3MU9901 - noter til eksempelbånd

Herunder nogle noter til eksemplerne på båndet.  Denne side bliver opdateret efterhånden som der kommer nye eksempler til.  Husk at I må udskrive denne (og andre) side(r) og medbringe den/m til eksamen.

Dette er ikke nogen decideret gennemgang af eksemplerne på båndet, men nogle generelle kommentarer (samt nogle få specifikke).


JAZZ (eksempler 1-9)

1. The New Orleans Bootblacks, I Can't Say [Johnny Dodds (cl) og Kid Ory (tb)]
    traditionel jazz (også kaldet New Orleans jazz)
    (mange af disse indspilninger er lavet i Chicago, men stilen er traditionel jazz)

- typisk besætning: tre blæsere: trompet (tp); klarinet (cl); basun (tb);
rytmegruppe: banjo (bj) [senere guitar (g)] og klaver (p);
[bas (b) og trommer (dr) - NB ikke med på denne indspilning]

- blæserne spiller kollektiv improvisation (alle improviserer på én gang)

- de tre blæsere danner tilsammen en "akkord":
tp i spiller i midterlejet en parafraseret ("genfortalt") udgave af melodien
cl over melodien spiller hurtigere figurer over akkorderne som modstemme
tb under melodien spiller en mere selvstændig modstemme i lange nodeværdier

- resultatet af den kollektive improvisation er altså en polyfoni som ikke er aftalt i detaljer, men hvor hvert instrument har et melodisk særpræg som høres tydeligt når det har solo: fx er også klarinettens solo præget af hurtige nodeværdier med mange spring.  Læg også mærke til hvordan klarinetsoloen slutter på kvinten i stedet for (som naturligt) på grundtonen.

- rytmegruppen spiller jævnt med betoning på de tunge taktslag samt lejlighedsvise melodiske fills i klaver (eller banjo)

- klaverets venstrehånd spiller bastonerne

- tempoet er moderat swingende med vægt på de tunge slag i takten


2. Louis Armstrong and His Hot Five, West End Blues
   (Chicago jazz, slutningen af 20erne)

- Louis Armstrongs overlegne evner som solist høres tydeligt lige fra introduktionens allerførste tone.  Kun når instrumenterne har solo er deres funktion ikke akkompagnement af solisten

- læg også mærke til skiftet i gruppens navn fra det kollektive ensemble i eks. nr. 1. "The N.O. Bootblacks" til 2. "Louis Armstrong and His Hot Five/Orchestra"

- på dette nummer spilles basstemmen af en tuba (også almindeligt i de tidligste marchorkestre)

- trommerne høres ikke tydeligt på disse gamle indspilninger hvilket først og fremmest skyldes den tids optageteknik der ikke tillod store drøn på trommesættet.  I stedet spillede trommmeslageren ofte på kanten af trommerne eller på spøjse slaginstrumenter som fx klokker eller castagnetter eller små håndbækkener

- tempoet er også her langsomt swingende, men Armstrongs soli bevirker at der er mere dynamisk variation end i traditionel New Orleans jazz


3. Fletcher Henderson and His Orchestra, Sugar Foot Stomp
    (New York i slutningen af 20erne)

- hurtigt, næsten hektisk, tempo (storbyen New York)

- sektionsopdelte blæsere i big band m/ solister,
navnlig saxgruppen er fremtrædende: her klarinet, altsax og tenorsax;
(senere typisk sopran-, alt-, tenor-, barytonsax)
hertil kommer sektionerne tp over for tb

- blæserne spiller forudarrangerede stemmer i et "sax-kor"
(både som flydestemmer i baggrunden og som harmoniserede soli)

- rytmisk-dynamisk anvendes breaks, fills og stoptime (orkestermarkering af kun første slag i en takt under en solist)

- i sidste kor høres reminiscenser af den gamle traditionelle stil: et ride out kor der minder lidt om kollektiv imprivisation.  Sådan sluttede mange numre for at skabe en effektfuld afslutning

- orkestret følges ofte ad i synkoperingen (uden komplementære fills eller komplementær grundrytme i andre instrumenter) hvilket giver et "tiltet" præg (sml. dansen charleston og ragtime



4. Count Basie and His Orchestra, One O'Clock Jump
    (Kansas City big band swingstil fra midten af 30erne og frem)

- sektionsopdelte blæsere (sx, tp, tb) spiller riffs (korte fraser der gentages mange gange).  Disse riffs kan spilles enkeltvist eller flere på én gang hvor de griber komplementærrytmisk ind i hinanden.  I begge tilfælde vil det ofte være som underlag for solisten

- arrangementer som dette var ikke nedskrevet, musikerne huskede riffene udenad (head arrangements)

- stilen fordrer gode solister som kan hæve sig over riffbaggrunden

- i stedet for parafraseret melodi spiller solisterne nu også frit over akkorderne, evt. reduceres (ofte slutningen af) deres deres soli til nogle få, gentagne toner som spændes op i et rytmisk interessant mønster
- klaverspillet er akkorder prikket ind "hvor det passer ind i sammenhængen", ikke som tidligere på de tunge taktslag og ikke med en venstre hånd ( = bas + akkorder) som i trad. jazz

