Menneskerettigheder

Breve betales efter vægt, ligeså overvægt i fly.  Skulle tykke mennesker så ikke betale ekstra for at rejse med bus, tog og fly?  Energiforbruget ved transport stiger jo i begge tilfælde.  Og hvis vi ikke blander os i retten til at være overvægtig, hvorfor straffer vi så folk der skriver lange breve?

Men tykke breve fylder mere, både i postkassen og i postomdelerens taske?
Ja, men tykke mennesker fylder ofte to sæder i en bus og betaler alligevel kun for ét.
Min lille datter må ikke optage en plads uden at løse billet, mens den overskydende del af den tykke person befordres gratis.

En lastbils slid på vejen er større end en personbils - mere end hundrede gange har jeg læst.  Bl.a. derfor betaler lastbiler en større vægtafgift.  I en tid hvor brugerbetaling bliver mere og mere almindelig og energien stadig dyrere, burde flypassagerer vel vejes sammen med deres bagage, ikke?

Spøg til side.

Selvfølgelig betaler vi alle én billet, uanset hvem vi er og hvordan vi ser ud.  Et mennesker er et menneske. Ingen indførelse af "standardvægt" som overvægt skal måles i forhold til.  Ellers skulle alle små og tynde personer vel kunne gå for nedsat takst?  Blinde skulle ikke betale den del af skatten der går til vejbelysning, osv. osv.

Følelsen af fællsskab er heldigvis endnu ikke så nedslidt at vi er begyndt at betragte hinanden som "ting".  Fordi vi er mennesker, har vi alle en ret til at være her, tykke og tynde, store og små, røde og gule, kloge og dumme.  Ganske som i en familie hvor der ikke udbetales lommepenge efter udseende, eller hvor den mindre kloge får mindre at spise - sådan behandlede man Askepot i gamle dage, men i dag accepterer vi også onkel Georg og inviterer ham med til familiekomsammen selv om han er arbejdsløs og på overførselsindkomst.  Selvfølgelig, for han er en del af familien.

Men når jorden en dag går under fordi alle kineserne skal have et billigt køleskab med freon og derved nedbryder ozonlaget, er det for sent at tænke på om vi måske skulle have bidraget til at deres økonomi kunne klare et "grønt" køleskab... eller en forureningsfri bil... eller lidt mindre sprøjtegift... eller et sikrere atomkraftværk... eller slet ingen...

Januar 2001
Erik Møldrup