Hvorfor gamle mænd er sure"Verden styres af mavesure gamle mænd" er blevet sagt så ofte at det nu næsten er et aksiom. Ret beset er det vel egtl. også sandt. Verden bliver styret af voksne mænd der har været et godt antal år om at opnå deres position, og med alderen følger legemets forfald de har ganske rigtigt som regel også for megen mavesyre.
(Et omvendt bevis for min påstand kunne være at det seneste valg i Danmark gav plads til "fornyelse" i form af ofte purunge kandidater hvis fornemste kvalitet netop var deres alder. Før valget har flere politiske partier også forsøgt at forny sig ved at udskifte fx ældre ministre med yngre. Men i finansverdenen er det stadig de modne mænd der sidder på kassen og bestemmer farten).
Men mavesyren skal jo ikke kun forstås bogstaveligt; gamle mænd også sure på alt nyt. De er svære at begejstre, springer ikke på den første den bedste tilsyneladende gode idé bare for at prøve den, og de tænker oftere på konsekvenserne end på selve handlingen.
Og sådan har det altid været. "Ungdommen er fordærvet," sagde graffitien på Pompejis mure, helt sikkert skrevet af en ældre person.
Tidligere var det god latin at beskrive et menneskes udvikling og position med en kurve der i begyndelsen var ret stejlt stigende (læreårene) for derefter at flade gradvist ud således at man 40-60-årsalderen kunne se ud over et livslandskab der ikke bød på megen udfordring i forhold til ungdommens. Til gengæld kunne man nu i "sin bedste alder" se frem til at nyde frugterne af den arbejds- og erfaringsinvestering der havde ført én op på det modne plateau før man sank tilbage til en lavere og relativt inaktiv position.
Denne model er formodentlig ikke helt rigtig jf. "ungdommen er fordærvet" og er det i hvert fald ikke længere. Har det mon ikke altid været sådan at hver generation så på den næste som fordærvet: uregerlig, skødesløs og løs på tråden? Og har fremtiden ikke altid været på ungdommens side? Litteraturen er fuld af eksempler på hvorledes den ældre konservative generation bliver narret og latterliggjort af den yngre.
Vel betyder erfaring og rutine en stor lettelse af arbejdsbyrde og en stor sikkerhed i personlig fremtræden med deraf følgende indre ro og harmoni (som kan udarte til arrogance), og vel følger position ofte erfaring, men de tider synes definitivt forbi hvor man som midaldrende kunne hvile på laurbærrene.
Særligt siden 1980erne hvor "den personlige computer" holdt sit indtog, har det været vanskeligt for den ældre generation at fastholde og bevare positionen som den herskende. Men ikke kun pga. forskrækkelse over "nymodens teknik" der rigtigt ofte kræver tilvænning fra barnsben. Lige så meget pga. den naturlige skepsis der melder sig hos livs- og arbejdserfarne ældre der ikke altid fanger fascinationen af at fordi noget kan lade sig gøre vha. en nye maskine, skal det derfor absolut indføres. Samfundets kulturelle horisont bliver i øjeblikket bestemt af teknik-fikserede programmører og brugere der henrykt lader sig føre rundt i teknik-manegen i stedet for at læse "Moby Dick" eller tænke over situationen på Balkan. Og sådan skal det vel også være hvad skulle kunne ændre det?
Den bedste nøgle til forståelse af problemet gammel versus ung ligger derfor snarere i forskellen mellem den forståelse af verden og menneskene som følger med alderen, og som ungdommen forkaster som uinteressant fordi ungdommen selv er i færd med at samle erfaring.
Derfor vil der altid være sure gamle mænd, bare ikke nødvendigvis sure fordi de føler deres priviligerede position truet af de "unge tyre". For det kan være hårdt at se det verdensbillede forkastet som det har taget år at bygge op og som man måske oven i købet holder af. Dels fordi man synes man "forstår" det, dels fordi det fokuserer på nogle værdier og holdninger som man kan sympatisere med. Og selv om erfaringen viser at forandringer foregår og værdier udskiftes hurtigere og hurtigere, lever og erfarer et menneske jo kun et enkelt liv og oplever derfor sædvanligvis ikke mere end ét skift i samfundets værdier og holdninger. Men vi ved alle at forandringer vil ske og dermed ofte kuldkastelse af selve det fundament som ens menneskelige selvforståelse hviler på. Man kan forsøge at argumentere for bevarelsen af gamle dyder fordi man oprigtigt finder dem værdifulde, men lige meget hjælper det. Udviklingen er ungdommens, og ungdommen har derfor altid ret uanset emne. Men det er ikke sjovt at se frem til et tab i værdier man finder essentielle for mennesket. Derfor er gamle mænd sure. Det kan ikke være anderledes.
Og de gamle sure koner? Dem er der heldigvis ingen af, eller spørg jer selv.
NB Hvis svaret er jo, afliver vi samtidig myten om at verden ville se bedre ud hvis den var blevet regeret af kvinder. Nogle siger endda at kvinder er mere ondskabsfulde og hævngerrige krigsophidsere end mænd
Januar 2002
Erik Møldrup