Ordligheder

Hot Dogs
Næser
The Big Apple
Sabotage
Tsk-tsk
Lyde og ord
Navne
Efternavne
Berømte ordsammensætninger
Hvorfor har de nogle ord som vi ikke har?
Nim de metter ’n’ sned de oxflesh
Sprog og kultur
Hokus Pokus
Cyborgs og andre tjenende ånder
Spader
Nye ord
Ægplanten (ufuldstændig)
E-penge (ufuldstændig)
Kameler
Lyttevaner
Chokoladesoldater
Pølsesnak
Sprogdød  
Intelligent ordbog  
Arnesteder  
Retro  
Farver (ufuldstændig)  
Geografi
Hjørnespark
Udvikling 
Information
Om at holde sig på måtten 

Sandhed med modifikationer
Pop
Historier
Spader 2
Lyde 
Udlån 
Røg 
Volapyk  
At tage nogen på sengen - Goddag mand. Økseskaft  
Ævl 
År og dag 
&nu 
Hvad ligger der på skrivebordet
Det man siger 
Stemmer
Perler
Minder
Pyning


---------------------------------------

* Hot Dogs 

For nogen tid siden læste jeg i en avis en artikel om majstangen . Da jeg gjorde journalisten opmærksom på et par fejl i den skildrede baggrund for traditionen og oprindelsen af ordet majstang , svarede han at han havde spurgt arrangørerne af festlighederne, "og de må vel bedst selv vide hvorfor de holder majstangsfest ."
   Men det er nu ikke altid tilfældet. Masser af mennesker deltager i ritualer uden mindste viden om deres oprindelige betydning og er lette ofre for en tilsyneladende plausibel forklaring på et sprogligt udtryk.

Men kan man overhovedet finde ud af om en forklaring er sand? Ja, for i mange tilfælde kan man finde udtrykket på tryk længe før det skulle optræde ifølge forklaringen.
   En sådan forklaring drejer sig om udtrykket en hot dog. I mange anerkendte bøger om ord og vendingers oprindelse (etymologi) står anført at en bestemt pølsebod i New York optrådte i en tegneserie fra 1906 hvori pølserne blev tegnet som gravhunde, kaldet hot dogs, fordi tegneren ikke kunne stave til frankfurter .

Men faktum er at studenter ved Yale University begyndte at omtale pølser som dogs allerede i 1895 pga. mistanke om indholdets oprindelse – en af pølsevognene blev således kaldt The Kennel Club . Og så tidligt som 1860 cirkulerede følgende lille populære sang:

Oh where, oh where has my little dog gone
Oh where, oh where can he be?
Now sausage is good, baloney, of course,
Oh where, oh where can he be?
They make them of dog, they make them of horse,
I think they made them of he.

Og majstangen? Jo, artiklen hævdede at stangen blev kaldt sådan fordi den blev "majet ud" (dvs. pyntet). Men forårspyntningen af et levende træ (senere blot en symbolsk stang) er et gammelt frugtbarhedsritual som oprindeligt blev afholdt i maj. Og man er "majet ud" når man ligner en majstang – ikke omvendt.
 
 

  Næser

Næsen indgår i mange sproglige sammenhænge. Man kan "få én" over den, navnlig hvis man har haft den "i sky", nogle kan "bide sig selv" i den, og andre "går på" næsen. Atter andre kan ikke huske fra næse til mund, særligt hvis de har næse på, og man kan få en lang næse hvis nogen tager én ved den. Alligevel lykkes det ofte at bevare skindet på den, men næppe hvis man har kastet sig næsegrus på jorden.
   De fleste kender den gestus hvor man spiler fingrene på (sædvanligvis højre) hånd ud og sætter tommelfingeren til næsen mens lillefingeren peger væk fra én selv. Bevægelsen bliver ofte ledsaget af et grin. Men hvorfor gør man lige sådan? Hvad betyder denne gestus, og hedder den noget?
   På engelsk kaldes den "to thumb one’s nose" og kendes i litteraturen fra 1903. Der findes imidlertid et tidligere udtryk der betyder det samme: "to cock a snoot" (fra 1791).
   "To cock" betyder at opføre sig som en hane, i overført betydning at opføre sig ekstremt selvbevidst og anmassende, frækt og trodsigt, mens "snoot" er en dialektal variant af "snout" (snude el. tryne). At sætte de udspilede fingre til næsen er altså en stor hån.

Og det havde de fleste vel gættet, men den engelske betegnelse er meget mere præcis end den danske. Hvad hedder denne gestus for resten på dansk?
 
 

The Big Apple

Da myndighederne i New York City i 1971 forsøgte at rette op på byens dengang noget flossede image (noisy, dirty and dangerous) og ansatte mere politi, ryddede op i parkerne og på gaderne, lokkede man for turisterne ved at omtale byen ved dens gamle tilnavn the Big Apple – et æble er jo dejligt fristende, sødt og saftigt (ikke sandt, Adam?).
   En anden mulighed ville have været Gotham (sml. filmene om Batman), men det har snarere en klang af noget "spooky" over sig. (Batman er i øvrigt også navnet på en by i Tyrkiet).
   Men selv om udtrykket the Big Apple var meget brugt af jazzmusikere i 1930erne, vidste ingen præcist hvordan det opstod eller hvornår. I 1990erne lykkedes det imidlertid for Barry Popik, en New York City slang historiker, at finde udrykkets oprindelsessted, nemlig byen New Orleans hvor man i 1920erne omtalte hestevæddeløbsbanerne i New York som the "Big Apple", både pga. deres form og deres potentiale: det var her de store penge kunne tjenes og de var derfor målet for enhver træner og jockey.

I dag er hjørnet af West 54th Street og Broadway kendt som Big Apple Corner. At det lige blev denne lokalitet, skyldes at her boede journalisten John Fitzgerald der i 1924 som den første brugte udtrykket i sin væddeløbsspalte "Around the Big Apple".
 
 

Sabotage

Mange kender fra historietimerne Ned Ludd som var landsbyidiot i Leicestershire, England. En dag i 1779 gik han bananas, løb ind i et tekstilværksted og ødelagde adskillige væve uden nogen påviselig grund. Senere, i 1881, da engelske tekstilarbejdere var truet på brødet af de nye, mekaniske væve, genoptog de teknikken og antog samtidig navnet luddites – ludditter – en betegnelse der lige siden har været brugt om "maskinstormere", dvs. folk der vil standse den tekniske udvikling ved at sabotere maskinerne.
   Ordene sabotage og sabotør stammer fra fransk, og iflg. overleveringen refererer de til en tilsvarende handling hvor arbejderne kastede deres træsko (fransk: sabot) i maskinerne for at standse dem.
   Uheldigvis er der ingen kilder til at bakke denne udlægning op. At "sabotere" betyder på fransk at lave larm ved at klapre med træskoene. I bogstavelig betydning bruges ordet på fransk når man "buher" en forestilling ved at lave så megen larm at de optrædende må opgive. I overført betydning bruges det når man udfører et arbejde dårligt eller når man ødelægger værktøj og maskineri med vilje. Det er i denne sidste betydning at navneordet "sabotage" blev optaget som låneord af andre sprog som udtryk for en hemmelig handling der skal skade fjenden.

Hvis sabotagen lykkes, bliver bygningen måske bombet "sønder og sammen" (ligesom en forestilling kan blive kritiseret "sønder og sammen"). En udbredt misforståelse er at stumperne ryger "sydpå" – ned til dem der "bor i huler og slås hele dagen" – ligesom Søndergaard og Sønderport ligger mod syd. Men "sønder" betyder "i stykker" og svarer til det engelske "sunder" (at dele el. skille ad).

I 1880erne da Irland stadig var under engelsk herredømme, nægtede irske landarbejdere at arbejde for den engelske Captain Boycott, heraf det engelske ord "boycott" (dansk: "boykot") som udtryk for en organiseret modstand på arbejdsmarkedet eller i politik.
 
 

Tsk-tsk, hedder det noget?

Nogle forskere mener at have målt sig frem til at kropssprog udgør ca. 65 % af kommunikationen mellem mennesker, og lad os bare for nemheds skyld antage at det er sandt. Altså – hvis man siger ét med munden, men udtrykker noget andet med kroppen, bliver signalerne i det mindste blandede hvis ikke misforståede, og modtageren rynker ofte brynene eller ryster forvirret på hovedet, begge dele kropssignaler der ret præcist fortæller at signalerne ikke er entydige.
   En gestus af denne art er at løfte øjenbrynene, spile øjnene op, ryste let på hovedet og samtidig udstøde små smaskelyde hvor tungen med et lille smæld trækkes tilbage fra en position bag fortænderne i overmunden. Lydene forekommer gerne i serier på en tre-fire små smask.
   Det der siges med denne gestus, er sædvanligvis "Ak, herregud", eller "Ak ja, hvad andet kunne man vente", og der er således tale om at resignere, at give op, at bøje sig for noget man alligevel ikke kan ændre, noget der ikke kommer uventet pga. negative forventninger, men som man alligevel ofte har en vis medfølelse over for.

Som ovenstående viser, skal der et større antal ord til at beskrive denne ret almindelige gestus, og det ville have været rart hvis den havde et navn, fx "Hun ryspede" ( = rystede let på hovedet og lavede små smaskelyde). På engelsk findes der imidlertid en skrivemåde/et ord for den lyd man laver, nemlig tsk-tsk-tsk (gerne skrevet flere gange med bindestreg imellem i modsætning til det danske tsk. der betyder en teskefuld).
 
 

Lyde og ord

Det er interessant at de lydefterlignende ord der beskriver fx hundeglam, kattemjaven, hanegalen, grisegrynten og hestevrinsken ofte varierer temmelig meget fra sprog til sprog, for det er jo ofte de samme dyr(eracer) der laver lydene uanset hvor de lever. Men nogle forskere mener at have opdaget regionale (dialektale) forskelle i fx solsortesang, så måske er der alligevel tale om forskelle der bare er svære at høre for det utrænede øre.
   Det danske øh hedder ahm på amerikansk engelsk, men det skal udstødes gennem både næse og mund, gennem munden alene betyder det bare ah som det danske udtryk for velbehag. Det danske aha (udtalt med korte vokaler) udtrykker enten en mild overraskelse eller en tør tagen til efterretning, men på amerikansk engelsk betyder den samme lyd "you’re welcome" (velbekomme/mig en fornøjelse) som et høfligt svar på "tak for tjenesten" (dansk: ~ mm ).
   På samme måde udtrykker det danske hm en mild utilfredshed, mens (det meget brugte) hmmm på amerikansk engelsk (en lang glidende lyd oppefra og ned) udtrykker en undren. Og når vi siger uhm siger amerikaneren yum-yum! eller yummy! Det gælder om at holde tungen (og ørerne) lige munden hvis man ikke vil misforstås.
   Nogle sprog har ord for lyde som ikke findes på andre sprog: vi siger pop corn fordi vi ikke har et ord for den lyd det giver når "kornene popper" (det er vel kun nordmænd der kunne finde på at kalde dem smældmajs).

Onomatopoietika kaldes disse lydefterlignende "ord" der måske alligevel ikke altid rammer så præcist som de burde eller kunne.
 
 

Navne

Da JFK under et besøg ved muren i Vestberlin d. 26. juni 1963 udtalte de berømte ord Ich bin ein Berliner, var han formodentlig glad for at Berlin og ikke byen Hamburg var blevet delt i den kolde krig. Havde han været i Wien og skullet sige I am a wiener – eller i Frankfurt – havde han nok også tøvet en kende.
   Det er en udbredt praksis at opkalde noget efter dets geografiske oprindelse, således fx en bornholmer (en røget sild), eller en pilsner (fra den tjekkiske by Plzen – en bajer er fra Bayern). Mere spøjst er det nok at Danish også betegner et stykke wiener(!)brød, nærmere bestemt en snegl med hvid glasur. Stoffet denim er opkaldt efter den franske by Nîmes (de Nîmes), og Robin Hoods dragt var Lincoln-green .
   Men det er ikke kun tøj og mad og drikke der har fået geografiske navne: romerlys, pariserhjul, pariserrøv, københavnersnude, neapolitaner (en altereret molsubdominant i musik), eau de cologne, havanneser, islænder (hesten, ikke en islænding), kineser, en kold tyrker (dog oprindeligt cold turkey pga. gåsehuden), etc. etc.
   Selvom abba oprindeligt betyder "far" ( = Gud), er den svenske popgruppe af samme navn ikke et udtryk for storhedsvanvid. Medlemmernes fornavne var: Anni-Frid, Benny, Björn og Agneta, men gruppen kunne lige så godt have kaldt sig BABA (en fransk romkage med rosiner, eller polsk for bedstemor).
   The Beach Boys hed oprindeligt Carl & the Passions, derpå Kenny & the Cadets før de tog navn efter deres første store surf succes. Men det er en helt anden historie.
 
