Manneken Pis - Pisser EU også på os?
Det var med en blanding af store forventninger og en vis skepsis at Jonas og jeg drog til Bruxelles for at deltage i et seminar om Unionsborgerskab, arrangeret af Salvador Madariaga Fonden, en selvejende institution som arbejder for at fremme oplysningen om EU.
Indbydelsen var kommet i stand via en "stilekonkurrence" for alle 16-18 årige elever i det geografiske Europa hvor de på max. 30 ord skulle definere deres opfattelse af og forventninger til begrebet Unionsborgerskab. 1.500 elever fra hele Europa deltog, og de 18 vindere (samt deres lærere) blev valgt anonymt af et dommerpanel der også gav plads til "provokerende" udsagn som fx Jonas’ bidrag:
Princess Europe is being raped once again
By corrupt commissioners and puppet police
Monitored by multinational « Elfs » and « Echelons
»
European citizens should retain their integrity
– If they can’t, forget it !
De øvrige deltagerne i seminaret (vinderne) kom fra Portugal (5), Spanien (1), Italien (2), Østrig (1), Slovenien (4), Slovakiet (1), Grækenland (1), Bulgarien (1) og Tyrkiet (1), og typiske udtryk for indholdet af de vindende definitioner var flg. følsomme udsagn fra en portugisisk deltager:
L’Europe est un océan où se croisent et se mèlent de cultures
Nous sommes des vagues qui les embrassent et qui prennent une route commune vers l’horizon précis
eller dette fra en slovensk deltager:
Not having European citizenship feels as if you were a bird
and you needed a passport to pay a visit to a friend in the next
tree
På en sådan baggrund syntes det både omsonst og småligt at fremføre danske betænkeligheder i retning af korruption, overvågning, udvandet demokrati og social velfærd. Det stod i hvert fald hurtigt klart at deltagernes forventninger gik i helt andre retninger hvilket er meget forståeligt når man betænker hjemlandenes historie og økonomi. Tidsånden er klart FOR forbrødring – næsten uanset betingelserne – og fred, personlig frihed og økonomisk velfærd (forbrug) har første prioritet for tidligere østlande og andre "randstater".
Nogen samlet diskussion med afvejning af argumenter blev der desværre aldrig tid til – dertil var deltagerne for mange og seminarets sigte for éntydigt – men som diskussionen skred frem, ledet af et panel af skiftende talere fra kommissionens store stab af embedsmænd og visionære europæere, blev der alligevel bragt et par emner på bane som satte den Europæiske Union lidt i relief:
Amsterdam-traktatens indhold (unionens grundlov) er dynamisk , dvs. at dét der ikke står i den i øjeblikket, vil blive tilskrevet lidt efter lidt – når et land søger om optagelse, tilslutter det sig en hensigtserklæring som er den egentlige grundlov en samlet europæisk militærstyrke er således allerede en realitet – det er kun et spørgsmål om tid før den er operationel allerede nu er mere end halvdelen af nye love i de enkelte lande et udtryk for EU-direktiver, ikke kun pga. økonomiske konvergenskrav, men som udtryk for den harmonisering der gælder både økonomi, retslige forhold og kultur og uddannelse hvis et eller flere lande ikke vil eller kan deltage i fremtidens dynamiske udvikling, vil der udkrystallisere sig et A- og et B-hold hvor A-holdet består af Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og (måske) England der således kommer til at tegne den europæiske idé
Vore demokratiske betænkeligheder på andres vegne var
ikke interessante – toget er kørt – og Jonas og jeg begrænsede
derfor vore indlæg til at udtrykke en moralsk betænkelighed
vedr. solidaritet: hvis vi ser bort fra solidaritet med danske arbejdere
og de arbejdsforhold og politiske vilkår vi har opnået i Danmark,
skal vi så nøjes med at være solidariske med de øjeblikkelige
medlemsstater? eller skal vi udvide solidariteten til at omfatte potentielle
medlemmer fra resten af Europa? eller bør vi være solidariske
med hele (den tredje) verden, dvs. afskaffe den toldbeskyttelse af det
indre marked der opbygger og beskytter et Fort Europa? Hertil var
svaret klart: den Europæiske Union er et økonomisk (og politisk)
modstykke til (navnlig) USA, og målet er at blive en supermagt.
