Klassisk, selvfølgelig! Det er godt til enhver stor lejlighed
"Mozarts musik indeholder alle de menneskelige følelser man kan forestille sig," sagde Peter Bastian engang som punchline i en foredragsrække som præsentation af bogen "Ind i musikken". Ikke alle følelser på én gang, selvfølgelig, men hver for sig. Mozart dækker hele spektret, og hvis det musikalske udtryk af nogle ikke føles helt dækkende i dag, kan det jo skyldes at vi ikke afkoder musikken helt som på Mozarts tid. Det må vi så se at lære, men under denne optræning ligger der en uudtalt anklage om at vi er blevet lidt afstumpede, måske pga. al den rock- og popmusik vi har fyldt vore øregange med. Nogle af os går simpelthen glip af de store og dybe følelser der (kun) kan fortolkes gennem klassisk musik.
Tag nu fx kronprinsens bryllup. Det skal selvfølgelig fejres med klassisk musik, men da han (som også - nu kronprinsesse - Mary) er glad for mange slags musik, blev programmet i Det kgl. Teater sammensat så det også viste andre musikalske udtryk end det klassiske. Og med held må man nok sige, uden at det af den grund blev mindre intenst eller oprigtigt, der var bare tale om et andet idiom. (Og hvis vi bliver i petitafdelingen et øjeblik, fortalte Det kgl. Teaters (unge) operachef i et interview at hans liv var blevet et andet, rigere, efter at han havde lært sin kone - en kendt tv-værtinde fra ungdomsprogrammer - at kende fordi hun havde bragt nye "toner" ind i hans liv.)
Men altså, musik - og helst klassisk - skal der til, og derfor spillede Det kgl. Kapel også et flot udvalg af festlig musik til lejligheden. Mens gæsterne ventede på de kongeliges ankomst underholdt et blæserensemble fra scenen med bl.a. en duet fra Mozarts opera "Don Juan", dejlig klassisk musik som fortolker både seksuel tiltrækning og sociale forskelle (Don Juan forsøger at forføre bondepigen Zerlina med et belejligt, men utroværdigt løfte om ægteskab selv om hun er forlovet med en anden; et forsøg der i øvrigt forpurres.) Men var det nu velvalgt? Var det "pænt" at spille musik der illustrerer den forføreriske "Don Juan" aftenen før et bryllup? Eller var det med et glimt i øjet (valget var jo på sin vis "lige i øjet")? eller var det simpelthen fordi vi-skal-jo-spille-noget-bryllupsmusik-og-hvad-har-vi-på-repertoiret? Underforstået: klassisk, selvfølgelig (det ville have været helt utænkeligt at lade en rockgruppe varme op.)
Det meste af det klassiske program syntes at følge linjen det-skal-være-noget-med-bryllup uden tanke for musikkens kontekst. Således hørte vi også ouverturen fra Wagners "Lohengrin", en flot sats der nok skildrer stor kærlighed, men i en ramme af svig, snigmord, krig og til sidst - død. Festligt!
At klassisk altid er godt, næsten lige meget hvad det er, men uden tanke for hvad musikken fortæller, kom også til udtryk i Vor Frue Kirke mens gæsterne ventede på brudens ankomst. Her sang koret Mozarts "Ave verum corpus", en dejlig korsats der skildrer Jesu mishandlede legeme - en rigtig påsketing, og derfor velegnet til et bryllup!?!? Eller blev den valgt fordi det er en smuk korsats? Ja, hvordan smuk? Smuk på en ubestemmelig måde? eller "bare smuk"?
Hvis dette er sandt, kan Mozart ikke have ramt påsketekstens tema særlig godt, men det har han jo netop: musikken er fuld af spændinger som ganske vist forløses (som også Jesus forløste vore spændinger), men den er ikke bare "smuk" og "inderlig". Den udtrykker en særlig inderlighed.
Men som det blev sagt flere gange til brudeparret: "livet er ikke én lang festdag, det indeholder både glæder og sorger", og det var måske dette ræsonnement som søgtes udtrykt i valget af "Ave verum corpus"?
Et indtryk som blev bestyrket da koret sang Palestrinas "Sicut cervus" (med tekst fra Bibelen: "Som tørstige hjort hige efter vand, så hige min sjæl efter dig, Herre"), for denne sats blev også sunget ved kong Frederik IX's begravelse - kongefamilien går ind for genbrug af både brudeslør, brudebuket og postludium (Widor igen som ved HKH Margrethe II's vielse).
Meget synes at tale for at der ikke er tænkt så dybt over musikkens præcise stemning. Bare det er pæn klassisk musik, er det godt.
P.S. Kommentatorerne kunne også trænge til lidt "opdragelse": nu har de i månedsvis kunnet øve sig på at kommentere festforestillingen i Det kgl. Teater og øve udtalen af navnene på komponister som fx "Kuhlau" (og ikke "Kühlau" som det blev sagt - nok var han "syddansker", men alligevel), og så skal vi alligevel høre dem tale om "et" akt. Ja, ja, der kan ryge en finke af fadet, men det skete jo ikke én, men mange gange. Hvor går vi hen, du?
Kan dette nu ødelægge en festdag? Nej, selvfølgelig ikke. Men når programmet er så stramt komponeret efter hvad der er korrekt takt og tone, er det ekstra ærgerligt at se det skæmmet af ren og skær uvidenhed. Var det kongefamilien selv der havde valgt programmet? eller var det kun salmerne i kirken?
Erik, Møldrup
14. maj 2004