 

Efternavne

Hvad har navne som Osama bin Laden, Slobodan Miloṥević, Vladimir Uljanov Lenin og Ronald McDonald mon tilfælles? Store forbrydere? Nej, så langt vil selv kritikere af familierestauranten næppe gå. Og det var navnene, ikke personerne. Hvad så med Johs. V. Jensen og Anders Fogh Rasmussen? Eller Lyndon Johnson og Todi Jönsson?
   I gamle dage havde folk ikke nødvendigvis et efternavn; der var som regel så få beboere i lokalsamfundet at fornavnet ofte var nok. Somme tider kunne en beskæftigelse som fx møller eller smed give anledning til navne som Kirsten smeds (smedens Kirsten), men som regel var der kun én møller og kun én smed i landsbyen, så at nævne beskæftigelsen som "efternavn" var ikke nogen gængs vej til yderligere identifikation.
   Til gengæld kunne geografisk placering i landsbyen give mulighed for ekstra identifikation i navne som Søndergaard og Vestergaard, men det rakte jo langtfra til alle. Ved soldatertjeneste fik soldaterne ofte deres hjemsteds navn som "efternavn", fx Rasmus "Randers", men langt det almindeligste efternavn var faderens fornavn efterfulgt af -søn eller -datter, en skik der kendes fra middelalderen. Fra skotsk kendes forstavelsen Mac- eller bare Mc- som udtryk for "søn af" og fra engelsk endvidere Fitz- (uægte søn af). Fra de arabiske lande stammer ben = bin = ibn; i mange slaviske sprog er stavelsen -vić, og på russisk skelnes der mellem -nov (søn af) og - nova (datter af). I græsk er endelsen -lous; armensk har -ian.
   Først med navneloven fra 1828 blev det i Danmark påbudt at alle børn i slægten for fremtiden skulle bære faderens daværende efternavn. Noget tilsvarende blev indført i mange andre lande, og da den sorte borgerretsforkæmper Malcolm Little i 1952 skiftede sit efternavn ud med et "X", var det netop et oprør mod den praksis at give alle slaver ejerens efternavn.
   Osama bin Ladens fulde navn er i øvrigt af bibelsk længde: Ussamah Bin Muhammad bin-Laden bin-Laden … [308]

P.S. Et andet træk ses ved slægtsnavne der har tilknytning til et gods eller et område: det tyske von, flamske van , det franske de og det irske O’, således Ludwig van Beethoven, Jørgen de Mylius og Scarlett O’Hara. Skønt oprindeligt forbeholdt adelen blev mange von’er tilføjet uden blusel, jf. Lars von Trier og Joakim von And.
 
 

 Berømte ordsammensætninger

Supermands alter ego, journalisten Clark Kent, har en veninde ved navn Lois. I danske ører nok et ualmindeligt navn, men i navnet ligger der den pointe at de to journalister tilsammen hedder Lois and Clark, en utilsløret parallel til Lewis and Clark der i 1804-05 som de første udforskede "the Louisiana Purchase", dvs. det nyligt indkøbte store område vest for Mississippi.
   Den gale pose hedder et band, en fordanskning af det engelske "posse", oprindeligt en eftersøgningsgruppe, nu: dem man "hænger" med – slænget. Et tysk band hedder Die Toten Hosen – et tilsvarende bizart navn som imidlertid godt kunne være en reaktion på et af Freddy Brecks store hits: Rote Rosen (som man godt kan brække sig over).
   Fra rockhistorien kendes originale påfund som: Loving Spoonful, Aztec Camera, Blow Monkeys, Def Leppard (ikke en døv leopard), Einsturzende Neubauten, Grateful Dead, Human League, Jefferson Airplane, ZZ Top, etc. etc. hvoraf nogle dog har litterært forbillede eller er slangudtryk fra obskure subkulturer.
   Elton John tog sit kunstnernavn efter vennerne Elton Dean og John Baldry. Marilyn Monroe hed oprindeligt Norma Jean Baker. UB40 henviser til et nummer på en arbejdsløshedsformular. Og Red Warszawa ville have et (engelsk) navn der signalerede noget "rødt" og noget "østeuropæisk" - og så syntes de at "Warszawa" lød godt). Det var først senere det gik op for dem at Warszawa hedder Warsaw på engelsk.
 
 

Hvorfor har de nogle ord vi ikke har?

Nogle sprog har ord for ting eller situationer som ikke findes eller opstår i andre kulturer og som derfor kan være svære at oversætte. Det er bl.a. derfor det er nødvendigt at kende til den kulturelle baggrund for et fremmedsprog.
   Men visse udtryk burde have en pendant i de fleste sprog. Det gælder fx det danske hentehår – det burde da være almindeligt forekommende, men er det ikke, måske fordi det kun er danskere der kan finde på at være forfængelige på en så selvafslørende måde.
   På græsk har man et ord for én der snyder sig til at læse over skulderen i en andens avis. Hvorfor har vi mon ikke det? På spansk har de et ord for at "elske én til døde"; vi er åbenbart ikke så lidenskabelige i Nordeuropa at vi har brug for et ord for den situation.
   Fra Tierra del Fuego (ved Magellanstrædet) kendes ordet mamihlapinatapei som betyder: "et meningsfuldt blik mellem to mennesker som udtrykker gensidige uudtalte følelser" – det ord kunne vi da godt have brug for. På tysk siger de Drachenfutter om "et fredstilbud fra en hustru til hendes bedrageriske mand"; shibui er japansk for "den skønhed man opnår ved at ældes"; maya betyder "den misopfattelse at et symbol er det samme som det, det repræsenterer" på sanskrit. På yeddish siger man farpotshket om "noget der er i stykker fordi man forsøgte at fixe det", og Sioux indianerne siger wistelkiaya når de taler om "seksuel blufærdighed mellem mandlige og kvindelige medlemmer af (stor)familien".
   Alle sammen ganske almindelige ord der dækker dagligdags situationer, ikke sandt? Vi har bare ikke noget ord for dem, måske fordi vi fokuserer på for os vigtigere ting som fx - hentehår .
 
 

Nim de Metter 'n' Sned de Oxflesh

Engelsk er knapt er sprog i sig selv, men en enestående historisk blanding af sprog. Igennem århundreder er ord og udtryk fra først pikterne og kelterne, så romerne, angel-sakserne, derpå vikingerne og endelig franskmændene (og dermed latin igen) blevet aflejret i det engelske sprog vi kender i dag. Lægger man hertil lægger internationale låneord fra navnlig græsk (fx psychosomatic) og italiensk (fx bank) plus særlige ord fra sprog i Afrika (fx gorilla), indianske sprog (fx canoe, tomahawk) og arabisk (fx admiral og algebra), kan man se at engelsk i virkeligheden er et konglomerat af sprog.
   Én af disse påvirkninger er særlig interessant for os danskere. Sprogforskere har påpeget at uden vikingernes tilstedeværelse i England, ville engelsk formodentlig have udviklet sig anderledes. Før vikingerne kom, talte englænderne et angel-saksisk med mange fælles-germanske ord (sml. fx ordene for hånd, arm og fod på dansk, tysk og engelsk). Uden påvirkning fra dansk, ville englændere i dag måske have sagt: Nim de metter and sned de oxflesh.
   Udsagnet giver næppe mening for engelsktalende, men den moderne tyske parallel viser slægtskabet. Tilføjer vi de engelske og danske paralleller, ses udviklingsmønstret tydeligt:

moderne angel-saksisk: Nim    de  metter   and sned     de oxflesh
tysk i dag:                     Nimm das Messer und schneid das Ochsfleish
moderne engelsk:          Take   the knife     and cut        the steak
dansk:                          Tag      kniven       og skær       stegen

Den danske indflydelse er åbenbar. Den eneste afvigelse fra dansk i den moderne engelske version er ordet "cut" – formodentlig fra det gæliske "cwtau".
   

Sprog og kultur

"en-genstand-der-er-blevet-væk-og-som-kommer-til-syne-når-sneen-smelter"

De fleste har hørt at det grønlandske sprog har 25 ord for sne (afhængigt af hvilken sne der er tale om: tøsne, sjap, snedriver, fygesne osv.), og hvad enten tallet nu er sandt eller ej, er det et faktum at nogle ting og begreber kan omtales meget mere præcist i visse kulturer mens disse kulturer mangler ord som vi har i vort sprog.
   Sprog og kultur hører således sammen, og en kulturs ældste ord er oftest meget korte (fordi de bruges ofte). Vi kan fx tale om et mål vi sætter os, noget vi vil (op)nå, endepunktet for en rejse, eller et mødested. Det korte ord fortæller at dette at søge mod noget bestemt, er et gammelt træk ved vores kultur.
   På grønlandsk oversættes mål til: "det-sted-hvor-man-har-aftalt-at-mødes-og-vender-tilbage-til…" hvorved det åbenbares at en sådan planlægning er fremmed eller i det mindste noget relativt nyt for en grønlænder. Til gengæld har grønlændere kun ét ord på fire bogstaver for: "en-genstand-der-er-blevet-væk-og-som-kommer-til-syne-når-sneen-smelter".
   Indianske sprog viser tilsvarende træk – det er jo ikke så tit vi har brug for at omtale "en-majskolbe-der-har-ligget-i-solen-i-tre-dage" i ét ord, men det har en mayaindianer måske.

Men når nu sprog følger tankegang, er det interessant at se hvilke ord der ikke findes i kulturer der står os nær. Italienere har ikke noget ord for tømmermænd, måske fordi de er bedre til at bære deres brandert end nordboerne, eller fordi den vin de drikker, ikke er tilsat de samme konserveringsstoffer som vi må trækkes med i importerede varer. På engelsk har man ikke noget ord for aftægt (det at den tidligere ejer underholdes af den nye ejer, sædvanligvis den søn der har arvet gården) og afledninger heraf. Begreberne undervisningsdifferentiering, projektarbejde og titlen undervisningsdirektør for gymnasieskolerne er derimod ikke ukendte for engelsktalende hvilket skyldes at det var dem der opfandt dem, men vi har hentehår og henteskyld (kreditor skal selv hente gælden hos debitor) helt for os selv. Det samme gælder hyggemad.

 Det er svært at udtrykke: "I aften skal vi rigtigt hygge os med søsterkage og knapost" på andre sprog, men mindre kan måske også gøre det: "Slå håret ned og tag vægten af fødderne", men det lyder ikke rigtig dansk, vel?

 
Hokus Pokus

Det danske sprog er under stadig forandring, bl.a. ved optagelse af nye ord, men også pga. betydningsændringer hvilket kan gøre det svært for forskellige generationer at tale sammen. I hundredvis af år har "knap og nap" og "godt og vel" betydet henholdsvis "lidt for lidt" og "lidt mere end", men for mange unge har betydningen af disse vendinger byttet plads. Det samme gælder fx "bjørnetjeneste" (oprindeligt en tvivlsom hjælp, nu en stor hjælp).
   Hvad skal man gøre ved det? Hvis visse ord bliver omdefineret af uvidende sprogbrugere, kan det vel rettes ved oplysning? Så enkel er sagen desværre ikke. Mange vil ikke tage imod oplysning og holder fast ved det de tror er rigtigt, men den afgørende faktor er at fejlagtige opfattelser efterhånden bruges af et flertal og derved bliver norm. Hvem vinder altså? Det uvidende flertal fordi de er flertallet! Og sådan har det altid været. Ren grineren.
   Under valgkampen i 2001 hørte jeg flere gange et nyt udtryk: "spørgsmålet er sparket til hjørnespark ". Den første gang tænkte jeg uvilkårligt: nå, det er én der ikke kender til fodbold eftersom "indkast" bedre beskriver at spørgsmålet er losset væk ( = "syltet") – ved et hjørnespark er faren jo endnu ikke drevet over, tværtimod. Noget tyder imidlertid på at udtrykket med hjørnespark er på vej ind i det danske sprog, og dét ved en simpel misforståelse.

Sprogforskere deltager ikke i denne kamp om sprogrigtighed fordi den er umulig at vinde – folk taler jo det sprog de vil – og skumlere har bare at indrette sig, ellers bliver de misforstået. Ældresagen udgiver ligefrem en ordbog med nydansk hvori det anbefales ældre at undgå visse ord – det må være meganederen for dem at blive udstødt på denne måde også.

"Hocus pocus" er en forvanskning af "Hoc est corpus" (fra nadverens "Dette er Jesu Kristi legeme") og bruges om trickforvandlinger hvori indgår snyderi og naiv uvidenhed. Skal vi finde os i sproglige forvanskninger og betragte dem som en fornyelse? Skal forældre ikke rette deres børn når de bryder sprogets regler? Skal lærere…? Eller har det selvfede flertal altid ret? 

P.S. Fra hestesport stammer udtrykket at "hænge ud", oprindeligt at offentliggøre nummeret på en hest der er blevet diskvalificeret. Nu om dage betyder det som bekendt noget ganske andet. "Hej" betød oprindeligt "goddag" ligesom "2.g’er" nu betyder andengenerationsindvandrer.
 