Meget af det ovenstående er jo allerede (er)kendt i den danske debat, men det var interessant for os at høre den store plan udtrykt så klart uden omsvøb (uden kræmmeragtig indpakning – EURO-diskussionen er ikke KUN en økonomisk detalje), og det var meget oplysende at erfare at lærerne i Grækenland har oplevet de samme nedskæringer af deres forberedelsestid som vi.
Pudsigt nok havde flere af deltagerne (der følte at de kom fra overlevelsestruede "udsteder") medbragt turistbrochurer fra deres egn (fx Asturien og portugisisk Galicien), brochurer der netop betonede forskelle i levevis og kultur. "Vive la difference" og "respect for minorities" blev også ytret af deltagerne flere gange, og umiddelbart skulle det synes oplagt at fremtidens Europa bør være et mellemstatsligt samarbejde om fælles problemer, men uden den politiske og økonomiske binding der ligger i Amsterdam-traktaten. Det er bare ikke et reelt alternativ al den stund der ikke foreligger et konkret modstykke til unionen. Er du med eller ej, er spørgsmålet lige nu. Og som det blev sagt fra panelet: There’s no such thing as a free meal = man tager og giver – man kan ikke kun få fordelene.
Et forsigtigt gæt på fremtiden kunne være at vi får et snævert samarbejdende A-hold (den egentlige union) og et B-hold af løsere tilsluttede stater. Men at forestille sig at B-holdet skulle udgøre et alternativ til A-holdet ville være ønsketænkning – hvorfor opløstes EFTA-samarbejdet hvis ikke fordi udviklingen gik i retning af EU?
På seminaret henledte en deltager opmærksomheden på et Sydeuropa hvor traditionen tillader en forskel mellem betydningsfulde og ligegyldige borgere og et Nordeuropa hvor den enkelte borger har en stemme der bør høres før der indgås kompromis. Det er næppe noget tilfælde at Norge er udenfor EU og at Sveriges stilling er lige så uafklaret som Danmark. På den anden side er det forstemmende at det er konstateret at 1,5 millioner voksne danskere ikke kan læse en tekst, og man kan på denne baggrund godt nære sine tvivl om EU-modstandens substans og kvalitet. Alligevel, en "ukvalificeret" modstand fra én EU-borger kan vel være lige så god som et "ikke-ytret" samtykke fra en anden?
Modsat den sædvanlige skelnen i argumentationen for og imod EU hvor det siges at hjertet følger Gud, krone og fædreland, vil jeg mene at hjertet ligger i solidaritet med dem der taber ved at verdens rigeste lande kappes om at udkonkurrere hinanden i markedsandele mens afstanden til de fattigste lande bliver større og større.
At der er et behov for hjælp til de fattigste lande – og ikke kun for hjælp til deres selvhjælp, men også for akut hjælp til os selv – ses bl.a. af stigningen i nu resistente bakteriesygdomme som fx tuberkulose i Estland og Rusland. Med den stigende rejseaktivitet som følge af globaliseringen har vi allerede nu påbegyndt importen af disse sygdomme som kun kan bekæmpes ved en massiv hjælp på stedet, vel at mærke også for vores egen skyld. Også hjernen støtter en øget solidaritet.
Tilbage står spørgsmålet om hvorvidt denne hjælp ydes bedst gennem optagelse i et ekspanderende "EU" med tilhørende krav om styring, eller om vi tør tiltro landene selv at løse deres problemer efter en massiv, mangefacetteret hjælp.
Efter besøget I Bruxelles er dette blevet spørgsmålet for mig. Ikke om vi skal bekæmpe arbejdsløsheden ved kritikløst at acceptere nye multinationale arbejdspladser, eller om Danmark skal overleve som en demokratisk enklave, eller om jeg føler mig som europæer eller ej, men om hvordan vi bedst kan bidrage til klodens overlevelse.
Marts 2000,
Erik Møldrup
Efter seminaret blev der endelig tid til en øl - Maas!
