INTERN MUSIKANALYSE

En analyse af et musikstykke kan principielt rette sig mod mindst tre hovedområder:

1. musikken selv som den kommer til (skriftligt) udtryk i et partitur; (intern analyse)
2. musikkens klang og dens lydlige udtryk i øvrigt (gælder fx megen rytmisk musik);
3. musikstykket i en samfundsmæssig sammenhæng (musiksociologi).

Hertil kommer forskellige andre måder at karakterisere og omtale musik på, fx via en fokusering på hhv. tid og rum hvor "tid" betegner en melodisk-, harmonisk-, rytmisk- og derved dynamisk udvikling i musikstykket, mens "rum" refererer til andre kvaliteter som de bl.a. kommer til udtryk i "tranceskabende" musik.

Det følgende omhandler udelukkende den interne analyse i forhold til et partitur hvad enten dette foreligger trykt eller ej, analysemetoden er den samme.  Dette gælder også fx jazz.
 

Intern analyse af et stykke musik betyder først og fremmest, at man i partituret finder ét eller flere/mange tema'er, som komponisten varierer på forskellig måde.  Denne måde beskrives så nærmere. De forskellige temaer og deres udvikling afrundes gerne, før komponisten går videre, og derved fremkommer en FORM, som i mange tilfælde kan sættes på en (bogstav)formel. Nogle formmønstre er så almindeligt forekommende, at de har et navn, f.eks. rondo og sonatesatsform.

Tema: et relativt kort musikalsk udsagn, som er nemt at genkende, f.eks. pga.en karakteristisk rytme, en karakteristisk melodisk linieføring, et spring eller kombinationer heraf.  Tema'et kan godt ændre sig undervejs, ligesom det ikke altid bringes i sin helhed. Et tema kan også beskrives mht. dets dynamik, dvs. om det er i lange/korte toner (om det forekommer i relativt langsomt eller hurtigt tempo); om det stiger eller falder i styrke undervejs (crescendo / decrescendo).

Variationen af tema kan være melodisk eller rytmisk, men lige så ofte harmonisk: skift af  toneart.  Dette ses bl.a. af de tilføjede ekstra fortegn (#'er,  b'er, el. opløsningstegn). Altså: skift af toneart er også en form for variation.

Formens forskellige dele kan indeholde forskellige temaer i forskellige tonearter - tema og toneart bestemmes/beskrives derfor.  Endvidere kan der være tale om en forskel i instrumentering (som bestemmes) eller styrke (f.ex. kraftigt/svagt), eller der kan forekomme melodisk stof, som knapt kan karakteriseres som et tema (eller afledninger heraf, fx motiv), men som alligevel udvikles efter et særligt mønster, som så beskrives.

Endelig kan stykket have en TEKST (sunget eller blot som inspiration), som komponisten har forholdt sig til, og som kan sammenholdes med musikkens udtryk: hvad i teksten har komponisten ladet sig inspirere af/skildret? og på hvilken måde?
 

FREMLÆGGELSEN af analysen skal helst indeholde faglige udtryk, som kan befordre forståelse og gøre analysen mere præcis, men ellers er ligefremme udsagn på almindeligt dansk tilstrækkeligt.  Det vigtigste er, at der gives udtryk for de iagttagelser, der kan gøres med øjne og (ikke mindst) ører.

Normalt er det bedst at begynde med de store formomrids (bestem/afgræns storformen), hvorefter man bevæger sig indad i værket, så man ender med detaljerne i de enkelte afsnit - dette er langt at foretrække frem for nogle meget detaljerede iagttagelser i spredt orden.
 

I øvrigt indbyder hver enkelt musikstykke til en unik behandling, hvorfor man bør lade sin analyse og fremstilling heraf lede af det stykke, der analyseres, og ikke bevidstløst følge en bestemt plan.

NB Ovenstående beskriver først og fremmest en intern analyse af et stykke klassisk musik, men megen jazz afviger i sin opbygning ikke fra klassisk musik: en improviseret solo kan ofte analyseres ud fra det samme koncept som et stykke klassisk musik.
 
 

Erik Møldrup