 

Cyborgs, robotter og andre tjenende ånder

Selvom det hedder "arbejdet adler" (efter en roman af Marie-Sophie Schwartz, 1859) har de fleste mennesker i tidens løb ønsket sig hjælp fra en tjenende ånd, en slave eller en robot. Fra historien om Aladdin kender vi "Lampens ånd" som kan udføre mirakler, men mindre kan også gøre det, navnlig hvis der er tale om hjælp til ensformigt eller tungt arbejde.
   De mekaniske hjælpere kaldes ofte under ét robotter (af det tjekkiske ord for slavearbejde: "robota"). Selve ordet og begrebet robot blev opfundet af den tjekkiske forfatter Karel Čapek i skuespillet "R.U.R." fra 1921. Siden er mange andre kommet til, fx cyborg (i en roman af Martin Caidin fra 1960), en sammenskrivning af "cybernetics" (fra græsk "kubernetes" = styrmand: kontrol af og kommunikation med maskiner) og "organism". The Borgs fra Star Trek filmene er helt klart sproglige slægtninge.
   Robocop er en lignende sammenskrivning ligesom Superman . Oprindeligt blev Supermand forsøgt lanceret som "Overman" og "Beyondman" fordi navnet er en direkte oversættelse af Friedrich Nietzsches "Übermensch" (det ideale mål for menneskelig udvikling), indtil George Bernard Shaw i 1903 foreslog "Superman". Et indlysende valg synes vi i dag, men åbenbart ikke så oplagt dengang. Tegneserien af samme navn er fra 1938 mens Batman kom til i 1939. Blandt de nyere skud på stammen er Captain Internet and CERF Boy.

Spørgsmålet er så om sproget vil følge med i denne udvikling. Hidtil har de fleste androider talt et almindeligt sprog med tilføjelse af visse nyopfundne ord, men det var vel rimeligere at forvente et sprog som i højere grad svarer til den computerteknologi der styrer dem, fx "dobbelt-plus-non-god" for "meganederen". Denne udvikling synes imidlertid allerede godt i gang af sig selv når ord som "dejlig", "fantastisk", "god", "vidunderlig", "yndig" og mange flere kan samles i ét ord: fed, som ydermere gradbøjes "vildt fed", "helt vildt fed". [308 ord]
 
 

Spader

Selv om sproget konstant får tilført nye gloser, sker der også et tab af ord som enten omdefineres eller bliver politisk ukorrekte. Det sidste er sket med udtrykket "at kalde en spade en spade" som nu af nogle sorte betragtes som racistisk. Forklaringen er selvfølgelig at de forveksler den oprindelige betydning: at sige tingene lige ud uden omsvøb, med den sorte farve i kortspillets "spar" som er blevet et nedsættende synonym for "sorte".
   Men som det altid sker når blot nogle føler sig forfulgt, bliver det nok for fremtiden sådan at "kalde en spade for en spade" bliver et dødt udtryk på samme måde som vi har bevæget os fra det engang uskyldige "neger" til det i øjeblikket korrekte "sort" eller "African-American".
   I tilfældet "spade" er der yderligere det problem at udtrykket er fejloversat, først til latin af Erasmus og siden af Nicholas Udall der i 1542 oversatte udtrykket fra latin til engelsk. Der skulle oprindeligt have stået "vandtrug" idet Erasmus oversatte Plutarchs omtale af de (dengang) uciviliserede makedonere der iflg. Plutarch ikke havde ord for andet end ting (og dermed ikke for fx begreber). Vi burde således i dag sige "at kalde et trug et trug" om ukompliceret og direkte sprogbrug.

I moderne sprog er ordet "chat" efterhånden blevet et éntydigt udtryk for en hurtig kommunikation vha. IT hvorved den oprindelige (engelske) betydning nu er så godt som umuliggjort. Og det varer nok ikke længe før den danske brug af ordet staves "tjat" (jvf. fra "check" til "tjek") hvorved det danske verbum "at tjatte" (slå let til nogen) bliver umuliggjort.
   Kan en tjekkisk hotelportier være "tjekket"? Og kan man betale med check til en sådan tjekket tjekke når man tjekker ud fra hotellet? Og kan den tjekkede tjekke tjekke checken når man tjekker ud? Mangler vi ikke nogle nye ord her til at rydde op i mulige misforståelser?
   Egentlig forekommer det mig at i stedet for at sproget er blevet beriget ved tilførsel af et antal nye ord, er det blevet fattigere fordi gamle ord nu ikke længere kan bruges uden misforståelser. Skulle vi ikke bare blive ved med at kalde en spade for en spade? [356 ord]

P.S. En guitar kaldes også for en spade, men ikke fordi man kan grave både rytme og blues ("dig those rhythm 'n' blues") med den. Til gengæld kan man "dig a groove" både med og uden spade.

Addendum: "Hej" betød oprindeligt "goddag". At "hænge ud" betød oprindeligt at diskvalificere (i hestesport). En andengenerationsindvandrer hedder nu en "2g'er".
 
 

Nye ord 

Der står i avisen at 80% af de nye ord der optages i sproget, er af engelsk oprindelse. Det kan godt være, men vi kan nu også selv: "bibelsurfer", "scoreskæg" og "poptøs" er præcise udtryk for dansk opfindsomhed. Alle tre ord indeholder et (for længst indarbejdet) engelsk element, men sammensætningen er lige så dansk som "hentehår". "Pingvinbolscher", "parcelhuspanter" og "skærgårdstank" er andre sammensætninger der kalder på smilet, men de virker alligevel noget søgte i forhold til fx det mere mundrette "senilfritter".
   "Headhunted" har fået en dansk pendant i "håndhentet" som åbenlyst spiller på udtalen snarere end den bogstavelige betydning, men selv om ordet endnu ikke har fundet nåde for Dansk Sprognævns (eller sædvanligvis milde) øjne, er det en god ’oversættelse’.
   Andre nye sammensætninger er "webmoster" og "familierally" hvoraf det sidste fint kombinerer både den originale engelske og den danske betydning af "rally": at samles under lidt voldsomme former.
   Til den deciderede slangafdeling hører: en "Brian" fra "Kbhvn. M" møder sin tidligere "papkæreste", "en Connie" der nu har fået ny "overfrakke" i form af en "eskimostiv" "Flemming" fra "Bundby". "Brian" "nysyner" derfor i stedet "Connies" veninde, men da hun viser sig at være en "stregkode", går han i "Ghetto" efter "fedevarer" og tager hjem og "river i rotten".

Oversættelsen af de nye ord i denne artikel følger her, men i blandet orden. Prøv selv:

en ældreklub; en 12-17-årig pige med bar mave og spartlet ansigt samt et smart logo på mobiltelefonen; en webredaktrice; en volvo; daggamle skægstubbe; isterninger; en kat; en præst.
   Slangordene betyder: Malmø; meget tynd; en omklamrende person; Brøndby; en person i "fritidshabit"; junkfood; en vraltende person der ikke kan få armene ned langs kroppen; meget fuld; en god bekendt; Netto; udsætte for grundig befamling.
 
 

E-penge

Mange tror at banker er fulde af penge, i hvert fald nok til at et bankrøveri kan give udbytte, men faktum er at de fleste overførsler af penge foregår som e-penge (cybercash el. digicash) dvs. som tal der flyttes fra en konto til en anden. Den tid er forbi hvor man kunne forlange sin løn udbetalt i guld (hvor skulle man også gøre af det?), i stedet forløber livet ofte som om det allerede er virtual reality når vi betaler med dankort for en computergenereret lynlottokupon der måske kan gøre os til arbejdsfri millionærer. [færdiggøres]
 

Ægplanten

Ægplanten fik sit navn fordi dens frugter lignede store hvid-gule æg. Det skete midt i 1700-tallet hvor europæerne for første gang stiftede bekendtskab med en variant af den frugt vi i dag kalder ved dens franske navn "aubergine" som imidlertid er en katalansk (området omkring Barcelona) udgave af det arabiske navn "albadinjan" som igen kommer fra det persiske ord "vatimgana" (sanskrit). I Indien kaldes frugten imidlertid ofte "brinjal", et ord som stammer fra den nævnte arabiske variant "albadinjan", men nu filtreret gennem portugisisk før det vendte tilbage til indisk.

Sådan kan ord vandre frem og tilbage… [færdiggøres]
 

Kameler

I NT siger Jesus: ”Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end det er for en rig mand at komme i himlen” (Mattæus 19:24) – et meget tydeligt billede: vi ser for os en kamel og et nåleøje og fatter straks det umulige i situationen. Men sagde Jesus nu også sådan?
   Kameler er almindelige i Mellemøsten, og det er således rimeligt at antage at Jesus til sit billede har brugt et stort dyr som folk kendte (i stedet for fx en elefant).
   Nu er det imidlertid sådan at det skrevne hebræiske sprog udelader vokaler.  På slaviske sprog findes også ord der udelukkende staves med konsonanter, fx det serbo-kroatiske trg (torv) eller smrt (død).
   At et skriftsprog kan give mening også uden vokaler, kan illustreres af fx ”Kbhvn.” som alle vil associere med hovedstaden – hvis de vel at mærke i forvejen véd at der findes en by ved navn København.  For en uvidende person kan ”Kbhvn.” lige så godt betyde kabuhoven eller hvad man nu måtte gætte på.
   I tilfældet kamel viser nyere bibelforskning nu at et andet hebræisk ord staves med præcis de samme konsonanter, nemlig ordet for et tov.  Mon Jesus mente: ”Det er lettere for et tov at gå igennem et nåleøje end… ”?  Ja, hvorfor ikke? eller snarere, ja, mon ikke? – det er da et meget klarere og mere dagligdags billede at træde en nål.
   Om denne og lignende nye sproglige tolkninger kan man læse i ”Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag”, en udgivelse der forsøger at gøre sig fri af tidligere tiders ”oversættelser” der, hævdes det, har været mere præget af forskellige trosretningers ønsker om hvad der skulle stå i Bibelen end hvad der faktisk står.  Disse må nu ”sluge kamelen” dvs. acceptere et ubehageligt faktum, men dette var faktisk ikke hvad Jesus mente da han sagde: ”I, som si myggen af, men nedsluge kamelen” (Mattæus 23:24).  Jesus udtrykte at vi ikke skal hænge os i småting, så jeg må hellere slutte her [330 ord]
 

Lyttevaner (bragt maj 2002)

I årene 1990-96 blev ca. 30 jyder, fynboer og sjællændere bedt om at indtale en stemmeprøve.  Et lyttepanel af bl.a. gymnasieelever valgt tilfældigt fra hele landet registrerede derefter deres umiddelbare indtryk af de talende.  Ikke overraskende tegnede der sig flg. billede: jyderne og fynboerne scorede helt i top hvad angik medmenneskelighed, de virkede venlige og pålidelige, mens de ”smarte” københavnerne fra den indre by lå i den modsatte ende: det eneste de scorede på var selvsikkerhed.  Til gengæld vurderedes jyder og fynboer ikke højt mht. status og kompetence.  Her scorede indbyggere fra det nordlige København højest.
   Hvorfor er det nu ikke overraskende at vi bedømmer folk så fordomsfuldt?  Sagen er at vi altid har dannet os stereotyper for at kunne orientere os i verden omkring os. Det er svært at være fordomsfri fordi vi har vænnet os til at tilføje information fra tidligere tilsvarende situationer – uden denne evne ville vi næppe have kunnet overleve som art.  Problemet er bare at vi godt ved at det første indtryk af en person langtfra altid passer, men vi vil gerne overbevises om det modsatte før vi ændrer (forhånds)indstilling.
   I en anden undersøgelse vurderede to grupper lærerstuderende den samme (autentiske) stil læst op af en 16-årig dreng fra det nordlige København og en 2. generations palæstinenser.  Til trods for at den palæstinensiske dreng talte perfekt dansk med blot en svag antydning af accent, vurderede de lærerstuderende stilen til en væsentlig lavere karakter og vel at mærke med en tilsvarende negativ vurdering af struktur og argumentation end da den blev læst op af drengen fra København.
   Det er foruroligende at vi lytter mere efter dialekt og accent end efter indhold når vi bedømmer folk.  Men kan det nu passe?  Ja, hvorfor mon sonofon havde så stor succes med deres nordjyske telefonpiger?  Og nu sidst den fynske Polle fra Snave.  Er det en tilfældighed? 
 

Forkælede chokoladesoldater

At vi ofte misforstår hinanden er et velkendt faktum – men også meget irriterende hvis misforståelsen skyldes sprogligt armod.
   En ny bog om H.C. Andersen præsenterer en særlig forståelse og tolkning af hans eventyr ud fra et dagbogsnotat om en mandlig bekendt som Andersen ”kælede for”.  Denne passus danner udgangspunkt for en læsning af H.C. Andersen som homoseksuel forfatter.  Den engelske fortolker har lært sig dansk for at kunne læse Andersen på originalsproget, men hun har ikke været klar over at på Andersens tid betød ”kæle for” at ”forkæle” hvilket jo er noget ganske andet, og udgangspunktet for hendes teori er derfor helt forkert, men det ved hendes læsere jo ikke.

Modellen Naomi Campbell har nylig vundet en retssag om ”krænkelse af privatlivets fred” hvori dommeren lagde vægt på en omtale af hende som en ”chocolate soldier” hvilket han fandt havde ”racistiske undertoner”.
   Dermed afslørede dommeren at han ikke kender sine klassikere idet chocoladesoldaten er titlen på en operette af Oscar Strauss (fra 1908) bygget over et skuespil af Bernard Shaw (fra 1894).  En chokoladesoldat er en wannabe krigshelt der først melder sig i krigens sidste dage eller timer.  Naomi Campbells (nyvakte) interesse for kvindesagsspørgsmål blev omtalt som værende af tilsvarende halvhjertet art, men den fangede dommeren ikke.  Dommen står således stadig ved magt, ligesom dommen over Andersen.
 

