Politik - det muliges kunst?

Forleden kunne en TV-avis meddele at de to hovedfløje i dansk politik stod skarpt over for hinanden i spørgsmålet om udvisning eller fængsling af kriminelle asylansøgere.  Hvor skal fængslet ligge? og hvor stor skal forbrydelsen være for at der kan blive tale om fængsling hhv. udvisning?

Herom kan der menes meget, både om spørgsmålet selv og om debatten og dens argumenter, men det mest bemærkelsesværdige var imidlertid at "prisen" for støtte til den ene eller anden fløj fra et af de små partier i midten var at små motorcykler skulle fritages for nummerplader (og dermed afgift).

I krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb, men så sandelig også i politik.  Vi har vænnet os til at acceptere at målet helliger midlet; afpresning kan antage mange former.

Det bemærkelsesværdige er at man kunne tro (fejlagtigt) at alle politiske beslutninger blev truffet på et sagligt grundlag; farvet af ideologier, naturligvis, men trods alt i overensstemmelse med en overbevisning.  Det er helt tydeligt ikke tilfældet.

Derfor kan ingen vide sig sikker på at det nytter at fremføre saglige argumenter og at sagligheden vinder.  Inden for mit arbejdsområde, undervisning, står vi over for en reform der kan betyde en kraftig omvæltning mht. hvilke fag der skal være på skemaet i fremtidens gymnasium.

Intet fag kan vide sig sikkert: historie kan blive afskaffet som selvstændigt fag og blive en hjælpedisciplin til samfundsfag; musik, billedkunst, drama, filmkundskab m.m. kan blive slået sammen i et særligt "mediefag", osv. osv.

Med ovenstående politiske fremgangsmåde in mente kan vi forvente at når de politiske forhandlinger går i hårdknude - og hvorfor skulle de ikke gøre det? - findes løsningen vha. en studehandel der fremmer et helt andet sagsområde, og som overhører argumenter for det ene eller andet fag til fordel for en beslutning som er den egtl. sag uvedkommende.  I sandhed ikke nogen betryggende situation for de direkte involverede: elever og lærere.

Hvert politisk parti har sine mærkesager der kan fremmes i en sådan køb og salg situation, og man kan således frygte at i stedet for fokus på en overordnet uddannelsespolitik for forløbet fra folkeskole over gymnasium til universitet, får vi en kludetæppeløsning der ikke er udtryk for noget som helst andet end særinteresser.
 

Juni 2001
Erik Møldrup