Lille musikhistorie m/analysetermer

INDLEDENDE BEMÆRKNINGER

Inden for den vestlige verdens musik har parametrene (de elementer, der kan ændres på, så som:)

   1) melodik
   2) rytmik
   3) harmonik
   4) form
   5) dynamik

været genstand for vekslende interesse. Man kan ligefrem sige, at den europæiske kulturs historie har været  integreret i musikkens udvikling, idet tidens smag, klædedragt, tekniske landvindinger inden for fx arkitektur m.m. også afspejles i musikken.

Den første europæiske musik var énstemmig, dvs. harmonik/akkorder var et ukendt begreb, og - såvidt vi véd i dag - var også rytmikken temmelig uinteressant, når undtages den (overvejende) folkelige dansemusiks karakter, formodentlig i 3-delt takt.

Pga. det ringe antal (forskellige) instrumenter var den dynamiske afveksling også temmelig grov, og formen har oftest været 2-delt, evt. som forsang + omkvæd.

Det element, der først blev dyrket  mhp. et nuanceret musikalsk udtryk, var melodikken, som ofte antog en meget udsmykket karakter, i hvert fald inden for den dannede musik.  Uden for borgen/kirken har folket formodentlig dyrket en fest-relateret musik, som var noget simplere i sin opbygning.

Men ligesom alt andet i den vestlige verden undergik forandring ("forbedringer"), således skiftede også musikken karakter, efterhånden som andre musikalske parametre blev inddraget og gjort til genstand for interesse og udvikling.

Harmonikken blev først et betydende musikalsk udtryksmiddel fra omkring 1600 (i barokken), og det pga. akkordernes spændingsfyldte forhold til hinanden.
I modsætning til andre kulturer, hvor begrebet harmonik enten er totalt fraværende eller kun dyrkes sporadisk, blev harmonikken det bærende element i europæisk musik, til gengæld "forsømtes" udviklingen af melodik og rytmik (modsat f.eks. Afrika og Asien).

Hver musikhistorisk periode har sit særpræg, som kommer til udtryk i den overordnede karakter og i periodens andre særlige karakteristika.
   I barokken er det de ofte grelle kontraster, der dyrkes, til gengæld er udtrykket i de enkelte afsnit udtryksmæssigt stabilt.  Senere - i  klassikken - dyrkes den gradvise ændring  (= videreudvikling)  sammen med det behagelige, simple og iørefaldende.
   I romantikken  dyrkes ekstremerne, man søger den inderste inderlighed og den yderste udvendighed, altså igen kontraster, men nu så det forslår.  Og denne vekselvirkning i udtryk fra periode til periode fortsætter op gennem tiden med stadig kortere interval.
   Musikken bliver ikke "bedre" af at blive mere kompleks eller "svær" (både at analysere og at udføre), men dens stil og udtryk svarer altid meget godt til  tidens øvrige (kunstneriske) udtryksmåder.

Var verden da simplere i gamle dage?  Jah, for os vel;  vi har jo set og hørt meget forskelligt, så der skal meget til at gøre indtryk på os. Men ikke nødvendigvis for den samtidige lytter, som hørte en musik, der passede til datidens verdensbillede.  Og dybt i musikkens inderste væsen ligger der måske noget arketypisk essentielt, som gælder til alle tider;  nogle almenmenneskelige følelser og erfaringer, der passer lige godt på lytteren af i går som lytteren af i dag.

For at kunne få del i denne fællesmenneskelige oplevelse er det imidlertid nødvendigt at kaste fordommene fra sig og møde musikken med åbne ører.  Men forståelsen af de følgende siders musikhistorie er ikke nogen garanti for større musikoplevelser; derimod nok en hjælp til at indse, at  tilstedeværelsen og den praktiske udformning af førnævnte parametre er det, der gør musikstykker forskellige og derfor en analyse værd, hvis man vil undersøge menneskehedens udvikling.
 

DE ENKELTE PERIODER

I.  BAROK   (ca. 1600 - ca. 1750)  (Purcell, Vivaldi, Bach, Händel)

Stilkarakteristika:
   a) polyfoni = mangestemmighed; alle stemmer har melodisk karakter, men ikke
       nødvendigvis fælles rytme, (men de kan have samme rytme forskudt i forh.t.
       hinanden, som ved kanon);
   b) ret fast rymisk puls, (men ikke nødvendigvis hurtigt tempo);
   c) rytmiske, melodiske og harmoniske sekvenser, som styres af harmonikken;
   d) megen ornamentik (udsmykning) i melodi;
   e) store kontraster mellem de enkelte formafsnit,
   f) komplementærrytmik :én stemme pauserer, en anden tager føringen, f.eks. i
   g) imitation, hvor de enkelte stemmer "efterligner" hinanden.