Pølsesnak

”Nu gik gassen af Skt. Gertrud” sagde en indvandret kollega fra Italien engang i 70erne, og den spontane og storgrinende reaktion fra kollegerne viste at alle kendte det oprindelige udtryk: ”Nu gik glansen af Skt. Gertrud (en romersk-katolsk helgen),” men her ufrivilligt komisk kombineret med udtrykket ”gassen gik af hende”.
   Anderledes i dag hvor mange af de gamle talemåder er ”gået i glemmebogen”, hos unge ofte fortrængt af direkte oversættelser af overvejende engelsksprogede udtryk som fx ”ende op i” eller ”bundlinjen er” og sprogligt miskmask à la ”melde ud” i betydningen meddele.
   Mange sprogbrugere har det med at kombinere ord der peger i hhv. positiv og negativ retning: skide+glad, pisse+god, svine+heldig .  Mens Parmaskinken helt klart er i topklasse, er Bolognapølsen det modsatte, måske fordi man ikke kan være sikker på indholdet i en pølse. ”Full of baloney” hedder det således på engelsk når man vil sige pølsesnak.  ”Man sætte ølse for, man sætte ølse bag, pølsen bevarer dog sin smag” hedder det med en gammel dansk talemåde ( = ”it’s baloney no matter how thin you slice it”).
  Men går det an frit at kombinere ord til et nyt udtryk?  Bliver man ikke misforstået eller regnet for uvidende?  Det hedder at ”finde de vises sten”, men kan man (af beskedenhed) nøjes med at finde ”én viis sten”? (NB ikke ”en vis sten”).  Når man skal ”vælge mellem pest og kolera”, kan man så vælge influenza?  Hvis man kan sige ”den er fjong” og ”den er i vinkel”, hvorfor så ikke ”den er parma”? eller ”det’ bar' skinke”?  På ét eller andet tidspunkt vil sådanne udtryk jo være lige så nye som andre udtryk der overtages uden blusel.
 

Sprogdød 

Hver dag uddør flere dyrearter siges det, nogle af dem endda endnu ikke "opdagede" eller navngivne (af os). Og hva' så? Gør det noget at vi ikke længere har dinosaurer og sabelkatte rendende rundt? Hver ting til sin bestemte tid kunne man mene hvis det ikke lige var fordi reduktionen i dyrearter kan være et signal om at der er noget er galt i vores måde at omgås naturen på.  Men: som "erstatning" for de uddøde arter opstår der vel også nye mutationer - vi véd det bare ikke?  Nuvel, lad nu det ligge...
   Der er bare det at noget lignende er ved at ske for sprog: af verdens i øjeblikket knap 6.000 kendte sprog skønnes halvdelen at være døde om 100 år. Hundrede år er lang tid, men 3.000 over 100 x 12 giver immervæk to døde sprog hver måned, så det går stærkt.  Problemet er jo at mange af de truede sprog i dag kun tales af en håndfuld mennesker, og når disse er væk, er der kun ringe sandsynlighed for at nye har lært og vil tale det pågældende sprog.
   Og hva' så? Er det ikke kun dejligt at flere og flere taler samme sprog, hvilket i dag er engelsk som vinder frem overalt på kloden? Selv på dansk  tilføjes hvert år nye udtryk som er direkte oversættelser af engelske vendinger.
   Ligesom i tilfældet med de uddøde dyrearter, peger de døende sprog på en udvikling i retning af ensartethed, men i modsætning til nye, muterede dyrearter opstår der ikke nye sprog til erstatning for de døde.  Sammen med sproget dør også de oprindelige kulturtræk som ofte kun lader sig beskrive i det oprindelige sprog, og der opstår en kulturel ensartethed som svarer til det fælles sprog.
   Hvorfor er det nu så vigtigt?  Jo, fordi sindet og tanken svarer til sproget, i sproget bevares en kulturs viden om sig selv og verden. Og når flere og flere af verdens minoritetskulturer bliver opslugt af de store nationale kulturer, forsvinder ikke blot deres facet af den menneskelige mangfoldighed, men også en mulighed for at udforske og forstå den menneskelige forstand.
   Hvad er da et typisk udtryk for dansk mentalitet og tankegang som ikke findes på andre sprog?  Det kræver mere end ét ord at oversætte begreber som aftægt, hentehår , hyggemad og henteskyld (kreditor skal selv hente gælden hos debitor); til gengæld skal vi bruge mange ord for at udtrykke  en-genstand-der-er-blevet-væk-og-som-kommer-til-syne-når-sneen-smelter .  Her bruger en grønlænder kun ét ord på fire bogstaver. 


Intelligent ordbog?

Det skulle være ganske vist at den megen trykken med tommelfingrene på mobiltelefonens taster allerede nu hos nogle storbrugere har udviklet tomlen så meget at den har overtaget føringen blandt fingrene; fx peger mange nu med tomlen i stedet for med pegefingeren, og skal man gestikulere at man har skrevet en besked, foregår bevægelsen nu med tommelfingrene, vel at mærke med begge tommelfingre.  At nøjes med at skrive vha. højre pegefinger alene ville gå alt for langsomt for hverdagens travle kommunikører.
   Som en hjælp til hurtigskrivningen har mobiltelefonen en såkaldt ”intelligent ordbog” som viser den mest almindelige kombination af de indtastede bogstaver.  Men da indtastningen foregår meget hurtigt, kan det ske at den ønskede kombination ikke er den foreslåede og man således i skyndingen kommer til at sende en kryptisk besked.  Fx foreslår ordbogen først ”et” når man vil skrive ”du”, men hardcore brugere vil ikke have svært ved at forstå: ”Vil et med i biografen?” så afsenderen lader ofte ”synonymet” stå eller undlader i det hele taget at bekymre sig om fejlkombinationerne.
   Dog kan en serie af kombinationssynonymer godt drille temmelig meget.  Hvis man fx skriver til en ansøger at vedkommende er kommet med på holdet, og der står: ”Øl et er gode” i stedet for det tilsigtede ”Ok du er inde”, er risikoen for fejlfortolkninger stor.  Og hvis man vil sende flg. ret almindelige besked: ”Venter du på at fars abe skal skåle før du kysser mig?” kommer den ud som ”Udover et på fårs bad skak sjæle for et ypper mig?”
   Det værste er dog at når jeg vil underskrive en besked med ”far”, foreslår ordbogen først ”får” og derpå ”dap”som åbenbart er mere almindeligt end ”far”.  Mobilbrugere har sikkert ikke behov for at skrive til far, derimod ”dap’er” de nok tit (hvad det så end betyder).  ”Mor” og ”bedstefar” går imidlertid glat igennem, så det kan være jeg bare er for nærtagende.  Jeg nyder i hvert fald at kunne sende og modtage sms’er, og slår man lyden fra, kan det jo ikke genere nogen.


Arnesteder

Almindeligvis samler sproginteressen sig om nye ord, men mange gamle ord er stadig i brug, fx i ordsprog og faste vendinger.  I de senere år er der imidlertid desværre sket det at den yngre del af befolkningen har omdefineret gamle ord og udtryk af ren og skær uvidenhed.
   Det gælder fx arnested, det sted hvorfra en (ofte kontroversiel) idé el. organisatorisk bevægelse udspringer. En arne er ildstedet - ikke kaminen, snarere komfuret el. ovnen - altså i køkkenet, hjemmets centrum.
   Bolle har i dag mange betydninger, men hvad betyder mon udtrykket "han stikker ikke op for bollemælk"?  Her kan der gættes meget og i mange fantasifulde retninger, men det betyder en (dårlig) kost, bundet af neg, og den der ikke stikker op for bollemælk, kender sit eget værd og giver ikke op (man ”stak” jo negene op i vognen).
   At få noget på fjælen kan der sikkert også gisnes meget om, men det betyder såmænd bare at der bliver ”sat mad på bordet” (egtl. planken).
   Og når noget bliver slået sønder og sammen, bliver det ikke banket mod "syd", men slået i stykker (fra gotisk: sundro = hver for sig; sml. at sondre = skelne) og banket (tilfældigt) sammen igen.  Ugleset er den der er blevet forhekset (fordi en ugle har kastet onde øjne på vedkommende).
   For at fremme forståelsen mellem yngre og ældre danskere har Ældresagen ligefrem udgivet et lille hæfte med ord der har fået modsat betydning i munden på yngre danskere.  Det gælder fx bjørnetjeneste (opr. en dårlig tjeneste); forfordele (opr. give for lidt); godt og vel/knap og nap (opr. mere/mindre end); virak (opr. kongerøgelse); patetisk (opr. højtideligt). Det er faktisk ynkeligt at patetisk nu er blevet skilt fra betydningsfællerne patos og passion.
   Alt dette kan imidlertid undgås hvis man udviser lidt sproglig bevidsthed og slår et ukendt ord op i stedet for at bruge det forkert.  Handler det hele i virkeligheden bare om dovenskab?  


Retro

Det siges at fra rummet kan man kun se ganske få menneskeskabte ting som fx den kinesiske mur.  Tilsvarende forsvinder de i øjeblikket store milepæle i menneskehedens historie, fx de to verdenskrige, når man får historien lidt på afstand.  Så er det pesten og koloniseringen i kølvandet på opdagelsesrejserne og ikke mindst asiaternes erobringer vestpå der tegner det store billede.
   Menneskehedens mentale milepæle afspejles også i litteratur og filosofi hvor det må slå mange med forbavselse at der er meget lidt under solen som ikke allerede er beskrevet hos klassikerne i Grækenland og Rom.  Netop derfor er klassikerne klassikere i betydningen eviggyldige og aktuelle.
   I modsætning til samtidens larm af store og små detaljer om verdens gang lige nu, fortæller klassikerne os om os selv, om det at være et menneske, alene eller blandt andre mennesker -  et emne der for den enkelte må være mere interessant end noget andet.

Det vil sige – ofte kræves det at spørgeren har overstået sine første leveår og den tid hvor fremad og helst hurtigt er nøgleordene.  Først bagefter kommer den tid hvor man giver sig selv tid til at stille spørgsmålet: ”og hvad drejede det hele sig så om?”  ”Hvad gjorde jeg, og ville jeg gøre det igen?” ”Handlede jeg anderledes end andre ville have gjort det” og ”Hvor stor er den fællesmenneskelige arv og de fællesmenneskelige vilkår, socialt og genetisk?”

Det typiske for disse spørgsmål er at de ikke drejer sig om materiel overlevelse eller fremgang, men om forståelse af det menneskelige sind.  Bemærkelsesværdigt er det at de også stilles af mennesker der har ”deres på det tørre” efter et succesfuldt liv. Alle har behov for at reflektere - vel at mærke når man er kommet over de år, hvor dagen og vejen kræver al ens opmærksomhed.  Det er næppe tilfældigt at de store filosoffer også i deres yngre dage ikke var plaget af ”almindeligt” arbejde, men kunne hellige sig deres tanker om livet uden at skulle købe ind, lave mad, vaske, reparere huset eller lægge terrasse (skønt, hvad véd vi egentlig om det?). Det afgørende for os er imidlertid at de tænkte disse tanker – på vores, alles, vegne.
   Verdenslitteraturens klassikere bliver derved et skatkammer af viden om os selv, men også samtidig et rum hvortil der kræves et særligt password: ”Jeg vil vide noget om mig selv som menneske.”

Netop denne betingelse er ikke til stede i de unge år hvor ønsket om tilfredsstillelse af øjeblikkelige behov (naturlige som kunstige) overskygger (næsten) alt andet, og det er på denne baggrund forståeligt at teenagere læser klassikerne som en tvungen pligt – så længe det varer, dvs. indtil undervisningsministeren giver efter for krav om uddannelse til erhvervslivet og ikke til menneskelivet.
   Særligt den assertive selvforståelse der er fremherskende i disse nyliberalistiske tider hvor oplevelsen er sat i centrum, skygger for lysten til at forstå andet og mere end hvad der skal til for at opnå den næste (umiddelbare) tilfredsstillelse, og der er jo afsporende elementer nok i form af fx reklamer.
   Derfor forbliver det som verdenslitteraturen kan tilbyde os, ofte en hemmelighed indtil vi når pensionsalderen; det er sent vi når til en erkendelse af hvad der er væsentligst i det lange løb.

Og skulle vi opnå en sådan indsigt og forsøge at give den videre til næste generation, vil vi ofte erfare at vi taler for døve øren.


Farver

De fleste sprog har mange ord for farver.  På dansk nøjes vi med lysegrøn og mørkeblå hvis vi har brug for at nuancere, måske fordi vi mangler lidt lysindlevelse - vi er ikke er særlig gode til at "se".  Og selv om de fleste umiddelbart vil forstå farverne citrongul og rødvinsrød ("bordeaux"), er det ikke sådan vi plejer at udtrykke os – vi holder os til regnbuens grundfarver. Andre sprog, fx spansk, har hundredvis af ord for farver, heraf  en stor del som er identiske med den frugt (eller det organiske materiale) som oprindeligt blev brugt til indfarvning, fx café (kaffebrun).  
   I stedet bruger vi farver til at udtrykke fx sort uheld, blåt blod, gul misundelse, grønt håb, rødt raseri og hvid uskyld.  Farven blå synes at være den mest brugte i mange forskellige udtryk: blå mandag, blåt blod, blåstemple, blålys, blåøjet etc.,
[færdiggøres]

 

Geografi

 ”Hvad betyder et navn?” spørger Julie om den Romeo hun ikke må få pga. blodfejden mellem deres familier. Man er vel hvem man er, uanset oprindelse og navn?  ”Du er hvad du spiser,” synger nul huller-generationen, og Shu-bi-dua tilføjer: ”en tanketorsk, en gulerod.”  Men da JFK under et besøg ved muren i Vestberlin d. 26. juni 1963 udtalte de berømte ord Ich bin ein Berliner, var han formodentlig glad for at det var Berlin og ikke byen Hamburg der var blevet delt i den kolde krig. Og havde han været i Frankfurt og skullet sige I am a Frankfurter – eller endnu værre, i Wien – havde han nok også tøvet en kende.

