Kultur - lige ud af posen

I 70erne spillede vi billedlotteri med børnene, et spil der netop ikke drejer sig om at finde vinderen, men om at hygge sig sammen.  (Hvis formålet kun havde været at finde vinderen, ville vi hurtigt have kunnet aftale rækkefølgen for trækningen og derpå undersøge de bageste brikker: hvem får den sidste? den næstsidste? osv.)
   Vi noterede os dengang med tilfredshed at spillet var lærerigt idet brikkerne havde motiver fra hele verden: berømte bygningsværker fra alle kontinenter (Den kinesiske mur, Taj Mahal, Empire State Building osv.); storslåede geografiske panoramaer (fx Grand Canyon, Mount Everest, Sahara); samt nogle typiske eksempler på hvordan livet leves i andre dele af verden (aborigines i Australien, indianere i Bolivia, eskimoer i Grønland, nomader i Afrika, etc.) - alle i deres "naturlige" omgivelser og repræsentanter for en kultur igennem århundreder er tilpasset denne geografi.
   Både opråberen og de andre deltagere forøgede dermed deres viden om verden, i hvert fald på dette lidt overfladiske genkendelsesplan: hvorledes natur og geografiske forhold præger kulturen i bl.a. klædedragt og levevis.

Den indre by i Aalborg er en blanding af smukt restaurerede gamle bygninger, nogle endda fra middelalder og renæssance – den slags huse turistbrochurer ynder at bringe billeder af på glittet papir – og nyere bygninger i skiftende tiders arkitektur.  Begge dele huser kontorer, butikker og restauranter, og de giver således et godt billede af det Danmark vi lever i med kulturminder der ligger langt fremme i bevidstheden fordi vi dagligt mindes om dem.

Bygningernes fysiognomi og livet i dem indgår i en slags symbiose – vi ”passer til” hinanden og tænker egtl. ikke nærmere over det ud over måske at glæde os over at forene det gamle med det nye.
   Min læge havde en overgang venteværelse i en renæssancebygnings gamle soveværelse hvor den store kamin stadig står intakt, og ventetiden blev ofte forvandlet til en stille oplevelse når jeg uden større besvær forestillede mig beboernes liv i dette selvsamme værelse for 350 år siden – med alkove, nathue og særk – og glædede mig over ”kontinuiteten” i dette rum på samme måde som jeg glæder mig over at kende mine rødder når jeg står ved min faders gamle skrivepult eller bruger min oldemoders gamle bagefad.

Dog – venerationen for det gamle er ikke total: hvor ofte har jeg ikke fornemmet en følelse af ubehag når jeg har set reklamer og bannere med dagens tilbud hejst op umiddelbart foran eller ved siden af disse smukke huse der emmer af historie.  Hvordan kan byen på samme tid investere i at bevare disse bygningsværker og så i næste åndedrag tillade at de skamferes af billige reklamer?  Er det et misforstået udtryk for ”lev og lad leve” fordi erhvervslivet tjener pengene til vedligeholdelsen af de gamle bygninger?  Er Aalborg Kommune bange for at sætte grænser for erhvervslivets udfoldelse?  Er det for at undgå en dyne af "museum" – eller er det blot et udslag af barbari, uforstand?

I forgårs så jeg en interessant silhuet stå aftegnet mod dette billede af dansk arkitektur: en afrikansk kvinde fra en ørkenregion klædt i sit hjemlands typiske kostume, en lang kåbe der dækkede hendes hoved, ansigt og det meste af kroppen.  I allerhøjeste grad en ”fremmed”.

Alene ”ordet” får alle alarmklokker til at ringe, og jeg føler skamrødmen stige til ansigtet.  Menneskeværd, humanisme, respekten for det enkelte menneske, etno-centrisme, den globale landsby, den barmhjertige samaritan… på få sekunder farer alverdens tanker gennem hovedet på mig og konkurrerer indbyrdes om at ”forklare” den indledende overraskelse over at se kvinden og min følgende instinktive bodsøvelse.
   Jeg véd jo godt at der bor flygtninge/indvandrere i Aalborg, at mange af dem færdes i centrum bl.a. fordi de skifter buslinje dér, og at deres påklædning er traditionel med et islæt af religion som ikke ændres bare fordi de skifter adresse.
   Min egen påklædning er ikke særlig ”trendy”.  Selv hvis jeg fik den forærende, ville jeg ikke skifte min påklædning ud med en anden end den jeg har vænnet mig til at opfatte som ”mig”: en tilpas afslappet stil hvor det praktiske element (lommer) er dominerende.
   Alligevel: En McCloud-cowboy i New York, en texaner med en ten gallon hat i Dublin, en eskimo i kamikker i Rom…?  Alle kan vel gå i hvad de vil, men hvis jeg selv flyttede ud på landet i USA, ville jeg nok efterhånden komme til at ligne de andre, dvs. en praktisk påklædning tilpasset de lokale forhold i stedet for mit 70er-skolelærer look.

To spørgsmål melder sig:  1) er vi (kun) det vi ligner, er de ydre ting vi forbruger et dækkende udtryk for vores kultur? eller  2) er det de tanker vi tænker, vores begrebsverden, der er den fællesnævner vi kalder vores kultur?
   I begge tilfælde falder den afrikanske kvinde udenfor - hun er ikke Danmark.

Men et multi-kulturelt samfund, da?  Vi er allerede et multi-etnisk og multi-kulturelt samfund, og at jeg (stadig) kan overraskes over det er vel min egen fejl.
   Men, vores integrationsprogrammer fokuserer jo netop på at udjævne de multietniske/-kulturelle forskelle.
   NB ”integration” – og ikke oplysning, dvs. vi informer ikke om ”vores” levevis (hvordan den så er) fordi vi ønsker at respektere at andre lever deres liv som de vil, men fordi vi ønsker at de skal tilpasse sig os.  Men at forvente af dem at de skal føle samme veneration som jeg over for de gamle bygninger, ville være absurd.
   Altså – de der vil og kan, glæder sig over den historiske kontinuitet, og de der ikke kan eller ikke vil, går bare forbi, blandt dem vel også mange hvis familier har boet her i århundreder, så hvorfor skulle vi kunne forlange det af nye danskere?

Meget tyder på at de eneste mulige løsning på problemet er at jeg skal til at forandre min verdensopfattelse, og det helst hurtigt.  Jeg må lære at min opfattelse af "levende historie" omkring mig snart ikke engang vil være en saga, blot.  I hvert fald går det ikke længere at bygge sin opfattelse på de stereotyper der kom til udtryk i billedlotteriet.
   Problemet er bare at personerne på billederne i billedlotteriet jo stadig lever de selvsamme steder og på den selvsamme måde i overensstemmelse med deres historiske tradition.  Nogle af dem er bare flyttet herop.
   Hvordan disse opfatter sig selv i forhold til deres nye omgivelser, må guderne vide.

Oktober 2000
Erik Møldrup