Typiske former:
   h) rondo (RaRbRcRd...R):  kraftig tutti-ritornel + svagere (solistisk) mellemspil;
   i) dansesatser arrangeret i en suite: f.eks. gavotte, menuet;
   j) fuga (en kompliceret kanon);
   k) satsens enkelte afsnit er klart afgrænsede vha. kontraster:
       1) nyt tema; og/eller
       2) harmonik; og/eller
       3) dynamik (forskelle i styrke, instrumentation m.v.) fx terrassedynamik;
       4) disse forskelle kan optræde enkeltvis, men oftere flere sammen.

Musikkens karakter:
   l)  hvis der er en tekst, vil musikken ofte næsten naivt genfortælle teksten;
       den musikalske behandling af det enkelte tekstled varer ofte længe, bl.a. pga.
       sekvenserne;  ved tekstskift skifter musikken derfor karakter;
  m) mens formen ofte er symmetrisk, vil den melodiske karakter ofte være temmelig
       udflydende pga. sekvenserne;
  n)  sekvensernes bestandige (komplementærrytmiske) løb skaber til gengæld -
       sammen med harmonikkens spænding-afspænding - en næsten uafvendelig
       propellerende fremdrift, når først satsen er i gang.

Barokmusikkens dynamiske karakter skyldes i stort omfang funktionsharmonik, en bastant puls og melodiske, rytmiske og harmoniske sekvenser.

Komponistens/musikerens stilling i samfundet var som en håndværkers; kunstbegrebet som vi kender det i dag, opstod først med romantikkens dyrkelse af individet. Når velhavende barokfyster satte penge af til lønning af komponist + musikere var det lige så ofte ud fra et ønske om at lade sig repræsentere markant og prægtigt som af kærlighed til musik.  Og i kirken var organisten  underlagt den tids "menighedsråd", som ikke altid forstod at værdsætte nye kompositioner.

Til andre notater om barokken:
...
...
...
 
 

II.  KLASSIK   (ca.1770-ca.1800)  (Wienerklassik: Haydn, Mozart, Beethoven)

Stilkarakteristika:
   a) homofoni ( = harmoniseret melodi);
   b) sangbar melodik i 4-takts perioder, styret af harmonikken;
   c) melodisk udvikling af et tema, (evt. et motiv);
   d) kontrasterne er mindre grelle end i barokkens kunst,
       fx temakontraster (hovedtema over for sidetema osv.), eller
       toneartskontraster (modulation fra Tonika til Dominant);
   e) kontrasterne opnås gradvist,  f.eks ved modulerende mellemspil
       eller vha. crescendo/diminuendo,
       eller "nænsomt" vha. skift af tonekøn (Dur-moll).
   f)  Hvor barokmusik har længere, dynamisk stabile stræk, fornemmes wienerklassisk
       musik mere gradvist afvekslende.

Typiske former:
Større værker samles i 3-4 satser, hvoraf den første sats altid er i
sonatesatsform: en tredelt form A-B-A (ofte med gentagelse af A: AABA1)
                         benævnet A = "eksposition"
                                         B = "modulationsdel"
                                         A1= "reprise" (gentagelse af A) med flg. underinddelinger:

||:Hovedtema-overledning-Sidetema-Epilog:|| modulationsdel ||  Reprise   ||  Coda   ||
||: (Dur) modulation fra T - D                       :|| forsk. tonearter || kun tonika ||  "hale" ||
||: (moll) modulation fra T - Tp                    :|| forsk. tonearter || kun tonika ||  afslutn.||

dvs. at sidetemaet i en moll-symfoni bringes i både Dur og moll, første gang i moll (T), anden gang i Dur (Tp).

Andre satsformer:
   a) Variationsform  (et længere tema præsenteres og varieres melodisk/harmonisk)
   b) Menuet (3-delt form: Menuet-Trio(kontrast)-Menuet)
   c) Rondo (som i barokken), samt
   d) en blanding af barokkens rondo og wienerklassikkens sonatesats
      (ritornel nu = hovedtema; mellemspil nu = sidetema)

Tema-karakteristik:
   Hovedtemaet er ofte  kraftigt og rytmisk markant, mens
   sidetemaet er svagere instrumenteret og mere melodisk;
   epilog-temaet ligner ofte hovedtemaet (måske begyndelsen af hovedtema).
   Codaen vil ofte være bygget over noget karakteristisk fra hovedtemaet.