   Det er en nemlig en udbredt praksis at opkalde noget efter dets geografiske oprindelse, således fx en bornholmer (en røget sild) eller en pilsner (fra den tjekkiske by Plzen – en bajer er fra Bayern). Mere spøjst er det nok at Danish også betyder et stykke wiener(!)brød, nærmere bestemt en snegl med hvid glasur. Stoffet denim er opkaldt efter den franske by Nîmes (stoffet er ”de Nîmes”), og Robin Hoods dragt var Lincoln-green .
   Men det er ikke kun tøj og mad og drikke der har fået geografiske navne, således fx også: romerlys, pariserhjul, pariserrøv, københavnersnude, londonsofa, neapolitaner (en altereret molsubdominant i musik), eau de cologne, havanneser, islænder (hesten, ikke en islænding), kineser, en kold tyrker (dog oprindeligt cold turkey pga. gåsehuden), spanske ryttere (militær spærring), etc.

   Supermands alter ego, journalisten Clark Kent, har en veninde ved navn Lois. I danske ører nok et ualmindeligt navn, men i valget ligger der den pointe at de to journalister tilsammen hedder Lois and Clark, en utilsløret parallel til Lewis and Clark der i 1804-06 udforskede ”the Louisiana Purchase”, dvs. det nyligt indkøbte store område mellem Mississippi og Stillehavet.
   Og Red Warszawa ville have et (engelsk) navn der signalerede noget ”rødt” og noget ”østeuropæisk” - og så syntes de at ”Warszawa” lød godt. Først senere gik op for dem at Warszawa hedder Warsaw på engelsk, men da var succesen allerede hjemme.  Hvad betyder et navn?

Hjørnespark

Det var under sidste valgkamp jeg første gang hørte udtrykket ”at sende en sag til hjørnespark”.  Meningen var at afværge eller neutralisere en farlig situation, fx en debat om et sprængfarligt emne – med en ældre metafor skulle sagen ”syltes” dvs. ikke tages op igen. 
  
Min umiddelbare reaktion var at udtrykket måtte være blevet skabt af en person der ikke vidste meget om fodbold.  Et hjørnespark er jo en farlig dødbold der kommer i umiddelbar forlængelse af den første farlige situation, så det burde snarere hedde: ”sagen er sendt ud over sidelinjen” eller endnu bedre: ”losset ud af banen”. 
  
Nu gør en sådan misvisende metafor jo ingen større skade på det danske sprog hvis det ikke var fordi mange mennesker er begyndt at bruge den, vel at mærke i den forkerte, ulogiske betydning.  Og så står vi med endnu et tvetydigt udtryk som fx ”bjørnetjeneste”.

”Så gik gassen af Skt. Gertrud” sagde en taler engang, og den spontane og storgrinende reaktion hos tilhørerne viste at alle kendte det oprindelige udtryk: ”Nu gik glansen af Skt. Gertrud” (om en falden helgen), men her komisk kombineret med udtrykket ”gassen gik af ballonen” (nudansk: den blev en fuser).

Mange sprogbrugere kombinerer ord der peger i hhv. positiv og negativ retning: skide+glad, pisse+god, svine+heldig – altid med forstærkende effekt af det sidste led.  Men går det an frit at blande faste udtryk?  Bliver man ikke misforstået eller regnet for uvidende?  Det hedder ”at finde de vises sten”, men kan man (af beskedenhed) nøjes med at finde ”én viis sten”? (NB ikke ”en vis sten”).  Og hvis man skal ”vælge mellem pest og kolera”, kan man så vælge midt imellem dem, fx influenza?  

Mens ”Parmaskinken” helt klart er i topklasse, er ”Bolognapølsen” det modsatte, måske fordi man ikke kan være sikker på indholdet i en pølse.  Men hvis man kan sige ”den er fjong” og ”den er i vinkel”, hvorfor så ikke ”det’ bar’ parma”?  eller ”det’ ren skinke”?  Ja, vi kan jo vente og se om skinken bliver sendt til hjørnespark.


Udvikling

 Udvikling er vel noget af det allermest naturlige man kan forestille sig.  Mange synes at mene at den er uundgåelig og kommer helt af sig selv, i hvert fald accepterer de den ukritisk som om udvikling er en naturlov .  Det kan derfor undre at ordet ”udvikle” er konstrueret som det modsatte af at ”vikle” (dvs. rulle - rundt om eller sammen).  Situationen er den samme på andre sprog hvor forstavelsen vender den oprindelige (vikle)betydning om, således fx latin: (e)volvo; fransk: (dé)velopper; spansk: (des)arrollar; tysk: (ent)wickeln.
   Den sproglige udvikling illustrerer altså at ordet for at vikle eller rulle sammen er det oprindelige udtryk; først bagefter – da behovet for dette ord opstod – kom den modsatte betydning: at gå videre og ændre på det bestående.

Og hvad kan vi så lære af det?  Ja, bl.a. at ”udvikling” åbenbart alligevel ikke er et ”naturligt” fænomen.  Tværtimod har det naturlige været et gradvist forfald af en tilstand - det er naturligt at naturen dør i livets store cirkelbevægelse.  ”Evig ungdom” har derfor altid været blandt menneskets højeste ønsker, men evig ungdom er jo netop en bevarelse af ”status quo” og ikke udtryk for en udvikling.

At vikle noget ud (fx et fiskenet) betyder noget andet end at udvikle noget (fx en tre-bånds mobiltelefon) på samme måde som det at melde noget ud (et af tidens modeudtryk) er noget andet end at udmelde sig (fx af en forening).  På sammen måde med ”vikle ind” og ”indviklet”.  At noget er indviklet betyder normalt ikke at det konkret er rullet sammen eller pakket ind.  Vi bruger overvejende ”indviklet” figurativt, dvs. om en sag eller et abstrakt forhold.  Brugen af ordet ”indviklet” kan faktisk være noget indviklet.  Sproget har åbenbart udviklet sig, men det er brugerne der har defineret betydningen.

For: Udvikling er jo ikke det samme som fremskridt.  Fremtiden kommer helt af sig, hvorimod fremskridt kræver handling, og ofte skabes det sande fremskridt kun hvis vi imødegår den ”blinde” udvikling, dvs. ikke bare accepterer alt hvad diverse fabrikanter håber vi falder for (og som vel at mærke kan have stor indflydelse på vore liv).  Fremskridt indebærer at vi formulerer et ønske om hvordan vi vil indrette os. 

Information?

”Det er ikke godt at vide,” siger vi når vi er usikre på udfaldet, men netop i den situation ville det jo være godt at vide hvordan det vil gå.  Hvad er godt at vide?  Her er nogle eksempler på viden som måske kan være nyttig hvis man vil være millionær:

 Og så var der manden der ville gøre indtryk på pigen ved siden af og sagde: ”Hver gang jeg trækker vejret, dør der et menneske,” hvortil hun svarede: ”Har du prøvet at børste tænder?”

 

Om at holde sig på måtten

En af Danmarks kendte sangerinder i 60erne betroede mig engang at hun aldrig havde forstået hvordan rødstrømperne (dvs. kvindesagsforkæmperne) kunne bruge udtryk som ”vi skal have noget op at stå” når deres mening om mænd var at den at ”kvinder har lige så meget brug for en mand som en fisk for en cykel”.  Et af diskussionsemnerne dengang var nemlig at kvindeundertrykkelsen også ytrede sig sprogligt i udtryk som fx ”man(d) siger at…”, og derfor  arbejdede bevægelsen for at indføre betegnelser som ”forkvinde” og ”talskvinde” for at bryde denne hjernevask.  Hvis betegnelsen blev for pudsig som ”brandkvinde” eller ”styrkvinde”, anførte man(d) ”m/k” efter stillingsbetegnelsen for at vise at personens køn var underordnet. Mandlige sygeplejersker forblev imidlertid ”sygeplejersker” idet en (syge)plejer jo er noget andet.

Diskussionen om sproglig undertrykkelse døde ret hurtigt, men er derfor ikke nødvendigvis uden interesse.  Er sproget kønsbestemt?  Mænd har længe kunnet ”gribe i egen barm” (dvs. erkende egne fejl), men det er vist nyt at ”tage brysterne i den anden hånd” som jeg så det i en avis forleden.  Både mænd og kvinder kan få ”hård hud” (blive ufølsom eller rutineret), men kan man(d) sige om en kvinde at hun har fået ”hår på brystet” (erfaring og modstandskraft)?  Og er det mandschauvinistisk at bede en kvinde om ”at holde sig på måtten” (opføre sig ordentligt)? Kan man(d) bede en anden mand med hår på brystet om at holde sig på måtten?  Kan jeg bede ham om at holde ’mig’ på måtten? 

Nogle elsker at jonglere med sådanne blandede metaforer for at aflokke sproget nye nuancer, men for at kunne goutere dem, skal man jo kende forlæggene:  "Det flimrer for mit livssyn".  Og så ikke et ord om "fanden og hans pumpestok".

Vandalisme, en sandhed med modifikation 
- eller når myter får klippet vingerne

 Mange berømte personer er kendt for at have sagt det rigtige på det rigtige tidspunkt, vendinger der er gået over i historien som bevingede ord. Som nu den berømte sætning ”terningerne er kastet” som Cæsar skal have udtalt da han besluttede sig for at føre sin hær mod Rom. Udsagnet var imidlertid et meget kendt bevinget ord allerede på Cæsars tid.  Og da originalen var på græsk, sagde Cæsar det faktisk på græsk, vel at mærke med bibetydningen: nu får se hvad der sker. Han lod dermed skæbnen råde i stedet for selv at sætte sig op mod Rom; den der gjorde det, var fordømt til underverdenens pinsler.
   Jordiske pinsler led mange folkeslag da vandalerne kom stormende ind over Europa fra Afrika. Så meget at ”vandalisme” i dag er udtryk for ”meningsløs vold”.  Men vandalerne fortjener ikke dette tilnavn idet de oftest lod sig assimilere uden problemer.  Bibetydningen stammer fra 1794 hvor en fransk abbed ”opfandt” ordet vandalisme for at karakterisere den hærgen og plyndring der fulgte den franske revolution.
   Columbus lavede ikke et ”columbusæg” – det gjorde italieneren Brunellesco – men udtrykket har bidt sig så fast at ingen ville forstå det hvis man henviste til Brunellescos æg.
   Archimedes sagde ikke: ”Forstyr ikke mine cirkler”, men ”Tag mit hoved, men ikke mine tegninger”. Valdemar IV sagde ikke: ”I morgen er der atter en dag”, men: ”Ottardag”, en ed der betyder ”Dommedag”.  Hans tillagte kaldenavn svarer derfor ikke til Mañana – i betydningen: det kan vi altid gøre senere – men ”For s…. da.”

Udtrykket ”en sandhed med modifikation” blev sagt første gang d. 9. marts 1852 af statsminister Bluhme i Folketinget. 

 

Pop

Selvom abba oprindeligt betyder "far" ( = Gud), er den svenske popgruppe af samme navn ikke et udtryk for storhedsvanvid. Medlemmernes fornavne var: Anni-Frid, Benny, Björn og Agneta, men gruppen kunne lige så godt have kaldt sig BABA (en fransk romkage med rosiner, eller polsk for bedstemor).
   The Beach Boys hed oprindeligt Carl & the Passions, derpå Kenny & the Cadets før de tog navn efter deres første store surf succes. Men det er en helt anden historie.
   Den gale pose hedder et band, en fordanskning af det engelske "posse", oprindeligt en eftersøgningsgruppe, nu: dem man "hænger" med – slænget. Et tysk band hedder Die Toten Hosen – et tilsvarende bizart navn som imidlertid godt kunne være en reaktion på et af Freddy Brecks store hits: Rote Rosen (som man godt kan brække sig over).
   Fra rockhistorien kendes originale påfund som: Loving Spoonful, Aztec Camera, Blow Monkeys, Def Leppard (ikke en døv leopard), Einsturzende Neubauten, Grateful Dead, Human League, Jefferson Airplane, ZZ Top, etc. etc. hvoraf nogle dog har litterært forbillede eller er slangudtryk fra obskure subkulturer.
   Elton John tog sit kunstnernavn efter vennerne Elton Dean og John Baldry. Marilyn Monroe hed oprindeligt Norma Jean Baker. UB40 henviser til et nummer på en arbejdsløshedsformular

   

Historier

Alle ved at det er vigtigt at sove, og når vi sover, drømmer vi, også de der ikke kan huske deres drømme.  Det er for længst erkendt at vi behøver drømme til at sortere indtryk, erkendte som ubevidste, for at kunne overleve eller ”finde os selv”, ja, nogle mener endda at vi sover for at kunne komme til at drømme så vi kan få ryddet op i fortrængte tanker og indtryk.
   Alle mennesker i alle kulturer kan lide at høre eller læse historier, også børn så snart de har et sprog.  Vi opsluges af historien og sætter indre billeder på som minder om drømme.  I en vis forstand er denne fiktion vore vågne drømme.
   Men hvis drømme er nødvendige (naturen spilder jo ikke kræfter på ligegyldige ting), så er de historier vi fortæller hinanden og ikke mindst dem vi læser, måske heller ikke den underholdende luksus som nogle politikere vil gøre den til.  Fiktion er måske det medium der gør os til mennesker?
   Selv om vore drømme fortælles i billeder, vil de altid kunne omsættes til sprog – vi vil kunne fortælle andre hvad vi drømte (hvis vi ellers husker drømmen).  Pattedyr drømmer også, ja, selv menneskefostre drømmer. Hunde og katte drømmer om det hunde og katte gør, men hvad kan fostre have at drømme om?
   Forskningsresultater tyder på at vi fødes med en indbygget evne til at vide hvad vi skal frygte.  Mange børn drømmer om at blive spist af vilde dyr eller om monstre i mørke jungler, også selv om de bor i Aalborg.  At sætte billeder og ord på denne frygt er at deltage i et virtuelt rollespil der ruster os til mental overlevelse.
   Og da både drømme og historier består af billeder og ord, må fortællinger i bredeste forstand (skønlitteratur, myter, sprog etc.) altså være lige så vigtige som drømme.  Det bliver spændende at se om skaberne af den kommende gymnasiereform har blik for denne nytteværdi. 

