TV-udsendelsen tirsdag d. 16.11. om virksomhedsejeres skatteforhold burde ikke komme som en overraskelse for skatteministeren, og det er svært at tro at han er "chokeret" - selvfølgelig kender han de regler der administreres efter, de er jo udtryk for en politik.

Hvor ville det være befriende hvis politikerne ville sige det som det er: det bærende princip i skatteligningen er ikke retfærdighed eller lighed, men en mere eller mindre skjult støtte til erhvervslivet.  Hvorfor skal det ellers være så svært (læs: umuligt) for almindelige lønmodtagere med hjemmearbejde at opnå fradrag for legitime udgifter til fx kontorhold mens virksomheder har næsten frit løb.  De bliver ikke spurgt om det nu var nødvendigt at anskaffe den store hammer, eller om hvorfor nogle effekter der er indkøbt til virksomheden, nu står i ejerens private hjem.

Men selv om virksomhedsejere lignes efter reglerne - og således ikke har gjort noget forkert - er det værd at notere at de beløb der derved unddrages beskatning som personlig indkomst, skal betales af andre skatteydere.

Man kan have den holdning man vil, fx at der skal være et incitament til at drive forretning, eller at eksporterhvervene er livsvigtige for dansk økonomi, men lad os tale om det som det er uden at simulere overraskelse: der må være en (politisk) grund til at virksomhedsejere på denne måde påligner os andre et større skattetryk. 

Nordjyske Stiftstidende  har været mærkelig tavs om denne sag?

November 1999, Erik Møldrup