Musikkens karakter:
   Ofte meget melodisk og behagelig at lytte til, men bestemt også med "dybde"
   (= store sjælelige udsving), bl.a. pga. den bevægelige dynamik.
      Barokkens formmønster og karakteristiske puls kan "citeres" i perioder, men
   ellers ligger sonatesatsens tyngdepunkt i "modulationsdelen", hvor (navnlig
   hoved-)temaet spilles rundt mellem de forskellige instrumentgrupper og i
   forskellige, men som regel nærtbeslægtede tonearter.
      Modulationsdelen kan ligne barokmusik pga. de mange imitationer og sekvenser;
   men selv om dette afsnit er centralt for satsen, er det vigtigste stilkarakteristikum
   den overordnede udvikling fra expositonens præsentation (med tonearts-"løft" til
   dominant eller Tp), over modulationsdelens "kaos", til reprisens gentagelse af
   ekspositionen, (men nu kun i tonika) - med andre ord: en cyklisk form, som efter
   præsentationen udforsker tema'ernes potentiale i modulationsdelen, så de høres (og
   forstås) på en anden og dybere baggrund i reprisen. Hvor barokmusikken ofte
   repræsenterede, (men ikke altid blev skabt for sin egen skyld), er wienerklassikken
   et stadium på vejen mod den individuelle følsomhed, som rendyrkedes i
   romantikken.

Til notater om wienerklassikken:

...
...
...
...
 

III. ROMANTIKKEN (ca.1800-1900) ofte opdelt i:
       Præromantik (1800-1830)
       Højromantik (1830-1850)
       Senromantik (1850-1900) (Nationalromantik)

Stilkarakteristika:
   1)   udvidet harmonik:  fir- og femklange ( b5, b9 ) som bi-dominanter;
          mange harmoniske skift undervejs i satsen;
          pludselige ryk til fjernere-liggende tonearter (f.eks. fra C til Ab);
   2)   stor interesse for klangen (nye instrumenter som klarinet og saxofon);
   3)   ofte meget differentieret rytmik (f.eks. "dobbeltpunktering" og "kvintol");
   4)   melodikken er ikke symmetrisk, men udvikler sig frit ("fabulerende");

   alt sammen for at give så nuanceret og præcist et udtryk som muligt.  Musikken
   bliver herved meget personlig i langt højere grad end det var tilfældet i barokken
   og (til dels) klassikken.
   Hertil kommer en udstrakt brug af tekst-forlæg som inspiration for musikken.

Former:
   den romantiske komponist arver alle de hidtil kendte formmønstre, men behandler
   dem ret frit  (blander fx to former).

   En ny og typisk romantisk form er lied'en, en klaverakkompagneret solosang med et
   (eller flere) digte som forlæg.  Ofte blev en samling af flere sammenhængende digte
   (en cyclus) omsat til korte sange, som har et fælles indholdsmæssigt tema. I
   modsætning til f.eks. danske sange fra sangbogen er klaverstemmen ret fri i forh.t.
   sangstemmen - der er netop tale om et (især harmonisk) akkompagnement (a la
   guitar), men klaverstemmen kan også være særdeles aktiv og (navnlig)
   stemningsbeskrivende eller måske endda fortolkende.

Liederne falder formmæssigt i tre grupper:
     a) de strofiske (samme sats til alle vers - teksten beskriver ofte en tilstand);
     b) de strofisk varierede (måske fordi teksten indeholder en udvikling);
     c) de gennemkomponerede (hvor musikken udvikler sig frit, parallelt med en
         mere dramatisk tekst).

   I alle lieder tilstræbes en høj grad af "oversættelse" eller snarere "omsættelse"
   af digtets stemning og indhold til musik. Den rytmiske udformning ligger ofte meget
   nær talesprogets (med dynamisk understregning af betydningsbærende ord) - et
   træk, der osgå gælder melodikken: toptonerne i sangstemmens melodiske kurve
   afstemmes efter digtets indhold (= sammenflad af digtets og sangens klimaks).

   Harmonikken bruges bevidst til at skabe spænding-afspænding og som kontrast.
 

Musikkens karakter:
   Pga. den intensive dyrkelse af udtrykket i både melodisk, rytmisk og harmonisk
   henseende er romantisk musik fyldt med spændinger, som udtrykker en høj grad af
   følsomhed: kunst og kunstner-begrebet stammer fra romantikken. Det personlige
   udtryk er derfor fremherskende (en følge af den kraftige eksperimentering med
   tidligere perioders former og normer).
      Hvert musikstykke har i en vis forstand sin egen form = den form, der egner sig
   bedst til at give udtryk for det, kunstneren vil.
      At kunne præsentere komponistens intentioner for et publikum stiller ofte store
   tekniske krav til den udøvende, som derfor også betragtes som kunstner, i det
   omfang han/hun kan realisere komponistens idéer på en for tilhørerne givende måde.
      For at kunne komponere og fremføre  f.eks. en lied stilles der altså krav til
   komponist og udøver om indlevelse som både 1) tekstlæsere, 2) skabende kunstnere
   og 3) fortolkere.  Hertil kommer opdragelsen af publikum, som jo gerne skulle
   kunne følge det geniale.  Musikundervisning/analyse-fortolkning, som vi kender den
   i dag, stammer derfor også fra romantikken.