 

Spader 2

  Selv om sproget konstant får tilført nye gloser, sker der også et tab af ord som enten omdefineres eller bliver politisk ukorrekte. Det sidste er sket med udtrykket ”at kalde en spade en spade” som nu af nogle betragtes som racistisk.  Desværre forveksler kritikerne udtrykkets oprindelige betydning ”at sige tingene lige ud uden omsvøb” med den sorte farve i kortspillets ”spar” som er blevet et nedsættende synonym for ”sorte”.
   I tilfældet ”spade” er der yderligere den omstændighed at udtrykket er fejloversat, først til latin af Erasmus og siden i 1542 fra latin til engelsk. Der skulle oprindeligt have stået ”vandtrug” idet Erasmus oversatte Plutarchs omtale af de (dengang) uciviliserede makedonere der iflg. Plutarch ikke havde ord for andet end ting (og dermed ikke for fx begreber). Vi burde således i dag sige ”at kalde et trug et trug” om ukompliceret og direkte sprogbrug.

I moderne dansk er det engelske ”chat” efterhånden blevet et éntydigt udtryk for en hurtig kommunikation vha. it, og det varer nok ikke længe før denne kommunikationsmåde bliver stavet ”at tjatte” (jf. udviklingen fra ”checked” til ”tjekket”).  Herved kommer det danske verbum ”at tjatte” (at give nogen et godmodigt dask) i klemme.  Vi har fået et nyt ord, men er også på vej til at miste et.
   Kan en tjekkisk hotelportier være ”tjekket”?  Og kan man betale med ”check” til en sådan tjekket tjekke når man ”tjekker ud” fra hotellet?  Og kan den tjekkede tjekke tjekke checken når man tjekker ud? (eller tror han man står og ser på damer? check out the chicks). Mangler vi ikke nogle nye ord her til at rydde op i mulige misforståelser?
   ”Hej” betød oprindeligt ”goddag”, ikke ”farvel”. At ”hænge ud” betød oprindeligt at ”diskvalificere” (i hestesport). Og en ”2g’er” er nu en andengenerationsindvandrer.

Egentlig synes jeg at sproget er blevet fattigere fordi gamle ord nu ikke længere kan bruges uden risiko for misforståelser.  Ældresagen har ligefrem udgivet et lille hæfte med ord og vendinger der har fået ny betydning.  Som fx ”Tak for kaffe”.

 

Lyde

Efter ca. et døgn har 80 % glemt hvad de læste dagen før (læste jeg i går!), så fortvivl ikke – der er mange i samme situation som du – og læs trygt videre; du glemmer det alligevel. Med musik og lyde er det imidlertid en smule anderledes.

Effekten af musik til arbejdet har længe været anerkendt som en stimulans, men det er ikke lige meget hvilken stilart der er tale om. Nej, selvfølgelig, tænker du, det skal jo være en musik jeg bryder mig om. Forkert, siger de kloge, dét er ikke det afgørende. Påvirkningen finder sted på en helt anden måde.

Neuropop eller hjernemanipulerende lydalgoritmer behøver faktisk ikke engang være musik, det kan også være lyde som ”sne i fjernsynet” (hvid støj) eller ”kontorlandskabssusen” (lyserød støj), ofte spillet så svagt at vi ikke opfatter det bevidst, men vore sanser gør – og reagerer på det.

Producenterne af disse former for lyd hævder at de kan få folk til at falde i søvn, brække sig,  glemme noget eller føle lyst fordi de ved analyser har fundet ud af hvordan hjernens forskellige centrer opfatter og reagerer på lyde. Vel at mærke ikke lyde som kanonslag eller klistrende strygere, men små, ikke umiddelbart registrerede ændringer i ellers ”normale” lyde og musik.

Et eksempel på direkte fysik påvirkning er lyde der rammer øjets resonansfrekvens hvilket medfører ubehag.  Indtryk fra lyde har faktisk større betydning end visuelle indtryk, et forhold der nok kan gøre én bange fordi vi ikke aner om eller hvordan vi bliver manipuleret.

Man kan fx blive manipuleret af lyd til at huske hhv. glemme indtryk, men det er i øjeblikket ikke lovligt at benytte denne form for påvirkning af underbevidstheden. Dog, teknikken ligger klar den dag nogen tør bryde loven.

Da CD’en afløste lp’en som musikmedium, savnede mange den runde klang der fulgte med pladespilleren.  CD-producenterne hævdede at CD’en var ”renere” i lyden, og at pladespillerens klang var en dårlig vane.

Nu viser forsøg at visse aspekter af klangbilledet ikke kan fastholdes digitalt, og at fx arabisk mister så mange lyde ved digital optagelse at dele af meddelelsen ikke trænger igennem.

Ikke så sært at Osama bin Laden altid udgiver et kassettebånd! [361 ord]

 

Udlån

Det danske sprog er fuldt af låneord fra andre sprog. Mange tror at de fleste kommer fra (amerikansk) engelsk, men den største leverandør er faktisk Tyskland der tegner sig for hele 75 % af det totale danske ordforråd! (hvem har mon talt dem?).

   Men lånene går også den anden vej.  Dansk har leveret mange ord til engelsk, fx de fleste ord der begynder med ”sk-”, således: skirt, sky, skin, scant og scrape samt egg, fellow, sister, swain, window, flat, ill, loose, scant, weak, bask, call, die, get, give, raise og they, them, their, though, both og same.

   Hertil kommer mere specielle ord som ”tingsted” (det oprindelige folketing om man vil) – engelsk: thingstead, ”køkkenmødding” (kitchen midden) og ”ombudsmand” der er optaget direkte i mange sprog.

   Nu viser nyere forskning imidlertid at også de tidligere danske kolonier i Dansk Vestindien (indtil 1917) har optaget danske låneord som stadig er i brug, fx bli=blive, e:nte:n/ingenting, fostó/forstå, frokos/frokost, giern/gerne, hus/hus, ini/indeni, kryb/krybe, midnat/midnat, te/til og mange flere.

   Også Ghana (den tidligere danske koloni Guldkysten) har mere end 30 danske låneord i nogle af de indfødte sprog, fx  blègi=blæk, blinyan/blyant, gaflo/gaffel, gro/grov, hanklè/håndklæde, hanspa/håndspade, saksi/saks, skam/skam, skru/skrue og trakte/tragt.

   Men de mest interessante ”falske lån” er nu de svenske ord der ligner dansk, men som har en helt anden betydning, fx det svenske ”tjänare” som betyder daw, og ”bolla” der betyder diskutere. En svensk ”mås” er en dansk måge, og en ”korv” er en pølse.

   Også den anden vej er der grund til at tage sig i agt: de fleste er klar over at det dansk ”sjovt” på svensk hedder ”rolig”, men færre véd at det danske ”kor” betyder ”køer” på svensk. Det danske en ”taske” svarer til pungen med de to sten. ”Hvad har du i tasken?” er således ikke noget man spørger en hvilken som helst svensker om. Og ”kuk-kuk” er ikke noget gøgen siger - slet ikke!.

 

En gang røg

 Intransitive kaldes de verber der beskriver en tilstand eller omstændighed ved subjektet, således ”ligge” (fx jeg ligger i sengen) og ”sidde” (jeg sad ned), i modsætning til deres transitive pendanter ”lægge” (hønen lagde et æg) og ”sætte” (hun satte skabet på plads) hvor der udføres en handling, dvs. man gør noget ved noget andet (objektet). Andre ordpar med samme forskel er: springe/sprænge (bomben sprang/jeg sprængte bomben) og hang/hængte: tøjet hang på snoren/jeg hængte det op

 Det samme gør sig gældende i ordparret ryge/røge hvor ”ryge” oprindeligt brugtes intransitivt (uden objekt) om det der ryger, fx ”et rygende bål”, modsat ”røge” der indebærer en handling (med objekt), fx ”at røge en sild” hvilket giver resultatet ”en røget sild”. Man røger altså tobak som til gengæld ryger når der er ild i den (der går røg af branden).

 Men sproget er jo ”levende” hvilket lidt kritisk bedømt kan udtrykkes således: når et flertal af danskere bruger et udtryk forkert, bliver det norm, og den nye brug erstatter den gamle. Dette er sket mange gange i tidens løb, men oftest i de senere år når de yngre generationer  blander udtryk som ”han har ingen rygrad” og ”det sidder på rygmarven” til ”han har ingen rygmarv”.

 Uheldigvis kan denne udvikling give anledning til misforståelser, specielt når sprogbrugere af forskellig alder taler sammen: ”Ryger De efter en god middag?” spurgte den unge læge. ”Det ved jeg ikke,” svarede den ældre patient, ”jeg har aldrig set efter.”

 Derfor, hvis du skal tale med dine bedsteforældre:
 Jeg gav ham en gang røg” betyder ikke at jeg forsynede ham med tobak, men at jeg drillede ham. ”Han stak piben ind” betyder at han dæmpede sig, ikke noget andet. ”En god cigar” svarer til ”en skøn sild”, og ”stærk tobak” er ikke nødvendigvis noget man ryger – undskyld, røger.

 ”Kors i hytten,” tænker du måske, ”hvor pedantisk kan man blive?” men du skal i så fald lige være klar over at det oprindelige udtryk var ”Gott behüte” (”Gud bevare os,” senere ”Korset bevare os”), og der således hverken tale om en hytte,  et skur eller noget andet ”sted” (jf. ”kors i r….”), men om at den talende ”slår syv kors for sig” dvs. forsøger at afværge det ubehagelige. Bid spids på den!

 

Volapyk

Når de danske soldater i 1848 og 1864 stormede frem mod fjenden fra syd, råbte de ”Hurra!”  Ikke for at ønske ”han skal leve”, heller ikke fordi de ønskede selv at (over)leve, men fordi dette opildnende råb fra gammel tid er blevet brugt af angribende danske soldater for at skræmme fjenden (sangen om ”den tapre landsoldat” fra 1848 har også ordet i sit omkvæd), og det var stadig i brug så sent som i 1960erne.
   Som så mange andre ord for spontane udbrud (fx hmm, uf, uhm, ohøj, øv)  betyder ”hurra” ikke noget i sig selv, men det er interessant at det også hedder ”hurra” på fx engelsk, tysk og spansk og at ordet blev brugt på samme måde.

Når vestjyden siger: ”A æ u i æ å” og mener ”Jeg er ude i åen”, skal københavnere have lyden tekstet for at kunne følge med (som det skete i ”The Julekalender”). Derimod forstår københavneren nok århusianeren når denne siger: ”Jæ uji åen”, så der er åbenbart plads til lidt spillerum i udtalen.
   Men på verdensplan er der jo tale om større forskelle de enkelte sprog imellem, og det er derfor forståeligt at mange sprogfolk har ønsket at finde (eller opfinde) et sprog som nemt ville kunne læres af mange.

Et sådant sprog er ”volapyk” som blev opfundet af tyskeren Schlayer i 1879, men allerede i 1887 lancerede polakken Zamenhof et nyt kunstsprog, Esperanto, siden forenklet under navnet Ido.  Andre kunstsprog som ikke har haft synderlig succes, er Neutral, Novlatin og Universal.

Fælles for alle kunstsprogene er at de bygger på kendte ord, fortrinsvist fra den romanske sprogstamme (latin, italiensk, spansk, fransk), samt at de har en forenklet grammatik – det viser sig faktisk at en forenklet grammatik sagtens kan klare de forståelsesmæssige sproglige udfordringer, endda også i videnskabeligt sprog.

Her er et eksempel fra et helt nyt kunstsprog, Erica, som formodentlig vil være forståeligt for alle som har et lille kendskab til hovedsprogene:

La stavecontrola geht ganz cucumber cuando escribo en Erica. Aber das es no problema if die Leute understand tutti paroles. La metoda es simplifico: man nimmt el primo el besto ord man pense on, in any lengua.  Easy, no?

Det rene kaudervælsk (blandinger af flere sprog), men volapyk? Nej, vel?

