Udlandsdanskere

I nyhederne omtales det gerne med megen stolthed når en dansk født person har opnået et flot resultat i sportens verden.  Imidlertid bor mange af disse "danskere" ikke fast i Danmark, dels pga. nødvendige rejser i forbindelse med deres sportsudøvelse, men lige så ofte pga. sportsudøverens skatteforhold - det er som bekendt billigere at være udlandsdansker.
   Men er disse udlandsdanskere egtl. stadig danskere?  De har jo valgt at flytte.  De kan selvfølgelig være danske i deres tankesæt og præget af dansk mentalitet (hvis en særlig sådan findes), men de yder ikke længere noget til fællesskabet.
   Derfor nedenstående overvejelser:

Et dansk statsborgerskab bør være et privilegium man skal gøre sig fortjent til, ikke kun ved at have bopæl her i landet, men også ved at (kunne) tale dansk samt at have kendskab til dansk lovgivning og dansk demokratisk tankegang, fx som foreningsliv m.m.

Som dansk statsborger har man derved erhvervet retten til at udøve og forlange respekteret de demokratiske og borgerlige rettigheder der er udtrykt i landets love.

Er man født i Danmark af danske forældre opnås statsborgerskabet automatisk mens andre kan erhverve det ved at opfylde ovennævnte mål.

Prisen der betales herfor er udmålt i penge en beskatning der er stor nok til at de politiske idealer om gratis uddannelse og gratis forsorg og omsorg kan realiseres.

I den øjeblikkelige debat om det at være dansk og om det skal kunne lade sig gøre for fremmede at erhverve eller miste dansk indfødsret, har vi glemt den gruppe danskere der for at undgå at betale skat til fællesskabet i Danmark i stigende tal vælger at bosætte sig i udlandet.

Skal disse udlandsdanskere fortsat kunne opretholde deres danske statsborgerskab?

På flg. to punkter opfylder de betingelserne:

- de er født i Danmark af danske forældre
- de har modtaget gratis uddannelse i Danmark og kender derfra til danske forhold,
   herunder bl.a. sprog og lovgivning

på den økonomiske side derimod, yder de intet.

Disse mennesker der af beskatningshensyn har valgt at vende ryggen til dét danske samfund og fællesskab der har opfostret dem, lader vi ikke alene beholde deres danske statsborgerskab, vi omtaler dem ofte og gerne i medierne, navnlig hvis de er sportsstjerner.

Hvad er der at være stolt af?  Disse mennesker gider jo ikke være danske sammen med os.  Vi skulle hellere være stolte af det velfærdssamfund det har taget generationer at bygge og som disse mennesker helt klart ikke ønsker at bidrage til.  De bør vel derfor heller ikke kunne oppebære dansk statsborgerskab.

Det kan næsten kun være den omvendte jantelov (eller den grimme ællings hævn) når vi bliver ved at omtale deres bedrifter.  Egentlig burde de ligestilles med alle andre internationale sportsstjerner og ikke nævnes i en speciel overskrift.

November 1999,
Erik Møldrup