisk nemt får status som fremmedsprog.

Dublin er omgivet af lave bjerge, og da vi ikke på denne tur havde tid til at besøge de naturskønne områder på vestkysten, sørgede vi for at komme til Glendalough, et klostersamfund fra 800-tallet, beliggende i et storslået, meget kuperet terræn kun en times kørsel syd for Dublin.  En attraktion i verdensklasse og vidne om den afsondrede ro man også finder i Irland.

Til gengæld samlede optoget på den nationale helligdag St. Patrick’s Day  i år 550.000 tilskuere i Dublin, og ventetiden var lige så fornøjelig som den kan opleves til en fodboldkamp, med hyggesnak til højre og venstre.  Bagefter var alle tørstige…
   I modsætning til tidligere præger IRA og kirken ikke længere optoget – fri vilje er ikke længere kun et politisk eller filosofisk begreb, men et dagligdags faktum for mange unge der er trætte af krig og undertrykkelse.  IRA-sangene hørtes til gengæld på pubberne bagefter, dog vist mest som hygge og adspredelse.
   Men selv om dette års optog var det festligste nogensinde med 33 deltagende grupper, er det svært at se hvordan dette ”karneval” med et stærkt kommercielt islæt skal kunne engagere den irske ungdom i fremtiden.  Traditionen synes nu så udvandet at den snarere henvender sig til turister end til indfødte, og selv om paraden i dag kan tolkes som et udslag af livsglæde, kan det godt blive lidt ensformigt at se og høre på marching bands fra amerikanske high schools som jo egtl. ikke har noget at gøre i en fejring af den irske skytshelgen, symbolet på den irske republik.
   Næste dag kunne vi da også i avisen læse om 3.000 opkald til politiet om uro og optøjer af alle slags, og der blev kastet sten efter brandmænd der var tilkaldt til en brændende bil.

Men denne uro oplever turisterne jo ikke, og varmen fra andre udadvendte irere sætter større spor: på vores vej til lufthavnen om lørdagen i den almindelige bybus stod en irsk kvinde på, og i løbet af de bare 1-2 stoppesteder hun skulle med, nåede hun uopfordret at fortælle os at hun var på vej til et hjem for handicappede hvor… samt at hendes ældste søn blev 21 i går… og at hendes yngste søn sov længe i dag… og…

Jo, vi blev venligt modtaget i Irland og drømmer om at tage det første fly tilbage.  Men vi lærte også noget om forhold vi aldrig har kendt til i Danmark: fx var det en tankevækkende oplevelse at besøge Kilmainham fængslet fra 1796 hvor politiske oprørere har siddet indtil 1924 – et sted der i dag synes lige så helligt for mange irere som det Sixtinske Kapel.

Det er faktisk forbløffende at Irland har kunnet rejse sig igen efter de mange års undertrykkelse.  Selvfølgelig har Dublin som hovedstad og sæde for den engelske vice-konge altid haft mange flotte huse og regeringsbygninger og et engelskpræget kulturliv, men det nye Irland er godt på vej fremad uden at glemme fortiden.  Om det bliver en to-sproget fremtid med behov for og plads til det særligt irske, må tiden og den irske ungdom vise…
 

Erik Møldrup