For hver dag der gik, nåede han lidt højere op ad bjerget. Hvert skridt bragte ham nærmere toppen. Skønt han ikke kunne se den eller havde noget bestemt indtryk af hvad der ventede ham deroppe, klatrede han alligevel videre med en god fornemmelse af at være på rette vej – opad. Også når terrænet blev vanskeligt og krævede omveje eller betød at han måtte gå tilbage og forsøge igen fra et andet udgangspunkt.
Undervejs oplevede han glæden ved at lære bjerget at kende, dets skønhed og kontur. Han lærte efterhånden at læse terrænet, og mange af indtrykkene fæstnede sig i krop og i sind og blev ét med hans færd: han følte han ”forstod” bjerget. Selve det at klatre blev efterhånden mere betydningsfuldt for ham end udsigten, men når han så sig tilbage over den tilbagelagte strækning der blev større og større for hver dag der gik, noterede han sig med tilfredshed at han følte et bekendtskab med hver sten på vejen. Selv de små stenskred han havde oplevet og som han nu så som små ar i landskabet, omfattede han med en ømhed der grænsede til en følelse af slægtskab.
I de hvilepauser han undede sig, betragtede han også de andre bjerge der omgav ham, noterede sig deres ligheder og forskelle og erfarede hvordan det fyldte ham med en indre glæde at sammenligne dem, indbyrdes og med bjerget her, hans bjerg. På én eller anden måde forekom de ham både bekendte og fremmede, og han oplevede en følelse af slægtskab med dem også, bare fjernere, som fjerne kusiner eller fætre.
En dag kunne han se toppen. Mærkeligt nok beredte det ham ikke dén store glæde han havde forventet da han begyndte opstigningen. Selve vandringen og oplevelserne undervejs og særligt bekendtskabet med den del han allerede havde tilbagelagt var næsten mål nok i sig selv. Da han nåede toppen, var det derfor med roligt bankende hjerte, ikke af anstrengelse eller overstrømmende glæde, men af den dybe tilfredshed der lå i at han havde lært bjerget at kende, skridt for skridt, sten for sten. Samtidig kunne han nu se frit til alle sider ud over de andre bjerge og vurdere dem som kun en rutineret klatrer kan.
Nedstigningen gik hurtigere end opstigningen. Ivrigt styrede han mod foden af bjerget for at dele sine oplevelser med andre, men til hans store forbavselse var der ingen interesse for hans erfaringer.
”Dét bjerg er ikke interessant,” sagde man. ”Der er ingen der interesserer sig for dét længere.”
”Hvorfor besteg du ikke det bjerg dér i stedet for?” sagde de og pegede.
Erik Møldrup
Januar 2004