- bassen spiller overvejende "walking", dvs forskellige toner på alle fire slag (bruger akkordgrundtone, terts, kvint el. septim m/ gennemgangstoner)

- trommespillet er præget af "på- tirsdag" på ride bækken for at sikre en flydende puls der sammen med bassens lige betoning giver et fjedrende swing; hi-hat'en klappes sammen på 2 og 4




5. Teddy Wilson and His Orchestra, How High the Moon
    (lille swinggruppe i slutningen af 30erne, oftest musikere fra big bands)

- stiltræk hovedsageligt som i big bands (fills, riffs etc.), men med bedre plads til solister
- elektrisk guitar spiller nu også solistisk (en tone ad gangen, ikke akkord)

- flot klaverspil m/ tremolo i højre hånd (hurtig tonegentagelser = imiteret vibrato)

- trompetisten spiller m/ dæmper for at få en spids tone, tonen er "hot" og aggressiv

- i sidste kor citeres et riff i tp og bas og trommer følger op i et såkaldt "chase" (en periode deles mellem to instrumenter i spørgsmål og svar)



6. How High the Moon og Ornithology sammenlignet
    (swing v. bop) - eksempel fra skoleradio

- læg mærke til at Ornithology-temaet næsten virker som fills til det oprindelige tema.  Hør også de mange sekvenser i det nye tema, både melodisk-rytmisk og harmonisk (over ii-V-I)



7. Charlie Parker + bopgruppe, Ornithology
    (bopstil, New York, liveoptagelse fra jazzklub, her i udddrag)

- besætningen næsten altid: to blæsere (tp, a-sax) og rytmegruppe (p, b, dr)

- præsentation af tema i de to blæsere (unisont)

- trommerne spiller nu helt frit med spredte markeringer ("bomber") der skal stimulere og inspirere solisten på passende steder (pianisten ligeså når han ikke har solo)

- bassen er det eneste instrument der sørger for at holde pulsen eksplicit i gang med en udvidet "walking" bas som er mere rytmisk avanceret end i swingstilen

- pulsen er hurtig (næsten stakåndet tempo), den gennemsnitlige nodeværdi er 1/8 el. 1/16

- selve boptemaet er ofte fri improvisation over akkorderne til en i forvejen kendt jazz standard (som fx How High the Moon ), således også i det følgende par (8-9):



8. "Fats" Waller, Honeysuckle Rose
    (swingstil)

- læg mærke til klaverets venstrehånd: stride = en dyb bastone på første og tredje taktslag, derpå akkord på 2 og 4 (midt på klaveret)

- Waller synger selv vokalen - der er aldrig vokal (tekst) på bop-temaer

- harmoniseringens grundmønster er ii-V



9. Charlie Parker m/ gruppe, Scrapple From the Apple
    (bopnummer over akkorderne til  Honeysuckle Rose)

karakteristik som i nr. 7: efter en kort intro følger unison præsentation af tema i de to blæsere

- alle medvirkende instrumenter har solo (efter tur) oftest Parker først (a-sax), så tp, etc.

- pianisten støder akkorder ind på off-beat slag (comper), og i soloen bruges næsten udelukkende højre hånd til en solo der lige så godt kunne have været spillet af et andet instrument

- somme tider spiller et instrument ikke solo over et helt kor, men nøjes med et A-stykke eller (som her bassen) i et B-stykke - formen jazzstandard AABA
 



OPERA

1. Giaccomo Puccini, La Bohême
(Rodolfo og Mimis første møde - nøglearien - fra første akt)

Både melodisk, rytmisk og harmonisk samt i orkesterklangen karakteriseres de to hovedpersoner meget kontrastfyldt:

- digteren Rodolfo er en ordkunstner og skildres derfor i flot svungne melodiske buer der svarer til hans talegaver; i modsætning til

- blomsterbinderen Mimi der (også iflg. eget udsagn) er en ganske almindelig pige der udtrykker sig simpelt (først næsten messende, dernæst folkemelodiagtigt); men at hun nærer varme følelser for skønhed og liv vises i det midterste afsnit hvor også det svulmende orkester illustrerer den forårssolvarme der får sneen til at smelte og måske også (symbolsk) åbne lykkens dør for hende

- orkestersatsen går i symbiose med sangerne, den er selvstændig på en sådan måde at den supplerer sangernes melodi foruden at dens rytme også undertiden "afslører" at der gemmer sig mere bag overfladen: således det synkoperede akkompagnement til Mimis rytmisk rolige foredrag

- store og brede crescendi i orkestret bidrager i høj grad til den "svulmende" effekt

- at Rodolfo og Mimi er betaget af hinanden høres bl.a. i deres "forening" i slutningen af uddraget hvor de begge synger Rodolfos tema (og tekst) om at realisere drømme