At tage nogen på sengen

goddag mand, økseskaft

”Jeg fik uventet besøg af viceværten i morges”, sagde blondinen, ”og det var lidt flovt, for jeg havde slet ikke nået at rydde op efter festen i går aftes.”  ”Nå, tog han dig på sengen?” spurgte hendes veninde.  ”Nej, han skulle bare aflæse elmåleren.”

   ”Goddag, mand. Økseskaft” hedder sådanne samtaler hvor parterne taler forbi hinanden, fx pga. forskellig opfattelse af faste vendinger der enten er ukendte for den ene part, eller bruges forkert.  Visse vendinger kan dog være født tvetydige hvilket den bevidste sprogbruger kan spille på, fx som Shakespeare der altid har en scene ”for husarerne”, dvs. bruger udtryk der med vilje misforstås. Disse misforståelser er næsten altid af seksuel art.

   Ikke sådan i den oprindelige historie om ”Goddag mand. Økseskaft”.  I dén sidder en døv mand i et træ da han får øje på en anden mand der nærmer sig; og da den døve helst ikke vil indrømme sit handicap, forestiller han sig at den anden vil spørge om hvorfor han sidder i træet, og han beslutter sig derfor for at sige at han saver en gren af for at lave sig et økseskaft.

   Historiens pointe er naturligvis at man ikke skal foruddiskontere hvad samtalepartneren siger, men det er formodentlig velkendt for alle at fejlhøringer ofte skyldes vore egne fordomme – vi hører det vi regner med/helst vil høre, også selv om det kan være en kritik.

Ævl
- eller Spanske låneord i jysk?

Under Napoleonskrigene (o. 1800) kom et hold spanske soldater til Danmark. Danmark-Norge var på Napoleons side, og spanierne skulle støtte os mod de fælles fjender fra stort set resten af Europa. Det var derfor englænderne bombarderede København og derfor vi ”mistede” Norge; for da Napoleon blev slået ved Waterloo, tabte vi også, og den danske stat gik bankerot.
   Det var ved den lejlighed den danske konge Chr. VI vægrede sig ved at underskrive en lov der ville spare penge på uddannelse og udtalte de berømmelige ord: ”Fattige og elendige ere vi. Lad os nu blive dumme til, da kan vi gerne ophøre at være en stat.” Interessante ord i disse sparetider.
   Men det er nu slet ikke mit ærinde denne gang.

De spanske tropper blev indkvarteret på slottet Koldinghus som de ”kom til” at sætte i brand, så det har stået som ruin lige siden.  Andre spor af dem er de hvidløg de dyrkede i køkkenhaven.  Hvidløg dyrkes stadig i Kolding, og interessen for dem har spredt sig til hele Danmark.  Men de mest interessante spor er måske de mange mørkøjede og –hårede midtjyder hvoraf nogle endda hedder Juan (jeg kender selv én af disse 9.-generationsindvandrere).
   Men det bliver værre endnu: det spanske ”muy” blev optaget som det midtjyske låneord ”møj”, men sønderjyderne misforstod det og dannede ordet ”moin” der kom til at betyde noget helt andet.

Når spanierne talte hurtigt sammen (de gør de stadig), sagde midtjyderne: ”Hør, sikken palaver” med et nyt ord fra det spanske: ”palabra”.  Blandt de mange andre spanske ord som blev optaget i midtjysk, var fx: alcoba (alkove), alfalfa (en afgrøde) og cafetería (med tryk på ”i’et”; vi andre lægger jo trykket på det andet ”e”).
  
Men oftest forstod midtjyderne ikke et pluk når spanierne rablede ord af sig. Og da spanierne selv hånede hinanden med udtryk som ”habla, habla”, opstod ordet ”ævl” som udtryk for vrøvlesnak.

Nu er spørgsmålet bare: hvor meget af ovenstående er ævl?

Noter
muy = meget
palaver = hurtigsnak; iflg. Nudansk Ordbog egtl.: ’samtale mellem europæer og afrikaner’
palabra = ord
habla = tal (udtales avla)

 

År og dag

Den 13. maj 1683 fødtes i England en lille dreng der imidlertid døde d. 19. februar ”samme år” som der står på hans gravsten.  En tilsyneladende trykfejl, men sagen er at England på det tidspunkt endnu brugte den julianske kalender (indført af Julius Cæsar år 45 fvt.) med nytår d. 25. marts.

   Denne kalender var imidlertid kommet så meget ud af trit med solens gang at kalenderåret var blevet forskudt 10 dage i forh.t. fikspunkter som fx solhverv.  Pave Gregor XIII forordnede derfor en ny (gregoriansk) kalender indført i 1582.  Samtidig flyttedes årets begyndelse til d. 1. januar, selvom der er ikke nogen astronomisk begrundelse for valget af denne dato for nytår – det er en definitionssag.

   Justeringen af kalenderen betød at 10 dage blev slettet fra ”historien” hvilket mødte megen modstand - nogle mennesker troede de pludselig blev ti dage ældre.  Det tog derfor lang tid før den nye kalender blev almindeligt accepteret.  Tidligst i katolske (pavetro) lande som Italien, Polen, Portugal og Spanien, mens det varede længere før de protestantiske lande gav efter.  I Danmark indførtes den gregorianske kalender i 1700 hvor d. 18. februar blev efterfulgt af d. 1. marts.  

   I Frankrig fejrede man indtil 1582 nytår i otte dage fra d. 25. marts til d. 1. april.  Folk som var længe om at acceptere den nye kalender og fortsat fejrede nytår i marts, blev ofte betragtet som dumme og tilbagestående, og begrebet ”aprilsnar” stammer således fra denne tid hvor man drillede de uoplyste d. 1. april.

   I Mexico driller man mærkeligt nok aprilsnar d. 28. december, som oprindeligt var den dag hvor man mindedes ”los santos inocentes” dvs. de børn som den jødiske kong Herodes beordrede dræbt efter Jesu fødsel. Men hvordan det kunne lade sig gøre for Jesus at undslippe denne skæbne (via flugten til Ægypten) før de tre vise mænd nåede frem til krybben d. 6. januar, er vist et problem der er større end en flytning af kalenderen kan løse.


&nu

En dødsdømt kunne få opfyldt et sidste ønske hvortil han svarede: ”Jeg har altid gerne villet gå til klaver.”

    Nu har jeg allerede lært at spille klaver, og selv om jeg ikke længere underviser, har jeg stadig en vis tilknytning til Aalborghus hvorfor &nu’s redaktion har bedt mig skrive et par klummer mere. Gerne.

   Forleden, da morfar var godt i gang med at lege skole med Frida på 3 år, stoppede hun pludseligt op og begyndte at trække ned i underbuksernes nederste elastikkant. ”Olfert”, sagde hun forklarende.

   Jeg må have set meget undrende ud, og det varede da også et stykke tid før betydningen gik op for mig.

   Nu bruger hun (endnu) ikke g-streng – frivilligt – men det er jo interessant at vi overhovedet har et ord for dette ubehag. En efterforskning viser at ”det at give én en olfert” betyder at trække et offers underbukser så langt op ad ryggen som muligt hvilket kan gøre meget ondt på begge køn.

   På amerikansk engelsk siger man ”wedgie” (kile) når underbukserne kravler op af sig selv, men flere vestlige sprog har ikke denne glose. Mærkeligt, for man kan dårligt forestille sig at det er et fænomen der kun rammer amerikanere og danskere, og derved pilles der ved det aksiom at sprog og kultur hører sammen.

   Det er fx en velkendt myte(?) at grønlandsk har 25 ord for sne, og at mange sprog mangler et ord for ”hentehår”. Andre eksempler er ”balenga” fra den tidligere spanske koloni Filippinerne og som betyder ”at svinge overdrevent kraftigt med armene når man går” – noget de åbenbart gør meget i siden der findes et ord for det – på den anden side har vi jo også vores ”stavgang”.

   Men der er faktisk mange handlinger vi alle udfører, men som vi ikke har noget ord for, fx den åndsfraværende lyd vi laver for at vise høflig interesse når nogen fortæller os noget mens vi er ved noget andet. Eller slår med tungen mod ganen mens vi løfter øjenbrynene: tsk, tsk.

   Og så er der jo bevægelser (og tegnsprog) og dufte som meddelelsesmidler i stedet for ord. En akacie-art på den afrikanske savanne siges at udsende en særlig advarselsduft når antiloperne nærmer sig for at spise af bladene hvorefter alle akacier i området udskiller et sekret som antiloperne ikke kan lide. Verden er heldigvis mangfoldig (med og uden ord), og der er endnu meget vi ikke ved.


Hvad ligger der på skrivebordet?

Lad mig slå én ting fast: Computeren er en dejlig opfindelse og uundværlig i mange af vore daglige gøremål. Vi har i den grad vænnet os til den, at vi har svært ved at forestille os, hvordan vi tidligere kunne fungere uden.  Noget lignende gælder mobiltelefonen, der passer så godt til vores dagligdag, at vi er helt fortabte, hvis vi skulle miste den.  

Men der er én ting, der altid har foruroliget mig, og det er, at innovationen bestemmes af eksperter, der har et begrænset udsyn over, hvad der kan findes på. Selv deres vildeste fantasier er jo begrænsede af, hvad de kan forestille sig, og netop fordi de er eksperter, mangler de indsigt i meget af det andet, som også er en del af menneskelivet - og resultatet bliver derefter.
   Et par eksempler: Den moderne computers layout, PC’ens og Mac’ens grænseflade, blev udviklet af PAPIRfolkene i ”Xerox Park” (Xerox var en førende kopimaskinefabrikant). Det betød, at deres vision for en computer var et medium, der kunne afhjælpe KONTORfunktioner, heraf de bagudpegende betegnelser ”skrivebord”, ”mappe”, ”filer”, ”layout” (og stort set alle redigér- og formatfunktionerne). Hertil kommer ”indsæt objekt el. billede”, alt sammen en skærmudgave af et papirmanus, og erfaringerne viser da også, at efter indførelsen af computeren er papirforbruget gået op og ikke - som de fleste ventede det - ned.

Men hvad kunne vi så have fået i stedet? Ja, fx en helt ny vision om et teknisk hjælpemiddel, der tilgodeser flere sanser via masser af hyperlinks (fx integreret lyd og levende billede), og så ville computeren ikke længere være en avanceret skrivemaskine (det var der faktisk tilløb til, før kontorfolkene vandt).
   Men har vi ikke allerede det i www? Jo, men nettet er stadig overvejende tekstbaseret, og det anderledes, levende materiale tænkes som illustration til teksten i stedet for at være selve sagen.

Noget tilsvarende gælder for spillefilm, som i dag (næsten) kun er filmet teater. Ok, som regel optaget ”on location”, hvilket gør illusionen mere troværdig, men opbygningen består jo af akter (vi ser bare ikke disse overskrifter), og aktørerne siger replikker og handler på en måde, der fører frem til en krise, som så udløses. Men en helt fri og fabulerende tilgang ses kun sjældent - mange film er jo faktisk bare billedbøger – og filmens muligheder som medium er slet ikke udnyttede endnu.

   Til gengæld ser det ud til, at multimediemobiltelefonen kan blive det medium, der forløser de fleste muligheder. Man må håbe, at udviklerne får tilstrækkeligt input fra andre grupper, så de undgår bare at realisere drengerøvsdrømme. Vi husker jo alle (?) dengang, det blev præsenteret som det største teknologiske fremskridt, at man nu kunne bestille sine flybilletter fra sin lænestol. Gab! 


Det man siger 

Vi ved alle at sejrherren skriver historien dvs. bestemmer hvad eftertiden skal vide om baggrunden og motiverne for en historisk proces og dens udfald. Derom vidner bl.a. disciplinen kildekritik der gør opmærksom på at man skal kende afsenderens holdninger før man kan bedømme et udsagns sandhedsværdi. En ”frihedskæmpere” kan pludseligt blive en ”terrorist”, afhængigt af synsvinklen og de politisk-militære forhold.

Mindre opmærksomme er vi på de forsøg på at påvirke vore holdninger som kommer til udtryk når gamle begreber får nye navne med en mere positiv klang som man håber kan virke selvforstærkende.

Et eksempel herpå er det nye ”Velfærdsministerium”. Vi får vel ikke mere velfærd bare fordi Socialministeriet har fået nyt navn, men navneskiftet postulerer at vi har velfærd eller i det mindste stræber imod det. Regeringen har ligefrem ansat folk til at finde på nye positive ord, også i Undervisningsministeriet hvor seminariet nu er en del af ”professionshøjskolen”. Det ministerielle organ ”Udlændingestyrelsen” hedder nu ”Udlændingeservice” – ”styrelse” lyder for meget af undertrykkelse og autoritet. ”Parkeringsservice” hedder det når man får en parkeringsbøde, det vrimler i det hele taget med servicetilbud som ofte kun dækker over forringelser.

Et andet og berømt eksempel er ”Ministeriet for Fred” som forekommer i George Orwell’s roman ”1984”. I virkeligheden dækker navnet over ”Ministeriet for Krig”, men da flertallet foretrækker fred for krig, er det meget nemmere for folk at acceptere et fredsministerium.