Til notater om romantikken:
...
...
...
...
 

DET 20. ÅRH. - MODERNISMEN

Stilretninger:
  1) impressionisme;
  2) ekspressionisme;
  3) atonal musik;
  4) folkemusik-inspirerede komponister;
  5) andre komponister, hvis eksperimenterende musik unddrager sig klassificering

Ligesom det tydeligt ses i malerkunstens udvikling, sker der omkring århundredskiftet (kraftigt accenturet af Den første Verdenskrig) også en nyorientering i musikken. Dels et forsøg på at "begynde forfra"/ gå helt nye veje - en reaktion mod den  (navnlig harmoniske) "mætning", der havde fundet sted i slutningen af det 19. årh. -  dels et forsøg på via "reformer" at bygge videre på vedtagne og stadig bæredygtige normer.
   Den tiltagende opløsning af det figurative element i malerkunsten over mod det totalt non-figurative svarer til en musik, hvor begreber som formmønstre, melodik, (tre)klange/akkorder og klang  enten ikke fandt anvendelse eller blev totalt omdefinerede.

I impressionismen var idealet en svævende og stemningsskabende musik, hvorfor kvintcirkel-harmonikkens love om gode forbindelser blev forladt til fordel for parallelførte akkorder (C-Dm-Em eller C-Bb-Ab).
   Ligedes blev Dur/moll-begrebet forladt og erstattet af "heltone-skalaen" (f.eks. c-d-e-#f-#g-#a/b-c ).  Herved mistede begreber som toneart og Tonika og Dominant enhver relevans, og de enkelte akkorder anvendes i deres egen ret, ofte uden sammenhæng med et større forløb.  De banebrydende komponister var franskmanden Debussy og spanieren Ravel.

Ekspressionismen og den atonale musik (også kaldet "12-tone musik") fik en kort levetid.  I deres forsøg på at skabe nye regler for f.eks. melodik og harmonik satte de involverede komponister (bl.a. Schönberg, Berg og Webern) så skrappe regler for at komponere, at mange - især blandt publikum - ikke kunne følge med. Som udtrykket "12-tone musik" angiver, tilstræbtes en total lighed mellem alle de 12 kromatiske trin inden for en oktav - dette gjorde netop musikken a-tonal = ikke i nogen bestemt toneart. Endvidere måtte ingen tone forekomme igen, før alle de resterende 11 havde fundet anvendelse. Strenge krav, der også bidrog til at give musikken en ganske særlig karakter, som i hvert fald ikke faldt i publikums smag (ligesom megen non-figurativ malerkunst).

Andre komponister søgte at skabe et nyt udgangspunkt ved at inddrage folkemusikelementer i deres musik, bl.a. ungareren Bartok, englænderen Vaughan Williams.  (Danskeren Carl Nielsen er i sit udtryk præget af både den sene (national)romantik og en dansk folketone).  Hos disse komponister ses ofte en tilbagevenden til klassikkens og romantikkens formmønstre og en genindførelse af et harmoniseringsbegreb (tonalitet), men med mange "moderne" islæt (utraditionelle, kvartopbyggede akkorder). Folkemusikelementerne begrænser sig oftest til noget melodisk og rytmisk.

Et særligt, typisk træk for megen eksperimenterende musik er dens klangbegreb, som ofte byder musikerne at spille på en utraditionel måde: slå, banke, klappe på violinen eller spille ovenfor "stolen" på violinen (det stykke træ, der løfter strengene fra dækket) = "katte-musik"; eller mange tætliggende toner spillet samtidigt (de såkaldte "clusters" = "klaser").  Sådanne afsøgninger af musikkens grænser er i stigende grad blevet suppleret med anvendelsen af moderne elektronisk teknik som f.eks. computere og forskellige former for forstærkning og forvrængning (ekko o.lign.).

Selv koncertbegrebet har været underkastet eksperimenter (f.eks. de såkaldte fluxus-happenings), hvor de medvirkende spillede en "pause" for tilhørerne eller hældte vand i et flygel ("Water Music").

I de senere år har der været en udtalt eksperimenteren med fusion af forsk. stilarter, hvor "klassisk" musik har forsøgt at overtage elementer fra jazz og rock. Her stiller mediet/de klassiske instrumenter sig nok i vejen for en højere grad af tilnærmelse; men nutidens komponister er jo også vokset op med og inspireret af populærmusikken, så mange muligheder står åbne. Hvis de udøvende musikere også kan leve op til fusionsintentionerne, kan musikken i det 21.årh. blive lige så postmodernistisk som litteraturen og malerkunsten, hvor "collager", dvs. nye sammensætninger af noget kendt, har afløst de traditionelle krav til ny-skaben. Herved bevares traditionen, men hvad med noget helt nyt?

Omformateret til html marts 2001
Erik Møldrup
(opdateres senere)