Danmark havde også et ”krigsministerium” indtil vi i 1905 ændrede navnet til ”Forsvarsministeriet”, og i dag sender vi ikke soldater i krig, men på ”fredsskabende” eller endnu bedre ”fredsbevarende missioner” – det lyder også meget pænere. Fjenden bliver ikke længere ”nedkæmpet” (dræbt), men ”neutraliseret”.  I marts 1968 udslettede amerikanske soldater i Vietnam landsbyen My Lai (inklusive dens beboere) for at ”redde den” fra at falde i ”oprørernes” hænder.

Og da SAS foretog nødlandinger med Dash 8-flyene, var der ikke tale om nødlandinger, men om ”sikkerhedslandinger”. Også det lyder meget bedre og mere betryggende.

Problemet er bare at sådanne ”eufemismer” (pæne ord) efterhånden slides og kræver erstatning af endnu pænere ord. Fremtiden vil vise om det er muligt at løfte sig selv ved håret eller om der skal mere til end blot et navneskifte.

 

Stemmer

 Lyden af den menneskelige stemme er unik, faktisk så individuel at den er mere præcis end et fingeraftryk. Herom vidner bl.a. brugen af den stemmegenkendende dørlås samt ikke mindst det faktum at vi straks genkender en stemme i telefonen selv om den talende kun siger den anonyme, men meget brugte hilsen ”det er mig”.

   Fra klangen af stemmen, tillagt en accent bestemt af region (dialekt) og socialklasse (sociolekt), dannes bestemte indtryk hos tilhøreren. I et pædagogisk set berømt forsøg blev den samme danske stil læst op af forskellige ”speakere”, deriblandt en elev fra det nordkøbenhavnske whiskybælte og en indvandrer, for en gruppe af seminariestuderende (nu studerende ved Danmarks pædagogiske ”undervisitet”), og deres spontane bedømmelse af den samme opgave var ikke den samme – den københavnske overklasseelev fik en højere karakter.

   Beskæmmende, ja, men sådan reagerer vi mennesker åbenbart. I et lignende forsøg blev jyske stemmer bedømt som mere troværdige end københavnske (ja, det tror pokker :-), og de fynske som lidt latterlige. Og mange husker sikkert da de jyske piger bragede ind i tv-reklamerne for sonofon og Lars Larsens tilbud om ”et godt tilbud”.

   (En tilsvarende og lidt pudsig fordeling viser sig i øvrigt i valget af kaffemærke: i Nordjylland hedder kaffen oftest Karat, i Vest- og Sønderjylland er favoritmærket Merrild, i Århus står der BKI på pakken, på Fyn drikker de Ali, og på Sjælland er det Gevalia. Interessant, ja, men det er nu KRAFT Foods der ejer de fleste af mærkerne.)

   Værre er det når en person pludselig begynder at tale med udenlandsk accent. I 1941 fik en norsk kvinde en hjerneskade og begyndte at tale med tysk accent – dvs. med tysk intonation og en tysk farvning af de norske fonemer – hvilket var ret uheldigt i det tyskbesatte Norge. Hendes ”sygdom” er blevet kendt som FAS (Foreign Accent Syndrome) der blev beskrevet første gang i 1907, men som formodentlig har ramt mange flere end de beskrevne tilfælde.

   Dialekter og lignende afvigelser fra standardsproget skyldes naturligvis normalt påvirkning fra omverdenen, men at en amerikaner pludselig begynder at tale britisk engelsk, eller en brite taler med italiensk accent er højst ejendommeligt. Ændringerne skyldes alle hjernebeskadigelser, først og fremmest i de centre der har med talen at gøre, hvilket også påvirker taleapparatets motorik (muskelindstillinger i mundhule, tunge, gane, læber, osv.); vi har jo længe kendt til parodister/impersonators som kan efterligne stemmer uden at lide af hjerneskader.

   I Storbritannien var (og er) udtalen af det engelske sprog medbestemmende for en persons anseelse (i visse kredse) - det giver ikke mange points at have en cockney accent, heller ikke en østeuropæisk, mens en fransk kan virke charmerende. På nettet kan man høre eksempler på sådanne ændringer som følge af FAS på:

<http://abcnews.go.com/Video/playerIndex?id=1814284>, på

<http://news.bbc.co.uk/2/hi/health/3235934.stm> og på

< http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/england/tyne/5144300.stm>

og endelig (blandt mange eksempler på www.youtube.com)

< http://www.youtube.com/watch?v=U6y0voUoeGE>

som alle har videoer og links til lignende sider (NB Vær tålmodig. Der kan forekomme korte reklamer).

   Stemmen opfattes lige så karakteriserende for en person som udseendet. Tænk bare på den fremmedgørende effekt som fx en tysk, eftersynkroniseret, skolet skuespillerstemme kan have på John Wayne når denne siger ”Was ist denn los im Gasthaus!”

   Blindforsøg viser også at de to køn kan føle sig tiltrukket af en bestemt stemmes klang og tillægge personen bestemte egenskaber, udelukkende pga. lyden. Tankevækkende. Og kan det mon (mis)bruges i undervisningen? 

 

Perler

 ”Her kommer bedstefar / han steger en cigar /  hurra, hurra, og sneglehuset er.” Sådan sang min søster en dag hun kom hjem fra børnehaven og havde lært en ny sang. Hvad der virkelig stod i teksten, fandt vi aldrig ud af.

   Vi hører nemlig ikke altid det der bliver sagt, men det vi tror, der bliver sagt, Afkodningen af en ytring, talt som skrevet, afhænger i høj grad af modtagerens opfattelse af konteksten, forestillingsevne og forventninger, sidst illustreret i forb.m. den famøse betegnelse ”perle”, brugt af en betjent som eufemistisk pseudonym for noget meget værre (hvorved ordet jo i politiets ”jargon” netop bliver et skældsord).

   Men udtrykket kom åbenbart i den grad bag på modtageren at han hørte det han forventede, og ikke det der (efter sigende) blev sagt. Ikke særligt betryggende for god kommunikation, men utvivlsomt baggrund for mange skænderier som løber løbsk pga. fastlåste positioner, forventninger og fordomme.

   Mange misopfattelser skyldes et begrænset ordforråd. På dansk var de klassiske fejllæsninger i min barndom bl.a. ”trækvinden” (træ-kvinden for træk-vinden), ”koparret” (ko-parret for kop-arret - ar efter kopper i ansigtet) og ”lampetarm” (lampe-tarm for lampet-arm).

   På fremmedsprog er mulighederne for fejlhøring selvsagt endnu større, først og fremmest pga. modtagerens mindre ordforråd og konteksten derfor ikke altid er helt klar. De første danske pop- og rocksangere forstod ikke engelsk, men hørte sangen som lyde når de lavede kopiversioner. Det betød at ”teksten” ofte var uden mening eller ligefrem indeholdt hjemmelavede ”ord” som ikke findes. .

   Man har faktisk et ord for sådanne misopfattelser, ”mondegreens”, efter en berømt fejlhøring af et skotsk digt som blev til ”They ha’e slain the Earl of Murray and Lady Mondegreen” mens den oprindelige version lyder ”and laid him on the green” (the Earl forventedes åbenbart at have en ”Lady”).

   De fleste eksempler på berømte mondegreens er naturligt nok på verdenssproget engelsk. På Purple Haze synger Jimi Hendrix ”Scuse me while I kiss the sky” hvilket blev fejlhørt som ”Scuse me while I kiss this guy”. Hendrix var opmærksom på eksistensen af denne mondegreen og sang den selv i senere opførelser. The Beatles’ “The girl with kaleidoscope eyes” blev til “The girl with colitis (tyktarmsbetændelse) goes by”, og i Credence’s “Bad Moon Rising” blev “There’s a bad moon on the rise” til “There’s a bathroom on the right” (ligesom Hendrix brugte også John Fogerty senere mondegreenversionen ved koncerter).

   Og hvad kan vi så lære af det? Fejlhøringer eller –opfattelser forekommer ofte når vi konfronteres med et uventet eller ukendt udsagn som vi forkaster eller ændrer til fordel for noget kendt. Men i stedet for at forkaste den brik der ikke passer ind i puslespillet, bør vi måske overveje om puslespillet skal lægges om. Ellers risikerer vi at bedrage os selv med ønsketænkning.

 

Minder

 Ved jubilæumsfesten i Gigantium faldt jeg naturligt nok i snak med gamle elever og mindedes nogle af de oplevelser vi havde sammen. Som nu dengang i 70erne hvor eleverne ville undervise sig selv uden lærerens hjælp. Hvor de gik i skole, ikke for at undgå fravær, men fordi de havde lyst, særligt når de selv kunne bestemme pensum.

   Engang jeg kom for sent tilbage til anden halvdel af en blok fordi et møde med rektor trak ud, oplevede jeg at klassen af sig selv var gået i gang med arbejdet – i plenum, vel at mærke. Men i stedet for at trække døren stille i igen, valgte jeg at gå ind i arbejdet for at ”hjælpe” diskussionen bedre på vej med det resultat at den spontane og konstruktive snak døde hen, og timen endte 100% lærerstyret. Det fortryder jeg stadig.

   I 80erne undskyldte en elev engang sit fravær med ”på vej til skole mødte jeg en gammel bekendt, og da jeg skønnede at jeg ville få mere ud af at tilbringe dagen sammen med ham, kom jeg ikke i skole”. Denne ligefremme skildring af elevens forventninger til skolen gav anledning til en del debat, men et forsøg på gendrivelse af hendes argument ville jo bl.a. indebære at vi lærere kun strøede guldkorn om os og i alle timer. Et ideal måske, men næppe en realitet.

   Det var måske også derfor at nogle af mine elever engang fortsatte frikvarterets kortspil efter at timen var gået i gang (svært at modstå fristelsen hvis puljen var blevet meget stor). Som den moderne pædagog jeg syntes jeg var, plejede jeg at vise uromagere ”ostemaden” før de fik det røde kort – ingen hysterisk, arm-ruskende lærer her – men dette var ikke altid nok: somme tider voksede (den godmodige) støj fra elevernes snakken til så store højder at det var umuligt at skaffe ørenlyd.

   Ved en bestemt lejlighed fik jeg dog dæmpet klassen og sagde ”nu går jeg udenfor i nogle minutter, og så kan I imens tage stilling til om I ønsker at modtage undervisning”.

   Jeg gik demonstrativt min vej og vendte tilbage en kop kaffes tid senere, stillede mig foran klassen, råbte den an og spurgte: ”Nå, har I fundet ud af hvad I vil?”

   Larmende tavshed, indtil en pige sagde: ”Hvad var det du spurgte om?” Så kunne jeg ikke klare mere og lod klassen ”arbejde selv” resten af timen. 



Pyning og andre køkkensager

 Jeg har lige pynet en bakke jordbær med en fiks, lille pincetlignende tang som jeg købte i USA for under en dollar, et dejligt køkkenredskab som desværre ikke forhandles i Danmark. Det gør min mexicanske ”esprimador” (lime-presser) heller ikke, men lad den nu ligge, det var pyne vi kom fra.

   At ”pyne” (= nippe) er et fuldgyldigt dansk ord, men det indgår ikke i vokabulariet for den danske dialekt der kaldes rigsmål (rigsdansk) fordi dette er baseret på den sjællandske variant af dansk der blev standard med Chr. V’s Danske Lov (1683). Hvis kongen (og hans embedsmænd) havde talt jysk, havde rigsdansk lydt noget anderledes end i dag, både i udtale og ordforråd.

   ”Hvor er han vakker,” sagde en nordjysk bekendt om mit første barn, og hvis jeg ikke havde kendt sangen ”Tornerose var et vakkert barn”, havde jeg været fortabt. Samme forhold gælder ”vag” (nordjysk for ”svag”) hvor ”vag” på rigsdansk betyder ”utydelig” (upræcis).

   ”A æ u i æ å” (= Jeg er ude i åen) forstås ikke af københavnere, men mindre kan såmænd også gøre det. I København bad jeg for nylig om ”en stang wienerbrød” hos en bager og blev mødt med et meget uforstående blik. Efter lidt konference ekspedienterne imellem fik jeg at vide at jeg godt kunne få en ”kringle” skåret ud så den blev til ”små stænger”. Men ”kringle” går jo både på form og indhold, dvs. konsistensen, som vel at mærke ikke er butterdej, vel?

 Det berømte udsagn "Har de ikke brød, så lad dem spise kage", tillægges den franske dronning Marie-Antoinette da hun hørte at folket sultede. Det kostede hende hovedet i Den franske revolution, og det var vel også fortjent. Men helt så absurd som udsagnet tager sig ud ved første øjekast, er det nu ikke. I gamle dage var der nemlig forskel på brød idet rugmel blev anvendt til ”brød” og hvedemel til ”kage”. Også andre ingredienser var forskellige: brød blev lavet med vand og hævemidlet var surdej, mens kage (og sigtekage) blev lavet med mælk og gær. Derved blev kage en søndagsspise som bl.a. komponisten Carl Nielsen beskrev det i ”Min fynske barndom”.

   På Fyn (som i Jylland) bagte man selv hjemme helt op i 1900-tallet. Bagererhvervet er altså ikke ældgammelt. Men i Nordsjælland holdt mange op at bage hjemme allerede i begyndelsen af 1800-tallet. De har altid været lidt hurtige derovre. [391]

   Kage hedder i dag ”franskbrød” selv om det ikke har noget med Frankrig at gøre (andet end at det ligner en tyk baguette, men smagen er jo helt anderledes). 

Opdateret september 2009
Erik Møldrup